Branden i 1955

Branden d. 4. juni 1955 er nok det mest dramatiske kapitel i kirkens historie. På mirakuløs vis blev både mennesker og historisk inventar reddet under katastrofen.

Flammernes bytte


En brandkatastrofe af uhyggeligt omfang lagde den 4. juni 1955 Fredericias smukke garnisonskirke, Sct. Michaelis kirke, i ruiner. Tilbage stod kun de nøgne mure, alt det indre af kirken var brændt væk.

Katastrofen kunne nemt have fået et endnu uhyggeligere omfang. Da kirkens vældige tagkonstruktion styrtede sammen, befandt adskillige brand-folk sig i overhængende livsfare, og det betegnes som et under, at ingen menneskeliv gik tabt.


Branden blev opdaget kvart over fire om morgenen. Sognepræst H.A. Nissen var en af de første, som mødte op, og sammen med forskellige tililende gik han i gang med at redde, hvad man kunne få ud af kirken - f.eks. døbefonten og det smukke krucifiks over prædikestolen.

Slukningsarbejdet


Fra brandstationen blev samtlige brandhold ringet ud, og kort efter udgik der anmodning til brandkorpsene i Middelfart og Kolding om assistance. Skønt der således straks blev sat en meget stor slukningsstyrke ind på bekæmpelsen af ilden, stod kirken ikke til at redde. Alt var ét flammehav.


Henad klokken 5 om morgenen, da slukningsarbejdet havde stået på en god halv time, mente man fra brandvæsenets side at have ilden under kontrol. Men så skete katastrofen. Taget styrtede sammen og bragte adskillige menneskeliv i fare. Få sekunder forinden havde flere brandfolk været inde i kirkerummet.
Mirakuløs redning
En brandmester befandt sig i kirkens vestlige del på vej mod udgangen. Da taget faldt ned, opstod der et så kraftigt lufttryk, at han blev slynget en halv snes meter ud gennem kirkedøren og ud på kirkegården. Han var dog ikke kommet noget til og kunne noget fortumlet rejse sig.

Lige så farlig var situationen for de brandmænd, der befandt sig på siderne af taget lige over tagrenden. Da taget styrtede ned, var de alle ved at blive suget med, og de måtte klamre sig til tagrenderne og murene.


Fra da af var der ikke stort at stille op. Endnu stod kirketårnet, men berøvet støtten fra tagkonstruktionen hældede det stærkt bagover, og kort efter styrtede det da også ned. Kun frontstykket med den ene klokke og uret, der var gået i stå klokken halv fem, blev stående tilbage. Den anden kirkeklokke styrtede ned i kirkens indre.




Da redningsmandskabet kom ind i kirken efter branden, mødte de et sørgeligt syn: Hele kirkerummet var ødelagt. Men ud over ødelæggelserne lyste guldbogstaverne fra et så godt som ubeskadiget alterparti: "Gud er kierlighed". Det var en stærk oplevelse!

Journalist Poul Thiesen, der som dreng oplevede branden, har i sin bog ”Thiesens Halvtredsere” givet flg. beskrivelse med overskriften: Kun Guds ord tilbage

”I dagene derefter kunne vi få lov til at gå ind i selve kirken. Der var intet tag. Kun fire mure. Gulvet var helt væk. Vi stod på noget, som lignede brosten. Alt - og jeg gentager alt - var væk. Dog, hvis man kiggede til højre til det første vindue, så var der ét af gardinerne tilbage. Men kun venstre side af gardinet. Utroligt, at det var der endnu. Og endnu mere utroligt var det, at altertavlen var bevaret. Netop, som flammerne havde slikket hen mod altertavlen, var de standset. Flammerne stoppede ved ordene "Gud er Kierlighed".

Disse tre ord, fire ydervægge og et halvt gardin var, hvad der var tilbage af kirken. "Gud er Kierlighed" - ja, det var der mange mennesker, som fik meget ud af. Ordene standsede flammerne. Nogle af stolene havde brandfolk nået at få ud af kirken, inden flammerne åd alt. Kirkens stole blev opmagasineret på den anden side af Norgesgade hos vognmand P. Fournaise. Brandfolk stod hele dagen på stiger. Svedende. Med slanger. Der var, for os unger, ukendte såvel som kendte brandfolk - Meldahl, Holger Hansen, brandinspektør bah-buh Jensen, Aage Larsen, Gunner "Spitfire", Mortensen, mener jeg at kunne huske”.

Flere andre særlige genstande fra kirken blev reddet
Det gælder fx:
- Kirkens gamle alterbillede.
Døbefonten og kirkesølvet: Sognepræst, pastor H.A. Nissen var en af de første, der ankom til den brændende kirke. Sammen med flere andre, gik han straks i gang med at redde, hvad reddes kunne. Det lykkedes at få døbefonten og det smukke krucifiks over prædikestolen. Nogle løse stole, nummertavler og andet løst inventar blev også bjærget.

Garnisonens indsats


Garnisonskommandant oberst Helge Jensen tilbød allerede den 4. juni at stille soldater og materiel til rådighed for oprydning og nedtagning af bl.a. kirkeklokken, som endnu sad i det udbrændte og skrøbelige kirketårn. Nedtagning af kirkeklokken var opgivet af Falck og andre entreprenører i Fredericia.


Da de sidste gløder var slukket, startede regimentets pionerdeling under ledelse af undertegnede, som dengang var løjtnant, det besværlige arbejde med nedtagningen af kirkeklokken.


Vi byggede en slidske ned til ladet på en militær lastvogn. Ved hjælp af et par af regimentets kranvogne firede vi derefter klokken, der vejede op imod 1700 kg, ned ad slidsken, få tommer ad gangen. Det var et vanskeligt og krævende job, og da klokken efter et par timers hårdt arbejde stod velbeholdent på ladet, genlød pladsen foran kirken af spontane klapsalver.


Det lykkedes at få den store klokke ned fra tårnet og den forgyldte vindfløj/vejrhane bjærget. Regimentet deltog i oprydningsarbejdet i to dage.

Brandårsagen

Eksperterne nåede frem til at branden skyldtes en kortslutning i elektromotoren, der trak klokkespillet og blæseren til orglet.

Man påpegede, at bygningen formentlig kunne være reddet, hvis kirken havde været forsynet med røgalarmer/-meldere og sprinkleranlæg. Af uransagelige årsager blev kirken først forsvarligt brandsikret i slutningen af 1990`erne.
Det var blevet observeret at en ugle, der normalt opholdt sig i kirketårnet, nogle dage før branden havde forladt tårnet. Efter gammel overtro betyder det, at bygningen står for ødelæggelse.  Der kan dog være en mere jordnær forklaring, nemlig at der have været periodisk overgang i installationen inden elektromotorens endelige kortslutning, hvilket har udviklet røg og lugt, som har generet uglen.

Genindvielse


Den 9. december 1956 blev Sct. Michaelis Kirke genindviet efter en omfattende genopbygning. Genindvielsen blev et kæmpe tilløbsstykke. En smuk højtidelighed, hvor ca. 500 mennesker overværede og deltog, herunder: Kirkeminister Bodil Koch, flere gejstlige øvrighedspersoner, repræsentanter fra Fredericia Byråd samt embedsmænd fra staten og kommunen, heraf flere i galla.

Som forventet var der stor tilstrømning, og der var derfor udstedt adgangskort til selve indvielsesgudstjenesten. 


Læs en grundig skilding af genindvielsens forløb samt taler fra biskop og sognepræst.



Skildring og gengivelse af major og tidl. kirkeværge Søren E. Meyer,
der ledte an i garnisonens hjælp med at rydde kirken efter branden
.
Med supplerende oplysninger fra Ole Dyrn, oberstløjtnant og historisk konsulent.