Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Langfredag prædiken: Hil dig, Frelser og Forsoner

Langfredag prædiken: Hil dig, Frelser og Forsoner
Udgivet af Kristoffer Simonsen, fre d. 2. apr 2021, kl. 08:00
Gudstjeneste

Prædiken af Kristoffer Simonsen, langfredag 2021

Påsken rummer et væld af gode traditioner med påskeæg, påskefrokost og påskeblomster. For rigtig mange gælder det ydermere, at følelsen af langfredag og påske ikke rigtig har sat sig i kroppen, før man også har sunget nogle af de store påskesalmer.

 

En af de mest elskede og folkekære påskesalmer er ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. Faktisk er den så populær, at den næsten hvert år er blandt konfirmandernes foretrukne, når vi vælger salmer til deres konfirmation.

 

Vi kan synge salmen om og om igen. Det er nok slet ikke alle ord og billeder, vi helt forstår – men instinktivt fornemmer man, at salmen har en dyb og næsten uudtømmelig teologisk kvalitet. For sprogdragten, melodien og de poetiske billeder er så smukke, at de næsten kan få nakkehårene til at rejse sig.

 

Jeg har længe haft en drøm om at undersøge salmens mange betydningslag mere dybdegående, så en dag inviterede jeg min lokale salmeekspert, Bjarne Hvid, på frokost og en stor kande kaffe. Vi endte med at tale sammen i flere timer om denne smukke salme, og bagefter var jeg næsten helt forpustet. For vi havde vitterlig rejst adskillige kilometer rundt i hele det teologiske univers og bladret frem og tilbage i referencer fra Bibelens første til sidste side.

 

Jeg har altid været fascineret af denne storslåede salme, og min begejstring er kun blevet dybere. For salmen er et litterært og teologisk mesterværk. Jeg er langt fra færdig med at arbejde med salmen, for den kommer til at vokse i mig i alle årene fremover. Men jeg håber at åbne lidt af skattekisten i dag, så korsets gåde står malet klart for os. Til Kristus-glæde og påske-iver.

 

Jeg vil gennemgå hvert vers. En af gangen, og undervejs skal vi lytte til de enkelte vers sunget. Vi slutter gudstjenesten med at stille os uden for kirken og synge hele salmen som fællessang.

Som fællessang bruger vi den gamle kendte melodi af Hoffman. Når vi skal lytte til sangen undervejs bliver det på Laubs melodi. Den er lidt mere ukendt, men en anden melodi kan også være med til at åbne øre og øjne for nye vinkler.

 

Jeg har givet hvert vers en overskrift, som angiver versets tema. Når man ser disse overskrifter samlet, står det klart, at salmen vers for vers er en gennemgang af det teologisk drama, der udspiller sig i Kristi lidelseshistorie:

 

Salmens disposition

1.       Tilbedelse

2.       Fornedrelse og inkarnation

3.       Kærlighedens dilemma (selverkendelse hos Gud)

4.       Syndserkendelse hos mennesker

5.       Forsoning

6.       Retfærdiggørelse (fra forsoningen for alle, til forsoningen for mig)

7.       Helliggørelse

8.       Jesu død og vores død

9.       Jesu opstandelse og vores opstandelse

 

Tilbedelse

1. Hil dig, Frelser og Forsoner!

Verden dig med torne kroner,

du det ser, jeg har i sinde

rosenkrans om kors at vinde,

giv dertil mig mod og held!

 

Hil dig. Det betyder hyldest og ære. Vi kender det også fra, at man bringer nogen en hilsen. Det står som en kontrast til soldaternes hån, da de flettede en tornekrone til Jesu hoved, gav ham en purpurkappe om halsen, og sagde: ”Hil dig, jødekonge” (Matt 27,27; Joh 19,3), mens de slog ham i ansigtet. For vores verden mødte Jesus med torne kroner.

Fra hele verden zoomes der helt tæt på til et ”jeg”: Du det ser, jeg har i sinde. - Hvordan vil jeg tage imod Kristus? - Med tilbedelse og kongekrone eller med hån og tornekrone?

 

Oprindeligt er salmen skrevet af Arnulf af Louvain. Han var en del af klosterbevægelsen i middelalderen – og der er få mennesker, der har dedikeret så meget tid og energi til at fordybe sig i billedet af den lidende tjener, som disse middelaldermunke, når de opholdte sig i bedekamrene foran krucifikset.

 

I salmen får vi et unikt blik ind i bedekammeret til denne munk, hvor han med anfægtelse og bøn betragter sin rosenkrans. Rosenkransen er i den katolske tradition en lang bedekrans med adskillige kugler og et kors. Hans bøn er at gå imod sin synd og den vedvarende strøm i verden, der håner Jesus. I stedet vil han tilbede korsets gåde.

 

Fornedrelse og inkarnation

2. Hvad har dig hos Gud bedrøvet,

og hvad elsked du hos støvet,

at du ville alt opgive

for at holde os i live,

os dig at meddele hel?

 

Vers 2 udgør et samlet spørgsmål, der stiller skarpt på forundringen over, at Jesus var villig til at opgive al sin herlighed for vores skyld. Fra støvet betragter vi Guds mageløse fornedrelse.

 

Det er en poetisk gengivelse af Kristus-hymnen i Filipperbrevet 2 om Kristus, der gav afkald på sin Guds skikkelse, blev mennesker lig og var lydig indtil døden. Ja, døden på et kors.

 

Når Jesus i sidste linie ”meddeler sig helt til os”, er der ikke tale om en besked, men om en komplet overgivelse til at være menneske. At Jesus afleverer og udleverer sig selv til os.

 

Kærlighedens dilemma (selverkendelse hos Gud)

3. Kærligheden, hjertegløden

stærkere var her end døden;

heller giver du end tager,

ene derfor dig behager

korsets død i vores sted.

 

Sammenlignet med Guds evige herlighed, er mennesker kun som støv. Men i Guds inderste treenige væsen er en kærlighed og hjerteglød så stærk, at Gud bliver bedrøvet over menneskets synd, fordi Gud mere end noget andet ønsker fællesskab med ”det støv” – dvs. mennesket – der er skabt kun lidt ringere end Gud selv.

 

Guds kærlighed er så rungende dyb, at han ikke vil kunne være i sig selv, så længe han ikke har sat alt på et bræt for at genoprette faldet.

 

I Esajas 43 siger Gud, at vi er dyrebare i hans øjne. Det er vi. Altid. For vi er skabt værdifulde og elskede. Samtidig er synden en realitet i vores liv, hvorfor Guds hellighed kun kan behages af Jesu forsonende død på korset i vores sted.

 

Syndserkendelse hos mennesker

4. Ak! nu føler jeg til fulde

hjertets hårdhed, hjertets kulde.

Hvad udsprang af disse fjelde,

navnet værd, til at gengælde,

Frelsermand, din kærlighed?

 

Den tunge erkendelse af synden i vort eget liv kommer nu til udtryk. Vi mærker tyngden af hjertets hårdhed og hjertets kulde, når vi betragter den pris, som vores synd kostede Gud.

 

De fjelde, der omtales, har en dobbelt betydning.

a)       Som den mest ligefremme betydning, er det et billede på vores hjertes hårde sten – at vores synd er som en fastfrossen klippe, vi støder os på igen og igen. I sin anger over syndens hårde fjeld, slutter verset med et spørgsmål, der kan efterlade os forstenede og handlingslammede, fordi der slet ikke er noget, vi kan byde ind med i forhold til frelsen. Der er ikke noget, som er værd at nævne til vores forsvar.

b)      Derfor skal vi nu løftet blikket. Vi skal løfte øjnene til bjergene, hvorfra hjælpen kommer – ligesom Kong David synger om i Salme 121. Og heri ligge den anden betydning af fjeldet. For det er en hentydning til Gud, som vores urokkelige klippe, der i navnet Jesus har giver os fast grund under fødderne.

 

Forsoning

5. Dog jeg tror, af dine vunder

væld udsprang til stort vidunder,

mægtigt til hver sten at vælte,

til isbjerge selv at smelte,

til at tvætte hjertet rent.

 

Fra vores synd og hårde hjerter løfter vi blikket mod bjergene efter hjælp. Og vi løfter blikket mod korset. For vi har ikke andet at gøre, end at sætte vores lid til det vidunder, der udspillede sig på korset.

 

Vi tror, at de vunder, dvs. de sår Jesus fik på korset, kan hele vores sår. Eller for at sige det med Esajas 53,5b-6: Ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod al vor skyld ramme ham.

 

Vældet – dvs. vandet – der springer ud, kan være en reference til dåbens vand. At vi i dåben vaskes helt rene, fordi vi med Paulus’ ord i Rom 6,4 bliver begravet med Kristus i dåben, for at vi sammen med ham kan blive oprejst til nyt liv. Det er et ægte under. Et væld, der udspringer til stort vidunder.

 

Mægtigt til hver sten at vælte, til isbjerge selv at smelte.

Hver sten, som Jesu vil vælte, er en beskrivelse af vores synd som snublesten, der konstant bringer nye hindringer og lægger sig i vejen for os. Nu vil de sten vælte, fordi Jesu forsoningsdød på korset overbyder og overvinder syndens virkelighed.

 

Isbjergene står fortsat som et billede på menneskets forfrosne og syndige hjerte. Kun ved Jesu død og dåbens vand, kan vores frosne hjerte tø og blive renset. Derfor kan salmen til sidst i dette vers fastslå i kor med Johannes’ første brev, at Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.

                                                                                

Retfærdiggørelse

6. Derfor beder jeg med tårer:

Led den ind i mine årer,

floden, som kan klipper vælte,

floden, som kan isbjerg smelte,

som kan blodskyld tvætte af!

 

Fra at tale Jesu forsonende gerning for hele verden, kommer vi nu helt tæt på den enkelte. Vi kommer med helt ind i det mest sårbare rum, hvor tårerne løber. For når isbjergene smelter, så løber vandet. Det kan ikke holdes tilbage.

 

Korsets kærlighed smelter forhærdelsen i vores frosne hjerte, så jeg med tårer må bekende min synd.

 

Tårerne rummer også en reference til Maria, Jesu mor, og Johannes, der stod ved korset på Golgata og græd. De bad i tårer til den korsfæstede Kristus.

 

Og nu beder vi om, at det væld, der udspringer fra korset, må blive ledt ind i mine årer. Det sker, når vi i tro tager imod Jesus. Så bliver det, der skete på korset til den flod, der renser os helt igennem. Ligesom det sker helt konkret og fysisk, når vi indtager Jesu legeme og blod i nadverens måltid. Så strømmer korsets virkelighed ind i vores årer. Den virkelighed og den flod, der er mægtigere end de største isbjerge af kolde hjerter og mægtigere end de stejleste klipper af menneskers hårdhed.

 

Betegnelsen ”blodskyld” er et meget ladet teologisk ord, som beskriver synden i højeste potens. Det rummer fx en reference til Abels blod, der råber til himlen (1 Mos 4,10), fordi Jesu rensende blod taler endnu stærkere, som det siges i Hebr 12,24.

Det er en gennemgående beskrivelse i GT, at livet er i blodet (fx 3 Mos 17,14). For din og min blodskyld er så alvorlig, at den koster os livet. Derfor måtte Jesus dø i dit og mit sted, for at købe os fri og vaske os helt rene.

 

Helliggørelse

7. Du, som har dig selv mig givet,

lad i dig mig elske livet,

så for dig kun hjertet banker,

så kun du i mine tanker

er den dybe sammenhæng!

 

Når vores iskolde hjerte er tøet og renset, kan det nu banke frimodigt igen. For på baggrund af Jesu dyrekøbte frihed, kan vi atter ånde frit og elske livet.

Livet, som her beskrives, rummer en dobbelthed:

a)       Dels vil vi elske livet i verden, som Gud har skabt os til.

b)      Dels vil vi elske livet i Kristus. Det evige liv, der gør, at vi med Paulus’ ord i Fil 1,21 kan anskue døden som en vinding.

 

Når smerten over døden er (eller har været) rigtig tæt på, kan det virke hårdt og næsten brutalt at beskrive døden som en vinding. For døden gør altid ondt, når den kommer tæt på. Denne spænding mellem døden som smerte og døden som en vinding illustrerer netop de mange modsatrettede følelser, vi ofte vil møde i denne verden.

 

Midt i alle disse spændinger og modsætninger er det vores bøn, at Jesus må skænke os fred i hjertet og være den, der får os til at hænge sammen.

 

Jesu død og vores død

8. Skønt jeg må som blomsten visne,

skønt min hånd og barm må isne,

du, jeg tror, kan det så mage,

at jeg døden ej skal smage,

du betalte syndens sold.

 

Med et billede fra Salme 103,15f mindes vi om, at blomsten – vores blomst også skal visne. Engang skal vi alle dø. Vi ved det jo egentlig godt, men langt det meste af tiden er det noget, vi foretrækker at holde lidt på afstand. Fordi døden tynger hjertet, når det kommer tæt på.

 

Men selv om vi alle skal dø, så er det helt fantastiske sket. Selv om det er os, der er syndere, som fortjener syndens løn, dvs. døden (jf. Rom 6,23), så har Jesus taget vores plads, båret vores synd og betalt prisen!

 

Det er fuldbragt!

 

Derfor kan jeg tro, at netop han kan mage det sådan – det betyder: gøre det sådan – at døden ikke skal få ram på mig. Jesus er opstandelsen og livet. Han er den, der giver os liv, så vi aldrig i evighed skal dø.

 

Dermed kommer vi til finalen i Grundtvigs smukke gendigtning med lovprisningen af korsets gåde.

 

Jesu opstandelse og vores opstandelse

9. Ja, jeg tror på korsets gåde,

gør det, Frelser, af din nåde.

Stå mig bi, når fjenden frister!

Ræk mig hånd, når øjet brister!

Sig: vi går til Paradis!

 

Hvis ikke jeg allerede står op, får jeg altid lyst til at rejse mig på dette tidspunkt, når vi synger salmen. Det er så smukt og så stærkt, at jeg næsten ikke kan holde følelserne tilbage.

 

Når fjenden frister.

Når øjet brister.

Stå os bi og ræk os hånd og sig: vi går til paradis!

 

Ligesom salmen begyndte med et citat: ”Hil dig…”, så slutter vi med et citat af Jesu ord til røveren: I dag skal du være med mig i paradis (Luk 23,43). For det er en af dimensionerne i korsets gåde:

-          At det, der lignede et nederlag på det grufulde torturinstrument, blev en mageløs sejr, der åbnede en ny vej ind til paradis.

 

Ligesom middelaldermunkene i deres bedekamre, bliver vi nok aldrig helt færdige med at meditere over den lidende tjener og korsets gåde:

-          Om at korset blev Jesu død, men vores liv.

-          At korset naglede Jesus fast, men satte os i frihed fra syndens lænker og frosne hjerter.

-          At korset blev soningsstedet for Guds vrede, men centrum for vores tro og glæde.

 

Når fjenden frister.

Når øjet brister.

Stå os bi og ræk os hånd og sig: vi går til paradis!