Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Johannes Galskjøt (1834-1841)

Johannes Galskjøt (1834-1841)

Baggrund
Født 8. maj 1804 i Hyllested, Sorø Amt. Søn af sognepræst i Hyllested-Venslev-Holsteinborg Thomas Martin Braëm Galskjøt (1748-1828) og hustru Karen Hvistendahl (1757-1831).

Uddannelse
Student Roskilde 1822.
Cand.theol. juli 1827 med karakteren laud (rosværdig, udmærket præstation).

Embeder/stillinger
- Huslærer hos assessor Neergaard på Vedbygaard i 1½ år.
- Sognekapellan i Skovlænge-Gurreby-Søllested, Maribo Amt, 31. marts 1830. Ordineret 21. april 1830.
- Ordineret kateket i Fredericia Sct. Michaelis Sogn 9. september 1834; tillige timelærer ved Det lærde Institut i Fredericia fra marts 1835.
- Sognepræst i Korsør-Taarnborg 1. august 1841.
- Sognepræst i Frederiksborg-Hillerød-Nørre Herlev 6. september 1850; tillige slotspræst ved Frederiksborg Slot 4. december 1854.
- Sognepræst i Magleby-Holtug, Præstø Amt, 25. august 1862.

Gift
28. april 1835 i København, Frue Kirke, med Amalie Elisabeth Antoinette de Kløcker, født 20. marts 1813 i Aalborg, død 1. april 1875. Datter af kancelliråd, byfoged og auktionsdirektør i Aalborg Peter Kofod Marinus de Kløcker (1782-1821) og hustru Severine Johanne (Jenny) Ranøe (1783-1855).

Barn
Peter Thorolf Martinus Galskjøt, født 22. juni 1837 i Fredericia (Mich.), død 23. december 1899 på Frederiksberg. Jurist, 1887-1897 birkedommer og -skriver i Holsteinborg Birk.

Øvrig slægt
Johannes Galskjøts broder Jens Severin Hvistendahl Galskjøt (1797-1883) var sognepræst, 1849-1875 i Holbæk-Merløse.
Hans søster Inger Margrethe Braëm Galskjøt (1777-1831) var gift med Jens Hvistendahl (1761-1823), sognepræst, 1796-1823 i Vollerslev-Gørslev, Præstø Amt.
Hans fætter Christian Ludvig Galschiøt (1795-1883) var sognepræst, 1833-1883 i Stokkemarke, Maribo Amt.

Ordener
Ridder af Dannebrogsordenen 25. januar 1875.

Død
21. december 1880.

Fra biskop Mynsters visitatsbøger
Pastor Galskjøt var som ung præget af sin fader, der teologisk repræsenterede en noget afbleget supranaturalisme med et moraliserende præg, en meget frugtbar forfatter, der især nærede interesse for landbrugsreformer og skolevæsen, og på den reformivrige grev E.A. Holsteins gods fik han lejlighed til at arbejde for mange forbedringer.

Johannes Galskjøt var en højt kultiveret præst. Han blev i sin senere præstetid Mynsters discipel og beundrer. Ingemann stod hans barndomshjem nær, og selv havde han megen forbindelse med Ingemann. Han var i slægt med Ingemanns hustru, kom meget i Sorø og fik af Ingemanns enke betroet at udgive Ingemanns levnedsbog 1862. Galskjøts omhyggelige forord viser ham som vel indlevet i æstetik og kunst, og som en fromhedstype, der på flere måder mindede om Ingemann.

En konfirmand omtaler ham som "en gnaven rad", andre husker især hans interesse for offer og accidenser. - Biskop Mynster satte megen pris på Galskjøt og omtaler ham anerkendende (Mynsters visitatsbøger bd. II, s. 113)

Udgivelse
Forsøg til en Bedømmelse af de ved Biskop Mynster, i hans Forslag til et nyt Ritual forfattede Formularer for de gudstjenestelige Handlinger (København, 1841).

Internationale aktiviteter