Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Johannes Gøtzsche (1894-1901)

Johannes Gøtzsche (1894-1901)

Baggrund
Født 25. juli 1866 i Fredericia. Søn af sognepræst ved Sct. Michaelis Kirke, senere biskop i Ribe Carl Viggo Gøtzsche (1833-1901) og hustru Ane Marie Pouline Hjort (1837-1885).

Uddannelse
Student Fredericia 1883.
Cand. theol. 18891 med karakteren laud (rosværdig, udmærket præstation).

Embeder/stillinger
- Rejste 1889 i Tyskland, Italien, Ægypten, Palæstina og Grækenland.
- Lærer ved Zahles Skole, Østerbros Latinskole, Borgerdydsskolen og Vesterbros Seminarium.
- Ordineret kateket i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 15. oktober 1894.
- Sognepræst i Herning 27. december 1900.
- Provst over Hammerum Herred 10. juni 1911 indtil d. 29. juni 1919.
- Konstitueret sognepræst i Rødding, Haderslev Amt, og provst over Tørninglen Provsti 22. juli 1920.
- 38. biskop over Viborg Stift fra 11. februar 1921 til 1936. Han var en af de mest markante indremissionske biskopper nogensinde.

Tillidsposter
Bestyrelsesmedlem ved:
- Almindeligt dansk Præstekonvent til 1924.
- Diakonissestiftelsen til 1930.
- Dansk Missions Selskab 1923-1931.
- Det danske Bibelselskab.
- Medlem af Udvalget for ny Oversættelse af Det gamle Testamente 1919 og formand fra 1921.
- Medlem af Det kirkepolitiske Udvalg 1928.
- Formand for Udvalget til ny Oversættelse af Det nye Testamente 1930.

Pensioneret
15. maj 1936.

Biskop emeritus
Byggede hus i Snoghøj (nuværende Peder Gribs Vej 7) og var hyppig prædikant i Erritsø Kirke.

Gift
Første ægteskab
18. marts 1892 med Ebba Emilie Godtfredine Kragh, født 3. juni 1863 i København, død 8. november 1899 i Fredericia, begravet i Fredericia (Assistens Kgd.). Forældre: Overkanonér i flåden Jens Emil Theodor Kragh (1823-1878) og hustru Katrine Godtfredine Rødtjer (1824-1898).

Andet ægteskab
23. november 1909 på Frederiksberg (Solbjerg) med Karen Amalie Augusta von Schleppegrell, født 1. december 1877 i Knuthenborg, Hunseby Sogn, Maribo Amt. Forældre: Skovrider på Knuthenborg, senere overførster på Vallø, Vilhelm August von Schleppegrell (1841-1887) og hustru Augusta Kragh (1848-1908).

Børn (kendte) af 1. ægteskab
1. Carl Viggo Gøtzsche, født 26. december 1892 i København, død 10. december 1967 i Ringsted. Fra 1921 praktiserende læge i Ringsted.
2. Asger Christian Emil Gøtzsche, født 14. august 1894 i København (Jacobs Sogn). Jurist, fra 1940 dommer i Østre Landsret.
3. Ebba Gøtzsche, født 12. oktober 1899 i Fredericia. Gift 21. april 1921 i Rødding med Egede Schack (1895-1957), provst og sognepræst, 1944-1957 i Vor Frelsers Kirke, København.

Børn (kendte) af 2. ægteskab
1 Birgitte Gøtzsche, født 18. september 1910 i Herning. Gift 26. oktober 1934 med Svend Carl Hartvig Kemp,  sognepræst, fra 1956 i Trinitatis Kirke, København.

Ordener
- Ridder af Dannebrogsordenen 1914.
- Dannebrogsmand 1921.
- Kommandør II af Dannebrogsordenen 1936.
- Kommandør I af Dannebrogsordenen 1936.

Udgivelser
- Jerusalem, Samaria, Judæa, Galilæa (1900).
- Bibellæsning, Joh. 12 (1903).
- Fra Herrens Tjeneste (1908).
- Forskelligt (1908).
- Hvorledes Jesus bad (1911).
- Træk af en jysk Vækkelses Historie [Hammerum Herred] 1914 og -25.
- Kristenlivet (1915).
- Korsordene (1916).
- Paaske (1921).
- Prædikener, Minder fra Herning Kirke (1921).
- To Købmandstaler (1922).
- Prøveprædikener (1924).
- Livsrørelser [i Hammerum Herred] (1924).
- Dømmer ikke (1925).
- Vort Ansvar for vor kirke (1925).
- Frederik Zeuthen (1927).
- Min Tillid til Bibelen (1930).
- Det ny og gamle Testamente [radiotale] (1932).
- Et Brev om Oxford (1935).
- og om Frederik Zeuthen: Frederik Zeuthen, Et livsbillede, Lohse 1927.

Afsked
15. maj 1936.

Død
18. juli 1938 i Snoghøj, Erritsø Sogn, begravet i Fredericia (Assistens Kirkegården) 25. juli 1938.

Eftermæle.
Om Johannes Gøtzsche som biskop skriver Chr. Bartholdy (Indre Missions formand) i et forord til biskop Gøtzsches livserindringer:
"Biskop Johannes Gøtzsche, Viborg Stifts biskop i 15 år, 1921-1936, er uforglemmelig for alle os, som havde ham til biskop. Han turde nemlig være det, han var, biskop, menighedernes og præsters tilsynsmand.

Sådan var han også kendt fra sin tid som provst i Hammerum Herred. Da fik han nys om en lærer, som ikke stod op om morgenen og begyndte sin skole til tiden. Gøtzsche cyklede derud en morgen tidlig og tog ham på sengen. Læreren var naturligvis ulykkelig: det var et sjældent uheld, skulle aldrig gentage sig! Dagen efter cyklede provsten igen derud og tog ham atter på sengen.
Også i Viborg Stift tog den nye biskop adskillige præster på sengen - billedlig talt.

Biskop Swane, som var i Viborg 1878-1901, havde været en meget flittig visitator. Skønt Gøtzsche i åndelig henseende var meget forskellig fra denne forgænger, som havde været meget ængstelig ved den omsiggribende vækkelse, var det tydeligt, at to ting ved Swane beundrede han: Hans flid og hans myndighed.

Gøtzsche holdt nogle ordentlige visitatser, han nøjedes ikke med at holde en prædiken i et missionshus eller en tale ved efterårsmødet i et forsamlingshus. Han kom og slog sig ned. Han gav os valg, hvad vi ønskede søndag eftermiddag og aften anvendt til. Formiddagen var naturligvis gudstjenesten i kirken, hvor menighedsrådet var tilsagt til at være ene sammen med biskoppen bagefter - uden præsten. Men resten af søndagen kunne vi få en ekstragudstjeneste i annekset, eller en børnegudstjeneste, eller et foredrag i forsamlingshuset, eller et samtalemøde i missionshuset.

Lørdag eller mandag - ligesom det nu kunne falde - besøgtes skolen, så længe biskoppen endnu var skolens øverste tilsynsmand. Det var festligt at høre biskoppen tale med børnene, ligeså til en børnegudstjeneste, dertil havde han ualmindelige evner, hvad man måske ikke på forhånd ville vente.

På den måde fik man tid til samtale med sin biskop, og han lærte en at kende og ens syn både på sognet og på kristendommen.

Gøtzsche fik bil, lærte at køre, og var strålende glad over således at kunne gennemkrydse sit stift og lære det at kende i alle kroge. Man skulle også være velunderrettet, hvis man skulle fortælle ham noget, han ikke vidste i forvejen.

Man havde følelsen af et kærligt, men også vågent og klartseende blik, der fulgte ens færden. Biskoppen var selv flittig som biskop, og han satte pris på, at præster bestilte noget.

Vi havde også en myndig biskop. Så venlig og kærlig som han kunne være uden nogen som helst ydre værdig optræden, man glemte intet øjeblik, at det var biskoppen. Han sagde, hvad han syntes om, og hvad han ikke syntes om. Da jeg udtrykte min glæde over, at der var kommet en troende lærer til sognet, sagde han: "Ja, en troende lærer er et stort gode - særlig når han så også passer sin skole!"

Jeg vil særlig gøre opmærksom på én egenskab hos ham, som skinner igennem på så at sige hver side i hans erindringer, og som vel er den, der har gjort stærkest indtryk på os, som kendte ham. Jeg tænker på hans sans for alt, hvad der var ægte, hans had til alt, hvad der er forlorent. Hvor han fandt ægthed hos et menneske, særlig ægthed i hans kristentro, der bøjede han sig og ærede det menneske, mand eller kvinde, høj eller lav, også uanset vedkommendes intellektuelle udrustning.

Jeg talte engang med ham om en da nylig afdød i sin tid ret kendt prædikant. Han havde været kendt for sine voldsomme ord, og jeg nævnede, at han skulle have begyndt sin bøn på prædikestolen engang med at sige: ”Kære herre Jesus, verden siger, du er en lus”.
- Jeg fandt det usmageligt.
- Gøtzsche sagde: ”Nej, det er ikke det, men det er ikke sandt, for sådan siger verden jo slet ikke”.

Skønt Gøtzsche var en dygtig teolog, kyndig særlig i det gamle Testamente, og havde en dyb og selvstændig indleven i Guds ord, var han aldrig for stor til at lære af det jævneste troende menneske. Han havde et Ny Testamente gennemtrukket med hvide blade. Når han ved et samtalemøde hørte noget, der var sandhed i, som smagte af det virkelige liv, så skrev han det ned. Det er noget af det, han igen giver os i denne bog, og som vil give den blivende betydning, at når han ser tilbage over sit liv, er det de troende mennesker, han mødte, han har lyst til at fortælle om, og ikke om sig selv. Han søgte ikke sit eget og var ikke bekymret for sin egen ære.

En flittig, rigt udrustet kirkens mand, der fyldte i tøjet, men kun i den hensigt at tjene kirkens herre i den stilling, han var blevet valgt til, og med en uslukkelig kærlighed til det Guds folk som Gud har kaldt frem gennem den vækkelse, som kaldes Indre Mission."


Gravsten på Assistens Kirkegård Fredericia.

Koncerter

Kurser og foredrag

Nyhedsbrev fra Sct. Michaelis Kirke

* indicates required

Nyhedsbrevet udkommer ca én gang hver anden måned. Det indeholder bl.a. information om særlige begivenheder, nye beslutninger og glimt fra gode stunder.