Historisk rids over kirkens om- og tilbygninger gennem årene

Kirken, der blev indviet 1. juni 1668, er en såkaldt langbygning med kor og skib i et, logetilbygning mod nord og tårn i østgavlen. Normalt er kirketårnet placeret modsat alteret. Det vides ikke, hvorfor dette ikke er tilfældet her.

1722: Udvidelse
Indtil 1722 var kirken et enkelt langhus i bindingsværk med koret mod øst. Der var indgangsdøre i hver gavl og et lille våbenhus ved korets sydside. Bygningen havde afvalmet tag med tagsten.
Hovedindgangen var fra begyndelsen i vest og kun præsten benyttede døren mod øst. I 1722 indledtes kirkens udbygning til sit nuværende omfang. Bindingsværket blev etapevis udskiftet til grundmur med forlængelse af koret.

1741: Udbygning af grundmur og en bygnindstavle
I 1741 blev sydsiden grundmuret og en mindre udbygning mod vest blev tilføjet. Over hovedindgangen i vest er opsat en bygningstavle til minde om denne udbygning. Tavlen, der er udført i sandsten bærer årstallet 1741 og et spejlmonogram for Christian VI og dronning Sophie Magdalene med en lille signatur for entreprenøren, Bertel Bruun, der stod for udbygningerne.

                   

1760: Loge
1760-1761 blev der mod nord tilføjet en logebygning med pulpiturstole i to etager og underliggende gravkrypter.

1763: Klokketårn
1763 blev der opført et lille østvendt klokketårn, der blev erstattet af det nuværende fra 1828, hvor også det sydvendte våbenhus blev fjernet og erstattet af et vindue, hvorved hele sydsiden nu fremstod som en ubrudt flade.

1828: Indvendige forbedringer
I perioden 1828-1834 blev der udover det nye klokketårn udført en række ændringer af kirkens indre, der gav den et præg af klassicisme, som den stort set har bevaret siden.  Bl.a. blev der indsat 14 vinduer mage til de to i østgavlen, hvorved vinduerne fik deres nuværende form. De to vinduer i østgavlen blev blændet i 1873 og genåbnet i 1995.

1870: Loge og kapel
I 1870 blev den nordvendte logebygning forlænget mod vest med det eksisterende ligkapel. Det stod som en lav bygning indtil det efter kirkebranden 1955 kom under samme tag som udbygningen. Samtidig blev en skorsten placeret ved logebygningens østre ende fjernet.

1955: Branden
Efter kirken brand 4. juni 1955 (Se Branden i 1955) gennemgik kirken en omfattende istandsættelse og ombygning. Det blev valgt at fastholde kirken i dens oprindelige stil, herunder ændring af logebygningen, der understreger kirkens klassicistiske  træk, så bygningen fremstår mere helstøbt.

Den vellykkede genobygning af kirken skyldtes ikke mindst arkitekt B. Billunds faglige dygtighed og store engagement. Kristeligt Dagblad skrev i 1957 følgende om genopbygningen:
”Har man kendt kirken før branden i 1955 og kommer og ser den i sin nye skikkelse, gør det et dybt indtryk. Sjældent har man set så fornem kirkererestaurering. Der er skabt en overordentlig smuk harmoni mellem tradition og nyt”.

Der kom nyt tag og loft. Logebygningen forlængedes med det nuværende østvendte præsteværelse og dens ydermur gjort en meter lavere. Skillevæggene mellem logerne (de såkaldte fuglebure) blev fjernet, så blot kommandantlogen (se denne) blev bibeholdt. Loftet blev beklædt med profilerede brædder afstemt med bænkene på hvis gavle ses ærkeenglen Sct. Michael, der med draget sværd bekæmper djævelen i en drages skikkelse.

Alterbilledet, der er fra 1954 er udført i olie på lærred og viser forkyndelsen for hyrderne. Under branden, der medførte omfattende ødelæggelser, stod alterpartiet med indskriften Gud er Kierlighed, altermaleriet og Astrid Noacks krucifiks, Jesus på Korset, mirakuløst uskadte, hvorfor maleriet ved opsætningen af Sven Havsteen Mikkelsens maleri i 1995, blev ophængt på kirkens sydmur.

Den røde og blå farve: Kirken fremstod efter de omfattende arbejder efter branden med lyse og lette farver. Gulvtæppet var rødt og stolestaderne og knæfaldet blåt. De røde og blå farve er kongefaverne. Den røde farve er herudover kærlighedens farve og symboliserer soldaternes blod, idet 22 faldne officerer fra udfaldet 5.-6. juli 1849, var placeret i deres blodige uniformer langs stolestaderne under bisættelsesceremonien 8. juli 1849.

Over kirkens udgangsparti står: Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd (Joh. 1.7) og den røde farve symboliserede således også Jesu Kristi blod.

Bænkenes og knæfaldets blå klæde er ”officersklæde”, fremstillet på Den Militære Klædefabrik i Usserød og anvendes til Den Kongelige Livgardes uniformer.

Ved renoveringen i 1995 blev de to vinduer i korgavlen genåbnet og der blev indsat glasmosaikker i gråblå schatteringer, udført efter tegning af Sven Havsteen-Mikkelsens søn Allan Havsteen-Mikkelsen. Mosaikkerne er signeret: ”Havsteen 1995. Dansk Glasmosaik”.

Kirkerummet fremstod således med de smukke lyse, symbolske farver i alle døgnets og årets belysninger meget smukt og indbydende.

2018: Renovering
Ved renoveringen i 2018 skete en smuk modernisering af kirkerummet i en meget fin balance mellem det klassiske, det praktiske og det æstestiske. Læs mere under ”Renovering 2018”.

Af Ole Dyrn
Oberstløjtnant, historisk konsulent

Kilder:
Danmarks kirker. Nationalmuseet 2005.
Tyske Kirke. Sven Avnby 1993.