Epitafium/gravminde

I Sct Michaelis kirke er der helt fremme i koret tre epitafier, der hænger på både sydmuren og nordmuren. Der er ingen kilder, som angiver, at der skulle have været flere.

Læs mere om:

- Epitafium for Hans Excellence Otto Christopher von der Osten.

- Epitafium for Cæsar Læsar von Lüttichau.

- Epitafium for Bertel Johansen Bruun.

Hvad er et epitafium?

Epitafium eller epitaf (latiniseret af græsk betyder "ved graven") er en mindetavle, som anbringes ved en grav, på en væg i et gravkapel, i en kirke eller på graven. De kendes især fra epitafmonumenter i Italien med væggrave i selve kirkerummet. Et epitafium kan være et billede af kirkens velgører indrammet af smukke og prangende billedskærerarbejder.

De ældste mindesmærker af denne art er fra det 13. århundrede.

Afbildninger på traditionelle epitafier

I 1576 havde adelen fået forbud mod at efterligne kongens stenskulpturer ved gravmæler. I stedet måtte der hænges mindetavler op (jf. epitafier) på kirkevæggen. Nogle adelige havde råd til epitafier af sten, mens borgerskabet måtte nøjes med træ.

I begyndelsen afbildedes religiøse motiver eller blot adelige våben, men efter år 1600 gled de motiver gradvist i baggrunden og blev erstattet af portrætter. På epitafierne afbildedes de døde. Både døde hustruer og børn blev føjet ind ved mandens side. Under billedet stod den dødes navn, navne på ægtefæller og børn sammen med et bibelcitat.

Udviklingen med begravelse i Sct. Michaelis Kirke

Gravmindernes storhedstid var 16-1700 tallet, da alle nogenlunde standsmæssige begravelser fandt sted i kirkegulvet og derfor blev behørigt markeret inde i kirkerummet.

Som garnisonskirke havde Michaelis Kirke sit eget præg. Danske Atlas kunne i 1769 oplyse, at der her lå begravet hele otte generaler, heraf 5 kommandanter, og opregner derefter en skov af militære gravfaner, der hang ned fra væggene. Ved kirkens renovering i 1828-1933 blev alle faner og standarter i 1829 dog fjernet bl.a. med den begrundelse, at man på grund af disse næppe kunne se præsten.

Selve begravelserne i kirken foretoges for de billigstes vedkommende ´i jord´ med en gravsten lagt over.
Finere begravelser var ofte en såkaldt ”muret begravelse”, der bestod af et gravkammer. Her behøvede man blot at åbne en lem i kirkegulvet eller løfte en gravsten bort for imod ny betaling at kunne nedsætte kisterne, der efterhånden hobede sig op i gravrummene.

”De stinkende rige”

Epitafierne var betalt af den døde eller giveren og sat op til deres erindring. Undertiden er der en sammenhæng med epitafier og begravelser i selve kirken, som var en almindelig begravelsesform for de rige, fornemme og betydningsfulde. Lugten af de rige begravede gav anledning til udtrykket: De stinkende rige.

I Michaelis Kirkes regnskaber er indførslerne om begravelser så kortfattede, at det kun i begrænset omfang er muligt at skelne mellem begravelser i jord og murede begravelser. Taksterne for begravelser varierede, efter om placeringen var i koret, hvor det var dyrest, under midtgangen eller under stolestaderne.

Tilbygning (logerne) grundet mangel på flere gravpladser

I 1760 etableredes seks nye murede begravelser, der dannede underbygning for nordsidens nye lukkede pulpiturer, og som derfor kunne hæve sig et stykke over gulvniveauet. Ikke desto mindre viste de sig at være svære for kirken at afhænde. (Se også ”Kommandantlogen”)

Allerede før de indendørs begravelser ophørte i 1805, fornemmer man tegn på afvikling af de gamle gravminder. I 1797 lagde man således 325 mursten på et gulvområde, hvor der før havde været en begravelse, hvis luge og ramme var itu.

Og i 1828 blev det bestemt, at de seks kommandanters lig skulle tilmures, dvs. at man sløjfede de seks lukkede begravelser under pulpiturerne i nord.

Synlige spor på kirkegården

De få gamle ligsten, der overlevede, blev genbrugt som monumenter på kirkegården. Fire er engang i første del af 1900-tallet blevet opsat imod den nordre kirkegårdsmur. Kisteplader og -beslag som reddedes ved begravelsernes sløjfning, må i et vist omfang være opbevaret ved kirken, indtil de på et tidspunkt kom til Fredericia Museum. Rester af murede begravelser under gulvet kunne iagttages ved åbning af gulvet i 1956.

Af Ole Dyrn
oberstløjtnant, historisk konsulent.
Med uddrag fra Wikipedia og Nationalmuseets publikation om epitafier og gravminder i Sct. Michaelis Kirke