Branden d. 4. juni 1955 er nok det mest dramatiske kapitel i kirkens historie. På mirakuløs vis blev både mennesker og historisk inventar reddet under katastrofen.
Flammernes bytte
Katastrofen kunne nemt have fået et endnu uhyggeligere omfang. Da kirkens vældige tagkonstruktion styrtede sammen, befandt adskillige brand-folk sig i overhængende livsfare, og det betegnes som et under, at ingen menneskeliv gik tabt.
Slukningsarbejdet
Mirakuløs redning
Lige så farlig var situationen for de brandmænd, der befandt sig på siderne af taget lige over tagrenden. Da taget styrtede ned, var de alle ved at blive suget med, og de måtte klamre sig til tagrenderne og murene.
Journalist Poul Thiesen, der som dreng oplevede branden, har i sin bog ”Thiesens Halvtredsere” givet flg. beskrivelse med overskriften: Kun Guds ord tilbage
”I dagene derefter kunne vi få lov til at gå ind i selve kirken. Der var intet tag. Kun fire mure. Gulvet var helt væk. Vi stod på noget, som lignede brosten. Alt - og jeg gentager alt - var væk. Dog, hvis man kiggede til højre til det første vindue, så var der ét af gardinerne tilbage. Men kun venstre side af gardinet. Utroligt, at det var der endnu. Og endnu mere utroligt var det, at altertavlen var bevaret. Netop, som flammerne havde slikket hen mod altertavlen, var de standset. Flammerne stoppede ved ordene "Gud er Kierlighed".
Disse tre ord, fire ydervægge og et halvt gardin var, hvad der var tilbage af kirken. "Gud er Kierlighed" - ja, det var der mange mennesker, som fik meget ud af. Ordene standsede flammerne. Nogle af stolene havde brandfolk nået at få ud af kirken, inden flammerne åd alt. Kirkens stole blev opmagasineret på den anden side af Norgesgade hos vognmand P. Fournaise. Brandfolk stod hele dagen på stiger. Svedende. Med slanger. Der var, for os unger, ukendte såvel som kendte brandfolk - Meldahl, Holger Hansen, brandinspektør bah-buh Jensen, Aage Larsen, Gunner "Spitfire", Mortensen, mener jeg at kunne huske”.
Flere andre særlige genstande fra kirken blev reddet
Det gælder fx:
- Kirkens gamle alterbillede.
- Døbefonten og kirkesølvet: Sognepræst, pastor H.A. Nissen var en af de første, der ankom til den brændende kirke. Sammen med flere andre, gik han straks i gang med at redde, hvad reddes kunne. Det lykkedes at få døbefonten og det smukke krucifiks over prædikestolen. Nogle løse stole, nummertavler og andet løst inventar blev også bjærget.
Garnisonens indsats
Brandårsagen
Eksperterne nåede frem til at branden skyldtes en kortslutning i elektromotoren, der trak klokkespillet og blæseren til orglet.
Man påpegede, at bygningen formentlig kunne være reddet, hvis kirken havde været forsynet med røgalarmer/-meldere og sprinkleranlæg. Af uransagelige årsager blev kirken først forsvarligt brandsikret i slutningen af 1990`erne.
Det var blevet observeret at en ugle, der normalt opholdt sig i kirketårnet, nogle dage før branden havde forladt tårnet. Efter gammel overtro betyder det, at bygningen står for ødelæggelse. Der kan dog være en mere jordnær forklaring, nemlig at der have været periodisk overgang i installationen inden elektromotorens endelige kortslutning, hvilket har udviklet røg og lugt, som har generet uglen.
Genindvielse
Som forventet var der stor tilstrømning, og der var derfor udstedt adgangskort til selve indvielsesgudstjenesten.
Skildring og gengivelse af major og tidl. kirkeværge Søren E. Meyer,
der ledte an i garnisonens hjælp med at rydde kirken efter branden.
Med supplerende oplysninger fra Ole Dyrn, oberstløjtnant og historisk konsulent.