Carl Viggo Gøtzsche (1833-1901)
Carl Viggo Gøtzsche (1833-1901)
Carl Viggo Gøtzsche stammer fra en sjællandsk præsteslægt.
Han blev teologisk kandidat i 1855 og virkede herefter en tid som teologisk manuduktør.
Efter en udenlandsrejse blev han i 1861 ansat som kateket ved Sct. Michaelis Kirke i Fredericia, hvor han virkede til 1868, hvor han blev sognepræst i Sæby og Gershøj på Sjælland.
I 1875 vender han tilbage til Sct. Michaelis Kirke og bestrider dette embede til 1895, hvor han bliver biskop i Ribe.
Publikationer og Indre Mission
Carl Viggo Gøtzsche var en stærk personlighed og meget anerkendt teolog. Han sympatiserede med Indre Mission, dog i en lidt mere moderat form end fx Wilhelm Beck og han arbejdede intenst for at de forskellige folkekirkelige retninger kunne mødes i enighed. Dette kom f.eks. til udtryk i forskellige publikationer, hvoraf kan nævnes:
- Kirkeligt Maanedsblad (1867-1868)
- Det Babylonske Fangenskab og ti bibelske foredrag (1883)
- Vor Herre Jesu Christi Gjenkomst, Bibellæsninger over Matth. 24. i 1888.
- Medudgiver af Forslag til Fornyelse af Salmebogens rituelle Del, 2. udgave i 1888.
Særlige kirkelige handlinger
Ane Petronelle Nielsen, hvem kirkens nuværende døbefont er dedikeret til, blev født i Fredericia 17. april 1862 og døbt og konfirmeret i Sct. Michaelis Kirke af pastor Carl Viggo Gøtzsche. Se afsnittet: Dåbsengel (døbefont).
Grundstenen til Indre Missions nye Missionshus i Frederica, Nørre Voldgade 18, blev lagt d. 1. juni 1891 af Indre Missions landsformand Wilhelm Beck og indviet af Carl Viggo Gøtzsche den 29. december 1891.
Carl Viggo Gøtzsche er begravet på Assistenskirkegården i Fredericia.
Carl Viggo Gøtzsches søn, Johannes Gøtzsche (1866-1938), var den 38. biskop over Viborg Stift fra 1921 til 1936. Han var en af de mest markante indremissionske biskopper nogensinde og udgav en bog om Frederik Zeuthen: Frederik Zeuthen, Et livsbillede, Lohse 1927.
Han blev som sin fader, begravet på Assistenskirkegården i Fredericia.
Uddrag af nekrolog i Fredericia Dagblad 19. juli 1938.
”Biskoppen ville, da han nåede aldersgrænsen, tilbage til sin barndomsegn. Han fik en dejlig bolig ved Snoghøj med en vidunderlig udsigt derfra. Han glædede sig ved at bo på dette skønne sted, der talte til ham på mange måder. Ikke alene om hans barndom, men også om fortiden med dens mange historiske minder, og om nutiden med lillebæltsbroens monumentale vidnesbyrd om dansk foretagsomhed.
I Snoghøj, hvor man skulle tro han ville hvile efter endt livsgerning, ikke alene virkede han som bibeloversætter, men her vandt han i de få stille timer han havde tilovers en vennekreds blandt sognets beboere. Han deltog i de møder, som den kristelige samtalekreds i Lyng lader afholde, og ved disse møder kunne han sidde iblandt beboerne og lytte til samtalen. Et smukt bevis på den beskedenhed der karakteriserede ham.
Han var sikker på at kirken fyldtes, når han, hvilket skete flere gange, stod på prædikestolen.
Han måtte virke, endnu efter at han havde trukket sig tilbage. Hans trang til at forkynde evangeliet kunne ikke holdes tilbage. Således samlede han forrige vinter ved to, efter hinanden afholdte foredrag på Snoghøj Badehotel, en stor skare mennesker, som endnu vil mindes de gode aftener. Det var ikke tomme ord, der lød fra hans mund, der var liv bagved, og en inderlig forbindelse med Gud.”
