Torsdag d. 24. oktober 2019, kl. 20:00

Pernille Rosendahl er en af de mest markante sangstemmer, vi har herhjemme. I efteråret 2019 kan man opleve hende live, når Pernille drager på en omfattende turné, hvor hun besøger nogle af landets smukkeste rum.   Efterårsturnéen bringer Pernille Rosendahl forbi en række af landets kirker og museer. I disse historiske bygningers intime og stemningsfulde rammer kan sangerinden opleves under ledsagelse af de garvede musikere Søren Vestergaard  og Mikkel Damgaard. Til disse intimkoncerter vil tid, rum og fordybelse stå i centrum. Det vil handle om at turde give sig hen. Musikken vil undervejs blive ledsaget af et smukt lysshow og under koncerterne vil Rosendahl åbne op for publikum og tale om ting som ligger hende på sinde.

Til efterårskoncerterne vil publikum kunne opleve såvel nyt som ældre materiale fra Pernille Rosendahl. Foruden sange fra soloudgivelserne vil hun optræde med materiale fra de musikalske konstellationer, hun tidligere har indgået i, og så vil man her også kunne opleve hende fortolke smukke salmer. Publikum kan forvente et smukt musikalsk potpourri af det bedste fra Rosendahls hånd. Pernille Rosendahl er sofistikeret, feminin, eftertænksom og markant i sit udtryk. Dette både ses og høres i hendes unikke lydbillede, der både rummer gribende skrøbelighed og klassisk skønhed. Hun evner at ramme lige dér, hvor følelserne mærkes mest intenst, og med sit store nærvær lukker hun publikum ind, og tager dem med på rejse ind i sit fantastiske og enestående musikalske univers.   

 

Koncerten arrangeres af FredericiaLive i samarbejde med Sct. Michaelis Kirke. 

Koncerten afholdes i Sct. Michaelis Kirke. 

Billetter fra 10. april: 

https://www.tojhuset.dk/koncerter/oktober-19/pernille-rosendahl/

 

Medvirkende
Pernille Rosendahl
Sted
Sct. Michaelis kirke
Pris
270 kr. Dørene åbnes kl. 19.00