Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Prædiken fra Allehelgen mindegudstjeneste

Prædiken fra Allehelgen mindegudstjeneste
Udgivet søn d. 7. nov 2021, kl. 19:32
Kirken

Af Kristoffer Simonsen, november 2021.

Hør prædikenen som podcast: https://anchor.fm/sct-michaeli...

Prædiken
Så blev det allehelgen. Dagen, hvor vi tænder lys og samles for at mindes dem, vi har mistet. Jeg har set frem til denne stille højtid, selv om det er både tungt og vemodigt. Jeg har set frem til dagen, fordi det er værdifuldt at være samlet og være i det sammen. Fælles for alle os, der er her i dag, er, at vi har mistet nogen, som vi stod meget nær. Vi er de efterladte.

 

Uanset om du har mistet i løbet af det forgangne år, eller det er længere siden, så er din sorg reel og berettiget. Der kan nemlig ikke sættes en deadline på vores sorg. Sorg er ikke noget, vi bare kommer videre fra. Det er noget, vi skal lære at leve med. Resten af livet. Hver eneste dag.

 

For selv om dem, vi har mistet, er blevet lagt i jorden eller spredt over havet, bærer vi dem stadig med os på nye måder. Sorgen vil altid være der på forskellige måder. Også når hele omverdenen synes at have glemt dem.

 

Man kan bruge det billede, at vi mennesker er som et glas, hvor der er kommet en stor klump af sorg. Den klump forsvinder ikke. Den bliver heller ikke mindre. Men der kan ske det, at vores glas vokser, så der bliver mere luft omkring den store klump af sorg.

Der kan ske det, at vi forandrer os. At vi får flere og nye input til vores liv, men klumpen af sorg, vil stadig være der.

 

Film: En flænge af himlen

I anledningen af ”Knæk Cancer” ugen blev der vist en film om to unge teenagere, der bliver ramt af kræft. Filmen hedder En flænge af himlen og er skrevet af John Green.

 

Den handler om en ung pige, Hazel, der i fire år har levet med en alvorlig kræftdiagnose og ofte er ved at miste modet. Hun føler sig som en granat, der snart går af og smadrer tilværelsen for alle, der holder af hende, når hun dør. Og den tanke er slet ikke til at holde ud.

Men så møder hun den ligeledes kræftsyge Augustus og mod sin vilje bliver hun forelsket for første gang i sit liv. Sygdommen er meget aggressiv for Augustus og han ender med at dø alt for tidligt. Men kort inden sin død spørger han Hazel og sin bedste ven om at forberede deres begravelsestale til ham, fordi han meget gerne vil høre dem.

 

Det kan virke som en besynderlig tanke, men for dem gav det en meget stor værdi at forberede afskeden på denne måde. Så kort efter samles de i en kirke for at holde talerne for hinanden. Hazel forsøger flere gange at få ordene sagt, men igen og igen bliver hun ramt af tårer.

 

Til sidst trækker hun vejret dybt nogle gange og siger:

”Jeg kan ikke tale om vores kærlighedshistorie. Det er for hårdt. Så jeg vil i stedet tale om matematik. Jeg er ikke matematiker, men én ting ved jeg: Der findes uendeligt mange tal mellem 0 og 1. Der er 0,1 og 0,12 og 0,112 og uendeligt mange andre. Men der er selvfølgelig uendeligt mange flere tal mellem 0 og 2 og mellem 0 og en million. Nogle uendelige størrelser er større end andre. […]

Der er mange dage – uendeligt mange dage – hvor jeg forbander størrelsen af min egen ubekendte mængde. Jeg vil have flere tal, end det ser ud til, jeg får, og guderne skal vide, at jeg ville ønske, at Augustus Waters, havde fået flere tal, end han fik.

Men Gus, min elskede, jeg kan ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for vores lille uendelighed. Jeg ville ikke bytte den for noget i verden.

I løbet af vores begrænsede dage gav du mig en evighed, og det er jeg taknemmelig for”

Fra En flænge i himlen, kap 20.

 

Det er så stærkt og fint sagt:

Selv om sorgen kan være forbistret hård og tynger os ned, så vi mangler ord og lyst til at gøre noget.

Selv om de mange lange dage eller nætter nogle gange føles som en ubehagelig evighed, der går alt for langsomt.

… Så kan det næsten ikke udtrykkes klart nok, hvor taknemmelige vi er for denne lille uendelighed, vi trods alt fik med vores kære, før de døde. Den tid vil vi ikke bytte for noget i verden.

 

Jeg sad med mange tårer i øjnene, da scenerne kørte på TV’et. Jeg håbede inderligt, at de ville få flere dage og flere tal sammen, men døden kom. Det var ubarmhjertigt og der var svært at finde ord.


Fyldt af modsætninger

Når man lever med sorg, bliver hele tilværelsen fyldt af modsætninger, som vi efter bedste evne skal forsøge at holde sammen og være i.

 

Den unge Hazel i filmen er lammet af sorg over tabet af sin elskede. Men selv om hun måtte bære på den tunge byrde, vil hun ikke under nogen som helst omstændigheder have været foruden hendes elskede. Den sorg for kærlighedens pris er det hele værd. Så hun er blevet fanget imellem store følelser af taknemmelighed for det, de fik, og vrede, skuffelse og sorg over, at de ikke fik mere.

 

For livet i sorg er fyldt af modsætninger.

Man kan stå op om morgenen og gøre det, man skal. Måske man endda kan få små eller store gode oplevelser, der frembringer smil. Men samtidig vil man hele tiden være fyldt af sorg og tristhed.

Smilet og gråden er der på samme tid.

 

Man kan se på andre i sin familie og glæde sig over det, de oplever, og glæde sig over samværet med dem. Men samtidig føles det bare så forkert, at den, vi har mistet, ikke længere er her.

Glæden og bitterheden er der på samme tid.

 

Man kan gøre noget af det, man er god til og finder mening i. Det kan fylde os med en følelse af værdi og mening. Men samtidig står alting i helt nyt skær efter, at vi har mistet. Vi bliver ikke længere ophidset over det, der forekommer som ligegyldige bagateller.

Meningen og meningsløsheden er der på samme tid.

 

Man kan få en længsel efter at gøre noget. En længsel efter at tage på den rejse, man aldrig fik nået. Høre det musik eller spise det mad, vi ved, at de satte særligt pris på. Tage på nogle af de ture, I ofte gjorde sammen. Eller en længsel efter bare at gøre noget helt nyt. Prøve en ny grænse af. Men samtidig føler vi os helt ekstremt trætte, tomme for energi og fuldstændig initiativløse. Lysten til at gøre noget og manglen på lysten til at gøre noget er der på samme tid.

 

For livet i sorgen er fyldt af modsætninger. De er der bare hele tiden. Modsætningerne og de mange modsatrettede følelser.

 

To parallelle spor

Det kan sammenlignes med to spor, der løber parallelt i vores liv. I det ene spor løber tabet og smerten. I det andet spor løber livet, der fortsætter og vores forsøg på stadig at være i denne verden.

Som regel sker der det, at vi zigzagger frem og tilbage mellem de to spor. Nogle gange så hurtigt, at vi kører på begge to samtidig. Andre gange mere langsomt. Men begge spor løber parallelt i vores liv. For modsætningerne følges ad.

Og hold da op, hvor er det udmattende og hårdt. Punktum. Det er det bare. Hårdt og udmattende, fordi vi hele tiden skal finde ud af, hvilket ben vi står på og hvilket spor vi kører i. Det er næsten umuligt at finde fodfæste.

 

Modsætninger i troen på Gud

Også livet med Gud kan være fyldt med modsætninger. Vi bekender troen Guds godhed og almagt. Vi klynger os til, at det må være sandt, at Gud er god. For hvor skal godheden ellers komme fra?

 

Men samtidig vil jeg stædigt have lov til at holde Gud ansvarlig for al den ondskab, der er i verden. Jeg vil skælde Gud ud og fortælle ham, at jeg ikke fatter, hvorfor han ikke griber mere ind.

 

Den unge Hazel siger i slutningen af sin begravelsestale til Augustus nogle tankevækkende ord med samme dynamik: ”Guderne skal vide, at jeg ville ønske, at Augustus Waters, havde fået flere tal, end han fik”. Hun udbryder sin protest og sin afmagt. For Gud skal vide, hvad hun føler og tænker.

 

For hvad hjælper det, at Gud er god og almægtig, hvis jeg kun oplever hans passivitet og mangel på indgreb? Magten og afmagten synes at være der på samme tid. Guds godhed og verdens ondskab synes at være der på samme tid.

 

Det ene øjeblik kan tvivlen fylde sindet. En tvivl, der stiller spørgsmålstegn ved, om alt det med Gud virkelig er sandt?

Det næste øjeblik virker troen på en Gud, der er større end mig og alt andet i denne verden, som det eneste, der holder mig oprejst.

Troen og tvivlen er der samtidig, og flyder ind og ud mellem hinanden.

 

Jesus græder

En af de beretninger i Bibelen, der betyder mest for mig, er et sted, hvor Jesus er i dyb krise. Der står ligefrem, at han brast i gråd. Øjeblikket forinden havde han set en veninde græde over tabet af deres gode ven Lazarus, som var død. Da brast Herren i gråd. Han græd sammen med de andre, og han græd over døden.

 

Det gør indtryk på mig. Jesus hævdede jo at være Guds egen søn, der vidste alting og som havde magt til at oprejse folk fra døden. Så hvorfor græder han også ved graven?

 

Jesus vidste da, at han selv var på vej til Jerusalem, for ultimativt at besejre døden og bane vej hjem til evig fred i Guds rige. Og ikke nok med det – han vidste da også, at han få minutter senere ville gøre Lazarus levende igen, selv om han allerede var begyndt at stinke af død.

 

Alligevel græder Jesus. Gud græder.

 

Det fortæller mig, at jeg ikke er alene, når jeg græder.

Og det fortæller mig, at tilværelsen er fyldt af modsætninger – selv for den Almægtige. Magten over døden og tårerne over døden er der på samme tid. For fulde gardiner.

 

Guds gråd får ikke vores elskede tilbage. Det gør heller ikke klumpen af sorg mindre. Men så er der i det mindste en, der altid er villig til at være i smerten sammen med os. Gud er ikke for fin til at græde eller til at være på de steder, hvor der er mest mørkt og skummelt.

 

Jeg tror virkelig fuldt og fast på, at Jesus har banet en vej til liv efter døden. At det ikke slutter med tomhed og et hul i jorden, fordi Jesus skaber en uendelighed, der er længere end alle andre tal og størrelser, vi kan forestille os. Det giver mig grund til at håbe og knytte hænderne sammen i taknemmelighed.

 

Men jeg er stadig vred over, at døden skal have så meget magt i denne verden. Og jeg er ked af, at døden skal gøre så ondt, selv om jeg klynger mig til håbet om gensyn og opstandelse.

 

De tunge følelser vil vi altid bære med os. Præcis ligesom Jesus selv gjorde. For Jesus bar sejren over døden og tårerne over dødens grusomhed på samme tid. Håbet og tårerne er der på samme tid.

Det betyder på ingen måde, at det bliver nemmere. Men det betyder, at kærligheden til dem, vi har mistet, var levende og varm, og at Guds kærlighed til sidst vil sejre endegyldigt over døden. Til en uforgængelig, ukrænkelig og uvisnelig arv, der venter os i Himmelen. Hjemme hos Gud.

 

Bøn

Herre Jesus, når vi græder – vær hos os.

Jesus, når vi går i stå – vær hos os.

Jesus, når vi rammes af fortvivlelse og tomhed – vær hos os med din fred.

Jesus, når vi smiler og når vi glædes – vær hos os.

Jesus, vær hos os med din fred. Alle dage indtil verdens ende.