Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Niels Henrik Gude (1830-1840)

Niels Henrik Gude (1830-1840)

Baggrund
Født 8. september 1784 i København. Søn af Hof- og proviantforvalter, kammerråd Niels Gude (1752-1825) og hustru Cathrine Marie Walbohm (1759-1826).

- Blev student i 1800 fra Borgerdydsskolen i København.
- Cand.theol. 21. oktober 1803 med karakteren laud (rosværdig, udmærket præstation).
- Overlærer ved Københavns Gratistskole 1805.
- Kateket ved Trinitatis Kirke i København 6. januar 1809.
- Præst ved Københavns Almindelige Hospital/Abel Cathrines Stiftelse 29. april 1812.
- Præst ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn 25. marts 1818 - 31. december 1828.
- Residerende kapellan ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn 11. august 1826.
- Sognepræst i Fredericia Michaelis-Erritsø Sogne 2. juni 1830.

 Ægteskaber
1. Gift 8. september 1813 i København med Marie Elisabeth Thomsen, født 20. juni 1767 i Vordingborg, død 23. juli 1830 på Christianshavn.

2. Gift 5. juni 1830 i Fredericia Michaelis Kirke med Johanne Charlotte Boeck, født 1. november 1802 i København, død 27. marts 1841 i Slesvig.

Begge ægteskaber endte barnløse.

Bopæl
Ved folketællingen 18. februar 1834 bor pastor Gude i Vendersgade nr. 482 (p. 181); foruden af ham selv og hans hustru består husstanden kun af én tjenestepige.

Pastoren og prinsen

Pastor Gude var i Fredericia på samme tid som prins Frederik, den senere Frederik 7., der i årene 1835-1839 opholdt sig her som kommandant for Fynske Infanteriregiment, men i realiteten var sendt hertil af Frederik 6. for at blive opdraget af den højt respekterede, generalløjtnant Julius Frederik Christian Castonier, der var kommandant i Fredericia.

Prinsen ragede uklar med Gude da denne mente, at prinsen skulle betale offer for hele sin hofstat. Det ville prinsen ikke, men gik til sidst med til det, selv om det er noget tvivlsomt om Gude havde ret. Men prinsens valgte dog at imødekomme kravet. I den forbindelse er følgende historie, der dog ikke kan bekræftes, bevaret:

"Med den stedlige præst, pastor Gude, stod prinsen ikke på nogen venskabelig fod. Præsten var nemlig af den mening, at prinsen skulle betale offer for hele sin hofstat; prinsen derimod af den modsatte mening. Hvem der har haft ret, melder historien intet om. Det er jo troligt, at prinsen har fundet det morsomt at drille præsten; muligvis har denne på sin side båret sig kejtet ad overfor prinsen. Nok er det, der kom ingen penge, og offersedlen måtte påny præsenteres. Prinsen sendte da 200 rigsdaler, for hvilke pastor Gude indfandt sig i palæet for at takke. Men prinsen sagde blot:
"De har fået, hvad De skal have. Jeg kender Dem ikke!".

Udgivelser
Niels Henrik Gude udgav flg.:
- Historia dogmatis de extremo judicio (disp., Havn., 1806).
- Sprog- og Forstands-Øvelser paa Tabeller (Kbh., 1808).
- Hvortil bør Opdragere og Lærere i Handelsinstituter fortrinligen tage Hensyn? (Kbh., 1812).
- Tvende Prædikener, holdte ved Tiltrædelsen som Præst i Domhuscapellet og Tugt- og Rasphuset (Kbh., 1818).
- Aandelige Betragtninger for Forbrydere i deres Fængsler, med særdeles Hensyn til Straffeanstalterne i Danmark (Kbh., 1828).
- Tre Leilighedstaler, holdte i Fredericia (1838).
- Tale ved Etatsraad og Ridder J.H. Bärens's Grav, aftrykt i dennes af P.W. Heiberg udgivne Biographi, s. 52-61 (Kbh. 1813).
- Jubelprædiken, inds. i Samling af Prædikener paa Christendommens tusindaarige Jubelfest i Danmark første Pintsedag 1826, holdne af Kjøbenhavns Geistlighed (Kbh., 1826).

Kilder:
Erslews Forfatterlexicon I.
Aage Bremerholm, Fra Prinsens Ophold i Fredericia ( Vejle Amts Aarbøger 1912)
Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn
Roennebech.dk

Aktuelt fra Sct. Michaelis Kirke

Nyhedsbrev fra Sct. Michaelis Kirke

* indicates required

Nyhedsbrevet udkommer ca én gang hver anden måned. Det indeholder bl.a. information om særlige begivenheder, nye beslutninger og glimt fra gode stunder.