Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kirkegårdsmuren ind mod præstegården

På muren ind mod præstegårdshaven er indmuret 4 gravsten. De har alle tidligere været at finde inde i kirkerummet, man da denne gravtradition ophørte, blev disse gravsten flyttet til kirkegårdsmuren.

Hvorfor man har indmuret de fire sten i muren til præstegårdshaven vides ikke. Man må antage at man har ment de var af en beskaffenhed til glæde for eftertiden.

Fra venstre benævnt 1-4:

Gravsten nr. 1:
Fra ca. 1700 over ukendt. Genbrugt som kirkegårdsmonument over rådmand Hans Thomsen. Efter gravens sløjfning indmuret i kirkegårdsmuren.
Indskrift i det ovale midterfelt:

RAADMAND HANS THOMSEN
DØD 1808
FOR STEENENS HENLIGGELSE
ER BETALT TIL 1916

I det runde felt forneden:

LAGT 1809

I stenens hjørner ses de fire evangelister:
Øverst tv. Mattæus med evangelistsymbolet, et menneske.
Øverst th. Markus med evangelistsymbolet, en løve.
Nederst tv. Lukas med evangelistsymbolet, en okse.
Nederst th. Johannes med evangelistsymbolet, en ørn.

Gravsten nr. 2.
Fra omkring 1680 over ukendt. Genbrugt 1815 som kirkegårdsmonument på Poul Kraghs familiebegravelse.
Stenen må antages at have ligget i kirkens gulv.
Indskrift på stenens midterfelt:

POUL KRAGH´S FAMILIEBEGRAVELSE 1815

Gravsten nr.3.
Fra omkring 1785 over STH Friederich von Buchta, tidligere major ved et Höylovlige Bornholmske Infanterie Regiment her i Staden. *31 marts 1724 i Bayrout, +28 dec. 1783 i Fredericia, hvor hans enke Maria Elisabeth Gabelliot Fleurÿ ifølge sit af 12. april 1785 forfattede og af kongen approberede testamente ”loed her til St. Michaelis Kirke betale hvad der bör erlegges for dens rolige Beliggenhed paa dette Sted uden videre fornyelse til Aaret … Feltet kan ikke læses, men er sandsynligvis aldrig udfyldt.
Det antages at stenen har ligget inde i kirken   og på kirkegården 1825, hvor stenhugger H. Hansen fik betaling for at have ”afpudset og udskåret salig major von Buchtas ligsten. Hvornår stenen er indmuret i muren mod præstegårdshaven vides ikke, men antages at være i begyndelsen af 1900 tallet.
Nederst på stenen ses major von Buchtas våben(skjold).

Gravsten nr. 4.
Gravsten fra omkring 1725 over ukendt. Genbrugt 1820 som kirkegårdsmonument over Johanna Dorothea Feldmann.
Stenens rektangulære felt bærer indskriften:

HER HVILER
DOROTHEA JOHANNA
FELDMANN FØD SELI
FØD DEN 21DE FEBRUAR
1768
DØD DEN 12DE FEBRUAR
1820

Feltet flankeres af Johannes Døberen tv. og Moses th.
Indskrift i øverste felt: ”Gud alene Eren”
Indskrift i det runde felt:” Vere Tro Indtil Ende… vill jeg Give Dig Livsens Krone”
Stenen må antages at have ligget inde i kirken og i begyndelsen af 1900 tallet opsat på sin nuværende plads.

Alt hvad der sker