Branden d. 4. juni 1955 er nok det mest dramatiske kapitel i kirkens historie. På mirakuløs vis blev både mennesker og historisk inventar reddet under katastrofen.

Flammernes bytte
En brandkatastrofe af uhyggeligt omfang lagde den 4. juni 1955 Fredericias smukke garnisonskirke, Sct. Michaelis kirke, i ruiner. Tilbage stod kun de nøgne mure, alt det indre af kirken var brændt væk.
 

Katastrofen kunne nemt have fået et endnu uhyggeligere omfang. Da kirkens vældige tagkonstruktion styrtede sammen, befandt adskillige brand-folk sig i overhængende livsfare, og det betegnes som et under, at ingen menneskeliv gik tabt.

Branden blev opdaget kvart over fire om morgenen. Sognepræst H.A. Nissen var en af de første, som mødte op, og sammen med forskellige tililende gik han i gang med at redde, hvad man kunne få ud af kirken - f.eks. døbefonten og det smukke krucifiks over prædikestolen.
 
Slukningsarbejdet
Fra brandstationen blev samtlige brandhold ringet ud, og kort efter udgik der anmodning til brandkorpsene i Middelfart og Kolding om assistance. Skønt der således straks blev sat en meget stor slukningsstyrke ind på bekæmpelsen af ilden, stod kirken ikke til at redde. Alt var ét flammehav.
 
Henad klokken 5, da slukningsarbejdet havde stået på en god halv time, mente man fra brandvæsenets side at have ilden under kontrol. Men så skete katastrofen. Taget styrtede sammen og bragte adskillige menneskeliv i fare. Få sekunder forinden havde flere brandfolk været inde i kirkerummet.
 
En brandmester befandt sig i kirkens vestlige del på vej mod udgangen. Da taget faldt ned, opstod der et så kraftigt lufttryk, at han blev slynget en halv snes meter ud gennem kirkedøren og ud på kirkegården. Han var dog ikke kommet noget til og kunne noget fortumlet rejse sig.
 

Lige så farlig var situationen for de brandmænd, der befandt sig på siderne af taget lige over tagrenden. Da taget styrtede ned, var de alle ved at blive suget med, og de måtte klamre sig til tagrenderne og murene.

Fra da af var der ikke stort at stille op. Endnu stod kirketårnet, men berøvet støtten fra tagkonstruktionen hældede det stærkt bagover, og kort efter styrtede det da også ned. Kun frontstykket med den ene klokke og uret, der var gået i stå klokken halv fem, blev stående tilbage. Den anden kirkeklokke styrtede ned i kirkens indre.
 
Da redningsmandskabet kom ind i kirken efter branden, mødte de et sørgeligt syn: Hele kirkerummet var ødelagt. Men ud over ødelæggelserne lyste guldbogstaverne fra et så godt som ubeskadiget alterparti: "Gud er kierlighed". Det var en stærk oplevelse!
 
Garnisonens indsats
Garnisonskommandant oberst Helge Jensen tilbød allerede den 4. juni at stille soldater og materiel til rådighed for oprydning og nedtagning af bl.a. kirkeklokken, som endnu sad i det udbrændte og skrøbelige kirketårn. Nedtagning af kirkeklokken var opgivet af Falck og andre entreprenører i Fredericia.
 
Da de sidste gløder var slukket, startede regimentets pionerdeling under ledelse af undertegnede, som dengang var løjtnant, det besværlige arbejde med nedtagningen af kirkeklokken.
 
Vi byggede en slidske ned til ladet på en militær lastvogn. Ved hjælp af et par af regimentets kranvogne firede vi derefter klokken, der vejede op imod 1700 kg, ned ad slidsken, få tommer ad gangen. Det var et vanskeligt og krævende job, og da klokken efter et par timers hårdt arbejde stod velbeholdent på ladet, genlød pladsen foran kirken af spontane klapsalver.
 
Regimentet deltog i oprydningsarbejdet i to dage.
 
Den 9. december 1956 blev Sct. Michaelis Kirke genindviet efter en omfattende genopbygning.
 

Af major og tidl. kirkeværge Søren E. Meyer