Af Ole Dyrn
Oberstløjtnant, historisk konsulent

Bone Falck Rønne (1764-1833)

På Michaelisgårdens sydmur er opsat en mindetavle om Bone Falck Rønne, der angiver, at han blev født her, stiftede Det danske Missionsselskab i 1821 med mottoet: ”Frygt ikke, tro ikkun. Luk. 8,50«

Bone Falck Rønne var dybt forankret i troen på Jesus Kristus og det valgte motto for Det danske Missionsselskab, kunne lige såvel være hans livs motto, da det er kendetegnende for hele hans virke og store uegennyttige og utrættelige, pioneragtige indsats inden for mission og folkeoplysning og var banebrydende i sine bestræbelser på at forene det folkelige og kirkelige.
Han var på mange måder forud for sin tid. Han var bl.a. fortaler for at der ved alle kirker blev oprettet menighedsråd, da det ikke er statens eller for så vidt præstens opgave at værne kirken. Kirkens herre er alene Kristus og derfor bør kirken have egne styrelsesorganer. Som bekendt skete det først formelt med grundlovens indførelse i 1849.

Bone Falck Rønne blev født 23. december 1764, som nævnt i Michaelisgården. Hans far, Albert Rønne, var klokker og kirketjener ved Sct. Michaelis Kirke ved siden af sit embede som maler og forgylder. Hans mor, Bolette Lumholtz Rønne, havde inden sit giftermål med Albert, bl.a. været i huset hos Ribes pietistiske biskop, Hans Adolph Brodersen. Hun bevarede livet igennem sin pietistiske opdragelse, som hun videregav til sine børn.
 

Bone som kongelig privatlærer

Bone Falck Rønne blev teologisk kandidat i 1790 og måtte for at klare sig økonomisk allerede i studietiden tage job som privatlærer. Her kom han i den forbindelse i kontakt med sogne- og garnisonspræst, professor Herman Treschow, der i 1788 ansatte ham som lærer for sin egen søn og skaffede ham flere jobs som religionslærer for officersbørn.  I 1789 fik han med Treschows mellemkomst ansættelse ved indfødsskolen (opkaldt efter loven om indfødsret af 1776), der var en privatskole for ”Honette Mænds Døttre”.

Her kom han i forbindelse med Sjællands biskop Nicolai Edinger Balle, der allerede i 1790 optog Bone som medlem af homiletisk-kateketisk selskab (det senere Pastoralseminarium) og indstillede ham i 1791 som informator (lærer) for den 4-årige prins Christian Frederik (Chr. 8.), søn af arveprins Frederik.

Bone var en banebrydende pædagog og gik reelt op mod den gænge holdning på den tid, at religion måtte barnet ikke undervises i, før dets dømmekraft var udviklet dertil. Denne holdning var klart udtrykt i Ludvig Holbergs ”Moralske Tanker”, og blev senere taget op af Grundtvig under det sloganagtige udtryk: ”Menneske først, kristen så”. Han kombinerer i sin undervisning det pietistiske, pædagogiske arbejde med oplysningstiden. Bone vidste selvfølgelig godt, at han brød med den tids pædagogiske linje, men forklarer det med, at prinsens ”fremmelige Forstand og store Videlyst” pressede ham til at inddrage eksistentielle emner i undervisningen”. Den unge prins begavelse nødvendiggjorde reelt, at han lod ham drage en række logiske slutninger, som han bestod så flot, at det nærmest var nødvendigt at lade ham prøve at slutte sig logisk til det guddommeliges eksistens.
Prinsens to søstre, Juliane og Louise Charlotte blev inddraget i undervisningen fra 1793 efter Louise Charlotte have gjort krav på at blive undervist på lige fod med sin bror. Det blev sanktioneret af arveprinsen, og selv om den kongelige historiograf P.F. Suhm tilskrev arveprinsen med et forslag om en mere velkvalificeret lærer end en simpel teologisk kandidat svarede arveprinsen, at han fandt Bone Falck Rønne ”fuldkommen passende”.
Gennem undervisningen udviklede Bone og arveprinsens børn et nært venskab, der knyttede dem sammen resten af livet. Han var den kongelige familie hengiven gennem hele livet og opfattede næsten prinsen som sin egen søn.  

En heltedåd

Christiansborg brænder den 26. februar 1794. Bone er lige ankommet for at undervise prinsesse Juliane, da han opdager slottet står i flammer. Under slukningsarbejdet lykkes det Bone at redde nogle børn, men var selv ved at sætte livet til.
Han forsøgte at få børnene ned nogle trapper, men måtte opgive da ilden og ikke mindst røgudviklingen umuliggjorde det.
Ved hjælp af lagener og gardiner lavede han et redningstov og ville fire sig ned fra den brændende etage. Han fik tilkaldt hjælp fra folk, der befandt sig i slotsgården. Børnene blev reddet, men Bones redningstov brast og han styrtede ned og kom alvorligt til skade. Man frygtede for hans liv, da man havde mistanke om brud å rygsøjle. Heldigvis var det ikke tilfældet, men han måtte holde sengen i en måned.
Det gjorde naturligvis et stort indtryk på Bone og han beskriver hele hændelsen i sin dagbog.

Bønnens magt

Bone tog Christianborgs brand op igen i 1830, hvor han i Dansk Religionsblad brugte hændelsen til at vise bønnens magt. Han udtaler: ”Selv har jeg og, jeg vinder Sandhed, erfaret Bønhørelse. D. 26. Febr. 1794 gik jeg ud af det brændende Christiansborgs øverste Messanin-Etage. Det Toug, jeg brugte, brast. Jeg faldt å Altanen, bad Gud om Frelse, og jeg blev reddet.”

Ordination og første embede

Efter hospitalsopholdet vender Bone tilbage til hoffet og kommer i audiens den 25. marts 1794. Arveprinsen roste ham til skyerne og tilbød at betale omkostningerne ved hospitalopholdet. Bone rejste nu spørgsmålet om et præsteembede og foreslog selv Tjæreby-Alsønderup, der netop var blevet ledigt. Arveprinsen forlagde det for enkedronningen, der udtykte, at hun ikke ville påvirke besættelsen af stillingen. Det gjorde hun nu nok alligevel, og selvom biskoppen N.E. Balle havde andre kandidater i kikkerten, blev Bone valgt, ikke mindst på grund af hans heltemodige indsats under branden.
Han blev af biskop N.E. Balle ordineret den 14. maj i Vor Frue Kirke i København.
Han indskrev sig i stiftets protokol således:

Jeg Bone Falck Rønne f. i Fredericia i Jylland med Albert Rønne som fader, som forretter hvervet som kirketjener ved Michaelis kirken og med Boletta Lumholtz som moder; jeg fik de grundlæggende skolefærdigheder i Fredericia skole under ledelse af den udmærkede mand Simon Jørgensen. 20 år gammel kom jeg til Københavs universitet og blev akademisk borger i 1784.
År 1785 underkastede jeg mig den filosofiske examen. Ikke før 1790 forlod jeg theologien smykket med laud ved examinerne. Mine offentlige prøver i homiletik og naturligvis katekisation bedømte theologiens censorer værdige til egregie (cum) laude.
Samme år, hvor jeg havde taget theologisk examen, blev jeg optaget i homiletisk-kateketiske selskab, hvis medlem jeg nu har været gennem 4 år. Dette selskabs leder Bisko Balle har hjerteligt gjort tjeneste mod mig, som jeg altid vil være taknemmelig for, og han har lært mig mange nyttige ing, og den allerbedste rins, Kong Chr VII´sbroder, anbefalede at denne allerbedste prins allerede i 1790 overdrog mig at indgyde hans søn Chr Frederik elementær lærdom.”

Ved tiltrædelsen af embedet i Tjæreby-Alsønderup kunne Bone nu tænke på giftemål. Den 29. juli 1794 blev han viet til Frederikke Marie Brandt. Ægteparret fik i alt 7 børn.

Bone som landmand

I forbindelse med det nye embede fulgte der en ganske stor præstegård med, som præsten havde ansvar for at drive. Det gjorde Bone med stor iver og satte sig grundigt ind denne del af embedet ved hjælp af bøger, tidsskrifter m.v. Han var faktisk en pioner inden for landbruget, hvor han bl.a. indførte kartoflen på Sjælland, hvilket uden tvivl skyldtes, at han jo kommer fra Fredericia, hvor De Reformerte (huguenotterne) i 1720´erne indførte kartoflen som de første i Danmark. Man sagde tit, at disse såkaldte oplysningstidens præster gik mere op i landbrug end i teologien. Det er på ingen måde rammende for Bone, der gik op i begge del med stor iver og entusiasme.

De fattiges fortaler

Udover landbruget arbejdede han ihærdigt på at få indført fattigforsorg og fik på grund af sit store arbejde på dette område i 1803 lovforslaget om fattigforsorg til udtalelse.

Pædagogen Bone

Bone gjorde en kæmpe indsats for skolearbejdet i sit embede. Han fik oprettet en ny skole og deltog selv i undervisningen og fik derved et indgående kendskab til børnene og ikke mindst deres sprog.
Han udarbejdede i 1795 sin egen lærebog, Læsebog for Bønderbørn, og skrev i forordet:

Mit Øjemed med denne lille Bog har været at give Bøndernes Børn noget, som de kunne forstaae, som maatte rette en Deel af deres , eller Forældrenes urigtige Begreb, som maatte lære dem at afskye Lysten og Elske Dyden. Give Gud, at dette maatte opnaaes, og jeg saaledes maatte have givet den, af mig elskede Bondestand, et Lidet, men sandt Beviis for min Kjerlighed til den. Sproget, som jeg har brugt, ert ike for det fine Kjøbstæd-Øre, men det er saadant, som jeg har lært det af Bøndernes Børn. For dem skrev jeg – af dem vilde jeg  forstaaes – deres Sprog maatte jeg da bruge.”

Desværre bar de gode bestræbelser kun frugt i Bones tid. Da han i 1802 fik nyt embede i Lyngby, blev alle hans nye tiltag taget af bordet.  Stiftprovst Plum udtaler, at en ”paalidelig Mand”, der havde kendt skolerne i Bones tid fortæller:

”I Stedet for at Tuulstrup skole i Rønnes Tid havde 80-90, og i løietiden 30 til 40 Børn, fandt jeg nu kun 11 der. De sadde i Skoleholderens Stue, hver med en gammel ABC, som Indeholder Religionens Mysterier eller en Katekismus i Haanden, af hvilke de plaprede som i en Jødeskole. Alle de i anordnede Bøger var for lang Tid siden afskaffede. Tavlen med de bevægelige Bogstaver, som Rønne havde anskaffet, brugtes ikke meget, og Haandarbejde var forsvunden af Skolen.”

Sognepræst i Kgs. Lyngby

1802 skifter Bone embedet i Tjæreborg-Alsønderup ud med det noget mere attraktive i Kg. Lyngby. Her havde hoffet og i særdeleshed pris Christian Frederik en meget stor finger med i spillet. Det fremgår af prinsens dagbogsoptegnelse fra 13. marts 1802, hvor han skriver: ”Spiste hos Kongen (Fr. 6.). Efter min fader (arveprinsen) saavel som jeg havde gjort sig al mulig Umage derfor, er Hr. Rønne i dag beskikket til Sognepræst i Lyngbye. At prinsen kun var 15 år gammel på det tidspunkt siger noget om hans modenhed og store veneration for sin tidligere huslærer.

Bibelselskabet for Lyngbye og Omegn

Det Danske Bibelselskab blev stiftet 22. maj 1814. Bone var med til mødet, men ikke stifter eller medstifter. At man ofte hører en myte om at det var han, skyldtes nok, at han stiftede Bibelselskabet for Lyngbye og Omegn.
Det skete ved en storstilet fest i anledning af festligholdelse i forbindelse med 300 års jubilæet for reformationen (Luthers 95 teser). Festlighederne foregik over tre dage og Bone havde 2. november via prins Christian Frederik fået opstillet kanoner på kirkebakken i Lyngby, hvor der affyredes en kongesalut på 27 kanonskud og fra kirketårnet afspillet koraler. Efterfølgende oprettedes Lyngbye evangeliske Tractat-Selskab i 1820 og i 1828 Selskabet for et Christeligt Læsebibliohek.

Det Danske Missionsselskab

Initiativet til Det Danske Bibelselskab blev taget af Bone, da han erfarede at mange ikke kom i kirke, selv om de ønskede det, men af mange forskellige årsager - ikke mindst fysiske - reelt ikke kunne.
Inspireret af at han var kaldt til Tårbæk for at tage en ældre kone til nadver, da hun var for svag til selv at møde op i kirken, indledte han derfor i begyndelsen af  1821 en række bibellæsninger i hjemmene. Det blev en stor succes og han indså snart, at der måtte gøres noget, da rammerne i hjemmene slet ikke slog til. Det lykkedes ham ved ihærdige anstrengelser at overtale to engelske grosserer til at forære ham lyststedet Haabet i Tårbæk kvit og frit.
Haabet blev indviet 1. april 1821.I sin indvielsestale citerede Bone Rom 10,14: ”Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?” Han fastslår hermed, at bibelundervisningen reelt er en folkemission og indledte en omfattende indsats med bibellæsninger i Haabet i Tårbæk og i skolerne, ikke blot i Kgs. Lyngby, men også i Brede, Raadvad og Virum.
Han knyttede fra første færd sine bibellæsninger sammen med mission i udlandet, og indledte det, der senere blev formaliseret i Indre og Ydre mission.


Den 17. juni 1821 var det lykkedes ham at nå så langt, at han under overværelse af en meget stor forsamling i Haabet kunne indstifte Det Danske Missionsselskab.
Bone anfører i selskabets første protokol: ”D: 2 Sept: blev Selskabet organiseret og og vedtog Lovene som findes i Tract. Selskabets No. XIII m.v. Mange, endog nogle Bedretænkende yttrede Frygt for, at Sagen ikke endnu kunne have Fremgang iblandt os. – I Troe til Gud, som kan giøre langt mere, end vi bede og forstaa, ere vi derimod overbeviiste om en herlig Fremgang. Vor almægtige Frelser er med os alle Dage indtil Verdens Ende. Frygt ikke!, Troe ikkun! (Luk 8,50.)
Det Danske Missionsselskab er i dag videreført i Danmission med arbejde ikke blot i Danmark men også i Asien, Afrika og Mellemøsten.

Bone anklages for højforræderi

Som et kuriosum kan nævnes at Bone sammen med grev J.S. Schulin og etatsråd konsul F. de Coninck  blev anklaget for højforræderi og landsskadelig virksomhed. Det skete efter at englænderne i 1807 invaderede Nordsjælland. Amtets embedsmænd, boede alle i København og forblev der under hele besættelsen. For at skåne amtets borgere og hjælpe dem i forhold til besættelsesmagten dannede de tre ”Commission for Ordenens Vedligeholdelse.”
Reelt overtog de amtets embedsmænds pligter, hvilket blev betragtet som landsskadelig virksomhed og fraternisering med fjenden.
Der blev indledt en straffesag mod dem, men efter forsvarerens indlæg, hvoraf det bl.a. fremgik at man faktisk havde afværget fjendens plyndringer, sikret at bønderne havde fået frigivet deres heste og vogne, når de var blevet beslaglagt, at de havde sørget for at fiskerne i Vedbæk, Tårbæk og Skovshoved havde kunnet fortsætte deres virksomhed , at fabrikanterne blev understøttet så de kunne betale arbejdernes lønningerne, at de fra Sverige havde skaffet salt, tobak, humle og sæbe og andre fornødenheder, som almuen manglede og som ved komiteens foranledning var solgt videre uden fortjeneste osv., blev de alle frikendt, idet grev Schulin dog til Københavns Fattigkasse skulle betale 100 Rdl. for at have anvendt en uærbødig skrivemåde i et brev til general Peymannskrevt. De tre skulle også betale sagens omkostninger, men ellers skete der ikke mere i sagen.  
Den kendte og højt respekterede jurist, A.S. Ørsted, anførte at dommen var korrekt og at de jo kun havde gjort, hvad embedsmændene ville have gjort uden at blive straffet, hvis de altså havde været der.

Bone Falck Rønnes død

Bone Falck Rønne dør 13. maj 1833 og begraves den 18. maj. Prins Christian Frederik deltager i begravelsen, der foregår fra Lyngby Kirke.

Med Bone Falck Rønnes død mistede Danmark en pioner indenfor pædagogik, socialforsorg, præstegerning og frem for alt inden for bibelsag og mission.

Afslutningsvis kunne man beskrive Bone Falck Rønne som:

De syges trøster, enkers værge, faderløses fader, de fattiges talsmand, en stadig opmuntrer for lærerne og  børnene, bondens læremester og det almenes oprigtige ven, altid stemt for den blideste menneskekærlighed og omhu for det elskede fædreland.

Det var Bones egne ord ved en begravelsestale for sin ven og nabopræst H.I.C. Høegh i 1805, men kunne lige såvel være en karakteristik af ham selv.

Bone Falck Rønnes søn Christian Frederik Rønne blev den første formand for Indre Mission (1858-1881). Afløstes af Wilhelm Beck, der bestred embedet til sin død 1901, hvor Frederik Zeuthen (se Frederik Zeuthen), der var sognepræst her i Sct. Michaelis Kirke overtog formandskabet. Indre Mission fik sin spæde start her i Fredericia og har i dag sit hovedsæde på Vejlevej.

Kilder:
- Harald Nielsen: Bone Falck Rønne : En pioner i folkeoplysning og mission.
Dansk Missionsråd 2014.
- Egede, Institutt for misjonsvitenskap.
- Gyldendal. Dansk Biografisk Leksikon.
- Lademanns Leksikon.