Oberst Henning Høngsmark

Baggrund
Født 8. marts 1927 i Høng, Finderup Sogn og opvokset i Odder.

Familieforhold
Gift med Annelise Høngsmark.
Parret fik to døtre: Kirsten og Bente.

Ændrede efternavn
Henning er døbt Pedersen, men i forbindelse med indkaldelse til Dragonerne i Randers blev han opkaldt efter den by, hvor han var født, dvs. Høng.

Når en eskadron - en deling dragoner, eller husarer til hest - bevægede sig rundt i landet kunne chefen, når han mødte et byskilt nemlig blot råbe navnet på byen f.eks. Høng, hvorefter soldat Høng rykkede frem som højre hånd for chefen, fordi han var den, der kendte området bedst. Med andre ord fik soldaten sit bynavn hæftet på sig, fordi han var en praktisk vejviser og stifinder, når hans bynavn blev råbt op.

Der må have været flere soldater fra Høng, så Henning fik navnet Høngsmark, som han som mange andre, valgte at beholde som efternavn.

Traditionen med bynavne opretholdes stadig ved Dragonregimentet i Holstebro og Gardehusarregimentet i Slagelse.

Uddannelse
- Realeksamen fra Odder Private Realskole 1946.
- Studentereksamen fra Aarhus Katedralskole i 1946.
- Før indkaldelsen til dragonerne i Randers 13. maj 1947, supplerede han sin studentereksamen med et halvmilitært civilt kursus, der kvalificerede ham til at til indtræde på Hærens Officersskoles ældste klasse.
- Hærens Officersskole 1948-1951.

Henning Høngsmark var en af landets førende kampvognseksperter, bl.a. på grund af flg. uddannelser:
- Bourgh i Belgien. Uddannelse på den amerikanske kampvogn M 46.
- Fort Knox, kampvognsskolen i USA.
- Uddannet som motorsagkyndig i Danmark, suppleret med et tilsvarende engelsk kursus i England, så han nu var både autoriseret engelsk og dansk motorsagkyndig.
- Generalstabskursus i USA og videregående uddannelse i Sverige, Tyskland og England.

Karriere (kun væsentlige stillinger medtaget)
- Chef for en pansereskadron i Itzehoe i Tyskland, og herefter næstkommanderende for de danske besættelsestropper samme sted.
- Chef for Kampvognsskolen. En miniudgave af Fort Knox, hvorfor den i almindelig omtale blev benævnt Fort OX, da den lå i Oksbøl.
- Chef for 1. Jyske Brigade med stab i Fredericia.
- Herefter chef for Kongens Jyske Fodregiment og garnisonskommandant i Fredericia til sin pensionering i 1989.
- Herefter to år som konsulent ved Dansk Industri Syndikat A/S (DISA).

En afholdt regimentschef og garnisonskommandant
Oberst Høngsmark var en højt respekteret regimentschef og garnisonskommandant, der udover sin store militære kapacitet også besad stor historisk viden.

Her ses obersten ved sin 60 års fødselsdag d. 8. marts 1987, hvor 6. Juli Garden spillede.


Foto: Peter Honoré.

Landskomiteen til Renovering af Fredericia Vold
Oberst Henning Høngsmark var en historisk kapacitet, og da undertegnede delte hans interesse for historien, fik vi et meget stærkt og fint samarbejde, bl.a. til gavn for Landskomiteen til Renovering af Fredericia Vold. Hertil ydede Henning et betragteligt bidrag til såvel oprettelse som flere af komiteens mange succeshistorier. Han virkede som sekretær til 2004, hvor undertegnede overtog posten.

Læs om baggrunden for oprettelse, aktuel status mv. på: https://fredericiavoldfonden.dk/

Årets fredericianer
Henning Høngsmark blev i 1998 kåret som årets fredericianer for sit store arbejde for bevarelse af Fredericia Vold.

Ordener/dekorationer
Kommandør af Dannebrogsordenen.
25 års fortjenstmedalje.

Død
Oberst Henning Høngsmark døde den 1. oktober 2012 efter en længerevarende kræftsygdom.

Af Ole Dyrn
oberstløjtnant, historisk konsulent.