Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Carl Marius Hornbech (1915-1934)

Carl Marius Hornbech (1915-1934)

Baggrund
Født 21. juli 1871 i Hadsund. Søn af købmand i Hadsund Christen Johannes Hornbech og hustru Pauline Georgine Lauritzen.

Uddannelse
Student Randers 1890.
Cand.theol. 22. juni 1896 med karakteren laud (rosværdig, udmærket præstation).

Embeder m.v.
Huslærer i Slemminge Præstegaard på Lolland hos pastor Asschenfeldt-Hansen.
Sekretær i KFUM i Aarhus 1898.
Præsteviet medhjælper i Københavns Helligkors Sogn 31. august 1899-1901.
Missionær i Indien 1902.
Rejsepræst for Dansk Missions-Selskab 1909.
Sognepræst i Fredericia Sct. Michaelis-Erritsø Sogne 24. november 1915-1934.

Hornbech og missionsarbejdet
"Da Hornbech blev stærkt optaget af missionsarbejde - han gik f.eks. med gårdmissionær Clausen på midnatsmission - kneb det med at få studierne passede. Han gav da Gud det løfte, at hvis han kunne få lov til at glæde sin far med første karakter, ville han melde sig til hedningemissionsarbejdet. Han fik første karakter, men opfyldte først løftet i 1902 som missionær i Indien og i 1909 udsendtes som rejsepræst for Dansk Missionsselskab.


Fra missionærkonference i Kotagiri, Indien1906.
Stående fra venstre Olga og Carl Marius Hornbech.

Hornbech og Sømandsmissionen
Hornbech arbejdede utrætteligt for Sømandsmissionen, herunder ikke mindst for Sømandshjemmet.
Følgende udtalelse viser hans store engagement, hvor han 27. marts 1925 opfordrede til støtte af sømandshjemmet i form af gaver og besøg ved udsalget:
”For nogle dage siden mødte jeg nogle let berusede svenske søfolk ved havnen. De bad mig vise vej til et sted, hvor de kunne få ”en drink”, og jeg anviste dem Sømandshjemmet. Der kunne de få den mere uskadelige kaffe, endda en god kaffe.
Denne oplevelse er for mig baggrunden for det udsalg, der 2. og 3. april afholdes for vort sømandshjem. Dette er oprettet for at være ”Et hjem for sømænd” et tilflugtssted for ”de fremmede, der er indenfor vore porte”, og vil gerne ligge midt i vor bys og befolknings tillid og sympati…

En meget populær præst
Hornbech havde let ved at omgås andre mennesker. Specielt havde han en forkærlighed for søfolk og fiskere, sønderjyder, jernbanemænd og børn blev meget højt prioriterede.
Da han var sognepræst i Fredericia, boede der alene i byen 880 jernbanefolk. Han kendte dem stort set alle sammen ved navn!
Under første Verdenskrig var han også meget benyttet som mellemled mellem de sønderjyske soldater ved fronterne og deres hjem.

Hans anden hustru, Ernesta Sørensen, udtalte bl.a.:
”Om pastor Hornbechs prædikestol samlede sig altid en stor og lyttende skare; måske var hans prædikener ikke netop meget teologiske; til gengæld var de så ægte og menneskelige og "lige til".”

Præsten havde også en god evne til oplevelser fra hverdagen, hvilke gjorde prædikenerne levende og friske. Der var den ejendommelighed ved pastor Hornbech, at det ikke anfægtede eller generede ham det allermindste at udarbejde sine prædikener eller andet skriftligt arbejde midt i sin familiekreds ...

"Han havde altid en hel stabel af huskesedler om sygebesøg, der skulle gøres, om menighedsbesøg, der skulle udføres, om en eller anden lille venlighed, han kunne vise, og hans pen var altid i virksomhed for at sende breve og kort ud til nær og fjern. Digte, lejlighedssange og taler syntes han næsten at kunne "ryste ud af ærmet."

Pastor Hornbech og kirkens døbefont
Kirkens gamle træ-døbefont trængte alvorligt til en udskiftning i 1916. Pastor Carl Marius Hornbech rettede derfor henvendelse til den kongelige hofdekorationsmaler Hans Christian Nielsen i København og forespurgte denne, om han som tidligere fredericianer kunne tænke sig at skænke Sct. Michaelis Kirke en ny døbefont. Hans Christian Nielsen efterkom pastor Hornbechs anmodning.
Se ”Døbefonten”  (link.)

Pastor Hornbech og genforeningen
Op til genforeningen i 1920 lod Hornbech opstille 4 stenpiller på kirkegården ved krigergraven fra 1864 (se denne: (link).
Kun de to bærer indskrift, nemlig højre pille: 9. juli og den venstre 1920. De stammer fra et markskel uden for Fredericia hvor de tjente som ledstolper.
De to piller uden tekst kom dog ført i 1926 og stammer fra en gård i Taulov.

Ægteskaber
Gift i Sct. Lucaskirken, København, 16. september 1899 med Olga Hansen, født 19. maj 1876 i København, død 11. november 1908 i Indien.  
Gift 3. april 1916 med Ernesta Sørensen, født 24. februar 1874 i Bredsten, datter af stiftsprovst i Aarhus Hans Sørensen og hustru Frederikke Bolette Koch.
Død 24. juli 1958.

Hornbechs død
I efteråret 1932 meldte den sygdom sig, som trods flere rekreationsophold og midlertidig bedring viste sig at være uhelbredelig mavekræft.
Han døde 23. januar 1934.

Udgav bl.a.:
1916: Fra Pligtens Land.
1917: Der gaar et stille Tog.
1922: Fra Korsvejen.
1923: Lige ud.
1924: Strejftog  og Axel.
Pastor Hornbech gjorde stærkt indtryk ved sit livlige, følsomme væsen. Herom skriver hans ven William Larsen:
"Hans brødre skulle være købmænd; men Carl skulle være præst. Derfor blev han sendt til latinskolen i Randers, hvor han gik i 7 år. Mange gale drengestreger var han her anfører i, kvik og levende som han var. Det plejede han at fortælle om i juleheftet "Jul i Randers By".

Kilder:
Haderslev bispearkiv.
www.fredericiashistorie.dk (Erik F. Rønnebech).
Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn.
Kilder til dansk kunsthistorie, Ny Carlsbergfondet

Kurser og foredrag

Internationale aktiviteter