Udgivet af Kristoffer Simonsen, søn d. 3. nov 2019, kl. 16:00

Prædiken af Kristoffer Simonsen ved Allehelgen mindegudstjeneste i Sct. Michaelis Kirke.

Søndag d. 3. november 2019

 

Så blev det allehelgen. Jeg har set frem til denne højtid længe, fordi det er så godt og vigtigt at samles åbent om, at savnet og sorgen fylder.

 

Når vi bliver ramt af tab og sorg, begynder en vandring i sorgens landskab, der breder sig i mange retninger. For ofte sørger vi meget forskelligt og giver forskellige udtryk for vores savn.

Men fælles for os alle i dag er, at vi har mistet nogen, som vi stod meget nær. Vi er de efterladte.


Uanset om du har mistet i løbet af det forgangne år eller det er længere siden, så er din sorg reel og berettiget. Der kan nemlig ikke sættes en sidste holdbarhedsdato på vores sorg. Den er blevet en af vores følgesvende i livet.

 

Sorg er altså ikke bare noget, man kommer over. Det er noget, man skal lære at leve med.

For selv om dem, vi har mistet, er blevet lagt i jorden, bærer vi dem stadig med os på nye måder. Også når hele omverdenen synes at have glemt dem.

 

Kamp for sorgen

Forleden så jeg et ugeblad med overskriften: ”De efterladtes kamp mod sorgen”.

Jeg forstod pointen, men jeg undrede mig alligevel. For selv om sorg kan være forfærdeligt hårdt og tungt at leve med, så spekulerer jeg på, om vi som efterladte virkelig kun kæmper imod sorgen?

Om sorgen kun er en fjende, der skal bekæmpes?

 

Sorg er jo også kærlighedens pris.

- Når vi mister nogen, vi elsker, rammer sorgen. Den sorg er ofte det eneste, vi har tilbage efter dem, vi har mistet.

- Vi kæmper for at leve med sorgen og kæmper for, at den ikke skal trække os ned, så vi stivner i bitterhed.

… Men så længe vi elsker, vil sorgen også ramme os. Og den sorg vil jeg ikke blot kæmpe imod. Den sorg vil jeg kæmpe for. Kæmpe for at leve med, som en virkelighed der er blevet min.

·        Jeg tager stadig mig selv i af og til at råbe i afmagt og vrede.

·        Jeg kan stadig gå i stå med gråd og triste tanker

·        Jeg kan stadig miste modet og lysten til at gøre noget.

·        For sådan kan sorgens landskab også være.

·        Men jeg behøver ikke kæmpe med, at sorgen også skal være min fjende, der skal bekæmpes, før mit liv igen kan blive godt.

 

Film: En flænge af himlen

I anledningen af ”Knæk Cancer” ugen for nyligt blev der vist en film om to unge teenagere, der bliver ramt af kræft.

Filmen hedder En flænge af himlen og er skrevet af John Green.

 

Den handler om en ung pige, Hazel, der i fire år har levet med en alvorlig kræftdiagnose og ofte er ved at miste modet. Hun føler sig som en granat, der snart går af og smadrer tilværelsen for alle, der holder af hende, når hun dør. Og den tanke er slet ikke til at holde ud.

Men så møder hun den ligeledes kræftsyge Augustus og mod sin vilje bliver hun forelsket for første gang i sit liv.

 

Sygdommen er meget aggressiv for Augustus og han ender med at dø alt for tidligt. Men kort inden sin død spørger han Hazel og sin bedste ven om at forberede deres begravelsestale til ham, fordi han meget gerne vil høre dem.

 

Det kan virke som en besynderlig tanke, men for dem gav det stor værdi at forberede afskeden på denne måde. Så kort efter samles de i en kirke for at holde talerne for hinanden. Hazel forsøger flere gange at få ordene sagt, men igen og igen bliver hun ramt af tårer.

 

Til sidst trækker hun vejret dybt nogle gange og siger:

”Jeg kan ikke tale om vores kærlighedshistorie. Det er for hårdt. Så jeg vil i stedet tale om matematik. Jeg er ikke matematiker, men én ting ved jeg: Der findes uendeligt mange tal mellem 0 og 1. Der er 0,1 og 0,12 og 0,112 og uendeligt mange andre. Men der er selvfølgelig uendeligt mange flere tal mellem 0 og 2 og mellem 0 og en million. Nogle uendelige størrelser er større end andre. […]

Der er mange dage – uendeligt mange dage – hvor jeg forbander størrelsen af min egen ubekendte mængde. Jeg vil have flere tal, end det ser ud til, jeg får, og guderne skal vide, at jeg ville ønske, at Augustus Waters, havde fået flere tal, end han fik.

Men Gus, min elskede, jeg kan ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for vores lille uendelighed. Jeg ville ikke bytte den for noget i verden.

I løbet af vores begrænsede dage gav du mig en evighed, og det er jeg taknemmelig for”

(fra En flænge i himlen, kap 20).

 

Det er så stærkt og fint sagt:

- Selv om sorgen kan være forbistret hård og tynger os ned, så vi mangler ord og lyst til at gøre noget.

- Selv om de mange lange dage eller nætter nogle gange bare kan føles som en ubehagelig evighed, der går alt for langsomt.

… Så kan det næsten ikke udtrykkes klart nok, hvor taknemmelige vi er for denne lille uendelighed, som vi trods alt fik med vores kære, før de døde. Den tid vil vi ikke bytte for noget i verden, selv om sorgen nu er noget af det eneste, vi har tilbage.

 

Jeg sad med mange tårer i øjnene, da scenerne kørte på TV’et.

- Jeg håbede inderligt, at de ville få flere dage – flere tal – sammen, men døden kom. Det var ubarmhjertigt og der var svært at finde ord.

- Men selv om sorgen nu fylder så meget, så vil vi ikke under nogen som helst omstændigheder have været foruden vores kære, som vi har mistet.

- Den sorg for kærlighedens pris er det hele værd.

 

Ved Gud overhovedet, at vi lider?

Men ”guderne skal vide, at jeg ville ønske, at Augustus Waters, havde fået flere tal, end han fik” siger den unge Hazel.

Det er et tænkevækkende citat. Hun udbryder sin protest og sin afmagt. For Gud skal vide, hvad hun føler og tænker.

- Det er netop bønnens væsen, at alt kan siges og deles med Vores Far i Himlen.

 

Samtidig stiller hendes protest nogle væsentlige spørgsmål:

- For ved Gud overhovedet, at vi lider og savner?

- Og ved Gud overhovedet selv hvordan det er?

 

Da Jesus samledes med sine disciple dagen inden sin død, var stemningen præget af usikkerhed og frygt for fremtiden. Jesus sagde, at han skulle lide og dø. Men det kunne vel ikke passe, hvis han virkelig var Guds søn?

 

I sin frygt for alt det ukendte og for sorgen udbryder Filip, en af Jesu nærmeste venner: ”Herre, vis os Faderen, og det er nok for os” (Joh 14,8).

Det var ellers ikke så lidt: Vis os Faderen, og det er nok for os…

Jeg tror faktisk, at det er en meget reel og genkendelig længsel:

·        Vis os Gud den Almægtige, så vi kan få vished om, at du vitterlig eksisterer og kender til vores situation!

·        Vis os hvem Gud er, så vi kan få svar på om, om han virkelig er til at stole på og kan give den trøst, vi længes efter?

 

For ofte kan det vitterlig opleves som om, at vi råber til en tavs og fjern Gud, der ikke bekymrer sig om os eller har travlt med alt muligt andet.

 

Derfor afviser Jesus heller ikke sin gode ven, da han udtrykker sin længsel efter at se Gud den Almægtige.

Jesus kunne have sagt: ”Desværre mig ven, sådan gør vi ikke. Der er ingen, der kan se Gud. Men du kan måske se glimt af ham i foråret, i skønheden, i kærligheden”…

Men det gør Jesus ikke. Nej, Jesus svarer sin gode ven: ”Den, der har set mig, har set Faderen”

- Eller med andre ord: Åben dine øjne. Jeg sidder jo lige her hos dig. Du, mit elskede barn.

 

I stedet for blot at være fjern og tavs, sætter han sig midt iblandt os med den personlighed, den solidaritet og den omsorg og den kærlighed, der gør det hele troværdigt.

For Gud kom til os som menneske. Gud blev et menneske i Jesus Kristus!

Menneske på samme måde, som vi er mennesker. Og han levede med et menneskes ypperste godhed:

- Han græd med de grædende, og stod ved sin vens grav og græd.

- Han gribes af medynk med de sårede og forkomne.

- Han trøster de bange.

- Han er ven med de foragtede.

- Han tilgiver de skyldige, i stedet for at fordømme.

- Han lider uretfærdigt.

 

Ikke en eneste gang giver han op. Ikke en eneste gang taler han hårdt til den knuste eller bebrejder den angerfulde.

 

Og så siger han, så det runger ned gennem alle århundrederne og gennem gråden og sorgen fra de mange, mange mennesker:

Jeg er lige her. Jeg gjorde det for dig. For det er sådan Gud er. Den Gud, der elsker dig af hele sit hjerte.

 

Derfor giver det mening, når man har råbt til den Gud, der virker så fjern og tavs, så at vende sig til Jesus Kristus og sige:

- Du kender mig, Jesus. Du ved, hvad det vil sige, at være menneske.

- Du ved, hvad det vil sige at være ensom, at være foragtet og misforstået, at være syg, at være bange for at dø, at være svigtet at sine venner, at miste sin far, var forladt af sin far. Og at dø.

- Kan du så forsikre mig om, at det alligevel kan lade sig gøre at stole på Gud og sejre til sidst?

 

Og hver gang bekræfter han:

Ja, sådan som du er, var jeg også. Det samme gjorde lige så ondt på mig. Men jeg valgte at gå den samme vej, ja hele vejen til døden på et kors for at bringe min omsorg og mit nærvær til dig i det hele. Du vandrer ikke et eneste skridt på denne jord, uden at jeg er med dig.

 

For det er den Gud, vi klynger os til i det kristne håb.

 

Det betyder ikke, at jeg altid kan finde mening med sorgen.

Det betyder heller ikke, at sorgen med et knips bliver mindre. For sorgen er blevet en følgesvend i livet, som vi må lære at leve med.

 

Men det betyder, at vi ikke er overladt til os selv.

Og det betyder, at der er håb, selv om al mørket samles som en tyk tåge omkring os. For Jesus er det lys, der bryder mørket. Jesus er den, der bringer håb og trøst, og møder os lige midt i smerten.

 

Den evighed, som den kræftsyge pige snakkede om i filmen er jo mere end blot en sød tanke.

- Det er den virkelighed og det konkrete trøsterige og sejrrige håb, som Jesus gav os alle, da han som menneske gik hele vejen i sin egen død af solidaritet og usandsynlig stor kærlighed til os alle.

- Fordi vi er det værd, trods al smerten.

- Fordi du er al Guds kærlighed værd.

 

Amen.

 

Bøn

Led os, Frelser, ved din nåde, også når vi selv vil råde

og vil gå vor egen vej;

Sæt os, hvor vi bedst kan gavne, men lad os aldrig savne

vished, at vi tjener dig!

 

Vi giver dig tak og evig ære, Herre vor Gud.

Du som er Fader, Søn og Helligånd.

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

Har du spørgsmål eller vil du modtage mine prædikener på mail, så skriv meget gerne en mail til mig på: krbs@km.dk

Kategorier Præster