Provst Frederik Zeuthen (Født: 1837. Præst: 1895-1915)

Frederik Zeuthen kommer fra en gammel præsteslægt, der kan føres helt tilbage til reformationen.
Hans far, Frederik Ludvig Bang Zeuthen, var præst ved Sct. Michaelis Kirke og Erritsø i perioden 1860-1874, hvor han døde og afløstes af Carl Viggo Gøtzsche.

Om Zeuthens vej til embedet i Sct. Michaelis Kirke

At Frederik Zeuthen søgte embedet i Michaelis og Erritsø kan undre, da han kom fra et embede i Viborg, hvor han var stiftsprovst og altså biskoppens (Hans Jørgen Swane 1821-1903) nærmeste hjælper. De agtede hinanden højt, men Zeuthens engagement i Indre Missions bestyrelse faldt ikke i biskoppens smag og han fandt nok også Zeuthen lige filosofisk og selvstændig nok, hvis det kan udtrykkes på denne måde.

Stiftsprovsten var en ganske kendt personlighed, som man i Fredericia dog var noget skeptisk over for. Han betragtedes som en hård mand med et stift sind, hvilket man bl.a. havde erfaret i forbindelse med diskussionerne mellem ham og faderen, der om muligt var endnu mere stivsindet end sin søn. Det blev ligefrem påstået, at faderen var så teoretisk, teologisk og filosofisk, at han vist var den eneste, der forstod, hvad han talte og prædikede om.
Derfor blev der i det skjulte foretaget mange krumspring for at undgå Frederik Zeuthen som præst, bl.a. ved at forsøge annekset i Erritsø skilt fra Sct. Michaelis. Det ville betyde, at sognets indtægter ville forringes så meget, at man mente Zeuthen ikke kunne leve af det. Sådan gik det som bekendt ikke og Zeuthen tiltrådte embedet i 1895.

Han nåede at bestride embedet i 20 år, og trods sine høje alder var han utrolig aktiv. Han overtog endvidere provstiet Elbo Herreds Provsti i perioden 1900-1907, virkede også som redaktør af Indre Missions Tidende.

Diskussionslysten sognepræst

Zeuthen blev ofte set vandre fra hus til hus, fra gård til gård for at besøge mennesker og tale med dem. I den forbindelse blev der også rig mulighed for at diskutere. For han besad ”Disputeretrang og Oppositionslyst”, som det hed.

Et fint eksempel på dette ses af flg. udtalelse, som han sagde efter en 14 dages lang diskussion med en af sine medhjælpere: ”Det kan godt være De har ret, men jeg er blevet for gammel til at skifte mening”.

Men det var dog ikke alle, der brød sig om hans stil, og han mistede mange sognebørn på den baggrund.

Indre Mission

1870 stiftede han bekendtskab med navnkundige Vilhelm Beck fra Indre Mission og sluttede sig til ham i et tæt venskab.

I 1879 kom han i Indre Missions bestyrelse og 1884 blev han næstformand. Efter Becks død 1901 blev han formand og bestred denne post til sin død i 1915.

Paradoksalt nok var Frederik Zeuthen dog alt andet end missionsk og gik ofte på tværs af hævdvundne meninger.

Zeuthens sidste bestræbelser

Zeuthens enorme flid og uegennytte indsats blev dog til sidst for meget for ham og kostede ham livet. Her er et udpluk, som viser nogle af hans mange rejseaktiviteter i den sidste tid:

I oktober 1914 var han i København til Kirkefondets årsmøde og umiddelbart efter til KFUM og K´s fællesbestyrelsesmøde i Slagelse, hvorefter han tog direkte til Vordingborg til Indre Missions bestyrelsesmøde.

I januar 1915 var han i København, hvor han købte grunden til Indre Missions hus.

I februar talte han ved Kristeligt Studenterforbunds møde og foretog sit livs sidste rejse 15. februar for at deltage i Københavns Indre Missions 50 års jubilæum. Han prædikede to gange hjemme inden han tog til København, hvor han udover at deltage i jubilæumsfesten, prædikede i Garnisons Kirke. Det blev dog for meget for ham og han brød sammen og måtte tage tilbage til hotellet.

Næste dag tog han hjem og erklærede frisk og frejdig til sin kone: ”Jeg er syg og skal i seng”.

Trods sin svækkelse arbejdede han fortsat med sine prædikener og skrev den sidste d. 25. februar. Han modtog også gæster, der som det hed: ”Havde ærinde af betydning”.

D. 26. februar udsendte han hæftet med sine prædikener til sine venner. Han lå i sengen og skrev selv deres navne uden på hæftet.

D. 27. februar stod han ud af sengen, mens den blev redt og da han ville lægge sig igen udtrykte han ifølge sin hustrus udtalelser: ”Jeg havde dog ikke troet, at jeg var så mat”. Derpå segnede han om i sin kones arme og var død.

Hermed var en markant personlighed ved Sct. Michaelis Kirke død. Han blev begravet 5. marts 1915 og året efter blev der på hans gravsten placeret et stort, sort granitkors.