"De hellige kar"

Altersættet (også kendt som "De hellige Kar") ser ikke ud af meget, som de står i montren ophængt i Garnisonskomandantens loge i Sct. Michaelis Kirke.

Men der knytter sig en meget interessant og til tider dramatisk historie til "De Hellige Kar". Det har bl.a.været genstand for tovtrækkerier mellem garnison og Krigsmuseet. Men i dag står det til skue for enhver, der besøger kirken, og ved særlige lejligheder tages det i brug. Få her både en kort og en længere version af historien.

Historien om "Den hellige Kar" - kort fortalt

Sct. Michaelis Kirkes relation til de væbnede styrker manisfesterer sig over årene på mange måder helt frem til i dag. Et fint eksempel på dette er "De Hellige kar", som er et meget smuk altersæt i sølv.

I 1762 skænkede chefen for det Jydske geworbne Infanteriregiment, Markgreve Friedrich Ernst af Brandenburg-Culmbach altersættet til kirken. Problemet var bare, at det aldrig blev afleveret til kirken, men blev ved garnisonen, uagtet at kulturministeriet så sent som i 1939 forlangte det afleveret. Efter en lang og omtumlet tilværelse, hvor altersættet også endte helt i Skive, lykkedes det i 2005 den daværende garnisonskommandant at få altersættet tilbageført og afleveret ved kirken ved en smuk ceremoni. 243 år efter at gaven blev skænket oprindeligt.

"De Hellige Kar" tages fast i brug én gang om året, i forbindelse med Føringsstøtteregimentets årlige julegudstjeneste. Her bæres altersættet ind af en officer umiddelbart efter regimentets fane og overrækkes symbolsk til garnisonspræsten.

Denne enkle handling symboliserer på bedste vis det tætte bånd, der er mellem garnison og garnisonskirke.

Hvis I har interesse i at dykke dybere ned i historien bag "De hellige kar", kan I læse en meget udførlig skrivelse her.