Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Hvad skal jeg mene om Bibelen 2020?

Hvad skal jeg mene om Bibelen 2020?
Udgivet af Thomas Kofoed Nedergaard, fre d. 17. apr 2020, kl. 12:00
Blogs

Der er meget, der er druknet i den her Coronatid. Men der sker faktisk også andre ting end karantæne, lukkede storcentre og smittetal. Lige inden, vi for alvor fik krisens skarpe tænder at mærke, udgav Bibelselskabet “Bibelen 2020”. En ny oversættelse på mundret dansk. Det er jo interessant. Lige for en god ordens skyld, så er denne oversættelse ikke den, der kommer til at ligge på kirkens alter – den såkaldte “kirkebibel”. Det er fortsat Den autoriserede oversættelse fra 1992, der gør det. 

Her og hist har jeg mødt skepsis overfor nye oversættelser. Med god grund, vil jeg sige. For en oversættelse er jo i bund og grund en fortolkning af de bibelske skrifter. Og fortolkninger kan gå i mange retninger. Det er folkekirken et levende bevis på.

I Danmark har spørgsmålet om den ’rigtige oversættelse’ ikke været et stort tema. Den autoriserede oversættelse har traditionelt set været og er den Bibel, man bruger. Det er dén, der bliver læst op fra i kirken. Det er dén, rigtig mange mennesker bruger til deres daglige andagter. Og det er dén, man ofte citerer, når man vil give et bibelvers til en barnedåb, konfirmation eller et bryllup.

Men i den engelsksprogede verden, bliver der indædt diskuteret, hvilken bibeloversættelse, der er den korrekte. Ja, nærmest gudgiven! Siden 700-tallet er der blevet udgivet mere end 450 engelske bibeloversættelser. Den mest kendte er nok King James Version, som blev udgivet i 1611, og bliver af nogle kristne grupperinger anset for at være den rigtige oversættelse. Også i dag 409 år efter. 

Vi er altså i det danske kirkeliv meget privilegeret. Selvom der blandt tre teologer ofte er fire holdninger, er vi trods alt forskånet fra evindelige, trættende diskussioner om oversættelser.

Men hvad så nu? Skal vi til at indlede disse diskussioner, nu hvor Bibelen 2020 har set dagens lys? Det håber jeg ikke. Lige nu er der primært tre bibeloversættelser i omløb: Den autoriserede oversættelse fra 1992, Bibelen på hverdagsdansk og nu også Bibelen 2020. Men der er ingen, der har sagt, at den nye skal udfase eller erstatte 92’eren. Biskopperne har givet lov til at bruge den ved lejligheder i kirken, hvor det giver mening, men den autoriserede er fortsat BibelEN.

Men dermed ikke sagt, at de to andre, ikke har noget at byde på. For det har de.

Da jeg boede i udlandet, brugte jeg meget tid med engelske bibler; og i dag konsulterer jeg ofte en engelsk oversættelse i forbindelse med prædikenforberedelsen – og det er ganske berigende. Nu og da tager jeg mig selv i at læse en tekst og tænke: “Nå, jamen den kender jeg da godt” – også skøjter jeg let hen over den. En praksis, som Luther advarede kraftigt imod! Men når jeg læser beretningerne i en anden sproglig dragt end jeg er vant til, så spidser jeg mine indre øre. 

Lad mig give et eksempel: Det første jeg læste i Bibelen 2020 var Johannes Evangeliet (eller som det hedder i den nye udgave: “Vejen, sandheden og livet”), kapitel 6. Et fantastisk kapitel om Jesus, der er livets brød. Og ikke mindst vers 37: “Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (1992 udgaven). Det er vist en klassiker blandt manakorn. En god påmindelse. Jesus viser mig aldrig bort. Han står ikke, med håndfladen vendt mod mig i skuffelse over mine synder og min fejlbarlighed. Herligt.

Bibelen 2020, Joh 6,37: “Alle dem, min far giver mig ansvar for, vil også komme til mig, og dem sender jeg ikke væk.” (© Bibelselskabet 2020) Faktisk overså jeg sætningen, første gang jeg læste den, og undrede mig: “Hvor var det lige, det der gode vers var? VAR?! Er det det? Det var da slattent og fladt. Øv.” Det var min første reaktion. Afvist. Ikke godt nok.

Det er en fuldstændig naturlig reaktion! Jeg er jo vild med Joh 6,37, som jeg har læst utallige gange. Ordene, sætningen, ordlyden. Jeg kan det uden af! Det har bygget mig op. Ja, jeg vil gå så langt som at sige, at jeg har fået et personligt forhold til de ord. …og nu lyder de anderledes!

Måske kan det sammenlignes lidt med at gå på Fredericia vold i de her dage. Især på den østlige del: Hold fast, hvor er der fældet mange træer. Hvor ser det bart ud. Volden er jo nøgen! Til at begynde med kunne jeg bedre lide det gamle. Det kendte jeg. Det havde jeg et forhold til. Det var hyggeligt. Men des mere jeg går på dén side af volden nu, des mere begynder jeg også at holde af det nye. Nu kan jeg se havet fra volden. Jeg kan se den nordlige del af byen fra udkigspunktet ved Dronningensgade.

Alt, hvad vi har et kært forhold til, vil vi nødigt miste. Det var jo det, jeg følte, da jeg læste Joh 6,37 i Bibelen 2020: Jeg havde mistet mit bibelvers.

Men havde jeg nu det? Faktisk ikke. For modsat Fredericia vold, så ligger min 92-udgave stadig på mit natbord. 

Én gjorde mig fornyligt opmærksom på begrebet “misteværdig”. Når vi mister noget, oplever vi, at det får en fornyet værdig for os. Det var jo det, der skete her: Jeg brød mig ikke om Bibelen 2020, for den havde taget det Joh 6,37 fra mig! Men det afslører, hvor meget jeg faktisk elsker de vers.

Men hvem har ret? 92 eller 2020?

For dem, der synes det er sjovt, så står der sådan her på græsk: “πᾶν ὃ δίδωσίν μοι ὁ πατὴρ πρὸς ἐμὲ ἥξει, καὶ τὸν ἐρχόμενον πρὸς ἐμὲ οὐ μὴ ἐκβάλω ἔξω.” Det er grundteksten. Men der er ikke mange, der får så forfærdelig meget ud af det. Så hvad står der? Jo. Der står stort set det samme, som står i den autoriserede og Bibelen 2020. De har forskellige vægtlægninger, men begge oversættelser kan godt forsvares.

I dette vers ligger der en henvisning til Joh 1,12: Dem, der troede på Jesus, fik ret til at blive Guds børn.

Men er “alt, som faderen giver til mig” det samme som “Alle dem, min far giver mig ansvar for”? Jeg tror godt, jeg kan blive enig med de fleste om, at de to sætninger ikke kommunikerer noget modsatrettede. Når jeg får noget, så får jeg også ansvaret for det. Så er det mit. Så skal jeg passe på det. Når Faderen giver noget til Jesus, så er det Jesu ejendom, så er det hans ansvar. Og her toner der sig en nuance op, som jeg ikke fandt så tydelig før: Jesus har og tager ansvar for mig, fordi Faderen har givet mig til Jesus. Hvem ville jeg ellers ønske havde ansvaret for mig end den korsfæstede Herre og frelser?

Står der ikke det i 92’eren? Jo. Det gør der da. Men der står tydeligere frem for mig i Bibelen 2020. At jeg så gerne så, at de samtidig også havde lagt mere vægt på vise-bort-delen, er hvad det er. Men det ligger jo i mit baghoved fra mine år som bibellæser.

Konklusionen på alt det her er, for det første: Der findes ingen gudgiven oversættelse. Hvis vi vil så tæt på den oprindelige mening som muligt, så må vi læse Bibelen på græsk og hebraisk. Men ærlig talt tror jeg, det er de færreste, der overskuer det. Jeg, som kan sproget til husbehov overskuer det ikke. En bibeloversættelse har som formål at gøre Guds ord tilgængeligt for os. Det var det, der var Thomas Wycliffes og Luthers motivation, da de oversatte Bibelen til det talte sprog.

Også den anden pointe: Gud taler til os igennem sit ord! Det er Helligånden, der igennem årtusinder har lukket oversættelser(!) af Bibelen op for mennesker til tro, til omvendelse. Til frelse.

Som Lasse Iversen, generalsekretær for Bibellæser Ringen, har sagt: “Læs den på sine egne præmisser”. Lige præcis.


Jeg vil stadigvæk række ud efter den autoriserede på natbordet. Den kender jeg og holder af. Men Bibelen 2020 kan få mig til at se nogle nye ting, og se noget, jeg ikke så før.

 

Så min opfordring: God læselyst.

 

Thomas K. Nedergaard

Sognepræst, Sct. Michaelis kirke

Kommentarer

Tilføj kommentar