Indremissionær Niels & Kathrine Overgaard Petersen

Baggrund
Niels Overgaard Petersen er født præcis 14 dage før bevægelsen Indre Mission, den 31. august 1861 i Sjørring (Thy, Thisted Kommune) som søn af lærer Hans Peter Petersen og Kirstine Larsen.

Ægteskab
Indgået ægteskab den 24. april 1889 med Anna Kathrine Frederikke Barsøe: *1. februar 1857 i Trelde Skole.

Karriere
Han var tidligere købmand og blev som 41-årig ansat som indremissionær i Fredericia. Her virkede han i godt 30 år fra 1902 til 1933, hvor han blev pensioneret.
Han var altså samtidig med provst Frederik Zeuten her i Fredericia, som blev formand for Indre Mission efter Vilhelm Beck, da denne døde i 1901. De samarbejdede tilsyneladende rigtig godt.

Død
Niels Overgaard Petersen døde den 27. december 1936 og blev begravet den 2. januar 1937 fra Sct. Michaelis Kirke.

Gravsten for indremissionær Niels og Katrine

Gravstenen er tegnet af arkitekt Bodulf Billund og udført af Fredericia Stenhuggeri og Gravstensforretning v/ H. Sørensen & Th. Rasch. Graven blev sløjfet i 1970. Gravstenen har været placeret ved: A-252A, men nu flyttet til:
Mil D-018.

I Sven Avnsbys bog Sct. Michaelis Kirke
Tyske Kirke i Fredericia er flg. tegning bragt

Med flg. indskrift:

NIELS
0VERGAARD
PETERSEN
INDREMISSIONÆR
*31-8-1861. †27-12-1936

KATHRINE
OVERGAARD
PETERSEN
f. BARSØE
*1-2 1857 † 3-4 1936

Det fremgår, at skitsen er lavet inden Kathrine Overgaard Petersen er død. Gravstedet er fredet.

Mindeord

Pastor H.K. Haugaard, Fredericia har i Den Indre Missions Tidende nr. 6 1937 skrevet flg.:

Missionær Overgaard Petersen døde d. 26 December 1936. Begravelsen fandt Sted fra Sct. Michaelis Kirke den 2. Januar 1937 netop på 100 Aars Dagen for Stiftsprovst Zeuthens Fødsel. Et Sammentræf, der giver Anledning til at minde om, at disse to Mænds Arbejde og Samarbejde i Guds Riges Tjeneste har sat særlig dybe Spor i Fredericia By og Omegn. Missionær Overgaard Petersen var i de mange Aar med sin trofaste Hustru ved sin Side og med Hjemmets Døre aabne, et Samlingsmærke for Guds Folk. At samle Guds Børn, at bevare dem samlet i Kærlighedens Enhed og bevare dem levende og vaagne, det levede i hans Bøn til det sidste.

Han var en rigtig Indremissionær, der i sit Arbejde havde det faste, urokkelige Sigte: ”De mange barnedøbtes Omvendelse”. Og saadan har det jo altid været og er endnu Indre Missions Opgave at være en Vækkerrøst indenfor den danske Folkekirke, som kan raabe de sovende op: ”Vaagn op, du som sover, at Kristus kan lyse for dig”.

Han var en Bønnens Mand, fordi han vidste, at alt Arbejde er forgæves, om det ikke gøres iført Kraften fra det høje. Han var en ydmyg Mand, fordi han var klar over, at det alt sammen skulde virkes ovenfra. Her er vi sikkert ved den inderste Hemmelighed i hans Liv, at Gud kunde bruge ham til saa stor Velsignelse; han arbejdede i Forstaaelsen af at ”uden ham kan jeg slet intet gøre”.

Han var bange for Djævelen og for helvede; han var saa angst for at bedrage sig selv og maatte derfor stadig klynge sig til sin frelser; men saa erfarede han ogsaa, at ”i ham min Frelser, har jeg nok, nu og i Evighed”.
Om vor kære gamle Ven og Broder i Herren tør vi med Sandhed sige : ”Han har stridt den gode Strid,  fuldkommet Løbet og bevaret Troen”. I de sidste Timer, denne Herrens Stridsmand levede, gentog han atter og atter det ene Ord: ”Naade – Naade”.

Fredericia Dagblad den 4. januar 1937
”En Mindehøjtidelighed fandt Lørdag Eftermiddag Sted i Missionshuset efter Missionær Overgaard Petersens Jordfæstelse. Højtideligheden, der overværedes af en stor Forsamling, indlededes af Pastor Berthelsen Skanderup, der er Medlem af Indre Missions Hovedbestyrelse og som ønskede at sige Tak for den store Gerning, Afdøde havde udført i Indre Missions Tjeneste, en Gjerning der havde været til rig Velsignelse.

Derefter havde en lang Række Talere Ordet for i smukke Mindeord at tolke deres Tak til den afdøde Indremissionær, saaledes pens. Lærer Jeppesen, Erritsøe, Isenkræmmer Skousen, Vamdrup, Metalsliber Olesen, Fredericia, Afdødes Broder Pastor Ejnar Petersen, Gartner Gejl, Prangervejen, Skrædder Hansen, Erritsøe, Kondenseringsmester Petersen, Strib, Kandidat Madsen, Børkop og Skræddermester Petersen, Fredericia”.

Af Ole Dyrn 
oberstløjtnant og historisk konsulent