Udgivet af Kristoffer Simonsen, fre d. 5. jul 2019, kl. 21:00

Prædiken af Kristoffer Simonsen ved mindegudstjenesten 5. juli 2019


I marts 1848 krævede Slesvig-holstenerne optagelse af Slesvig og Holsten i Det Tyske Forbund. Kravet blev afvist og danske soldater blev sendt til Slesvig for at kæmpe og vogte grænsen. På den baggrund udbrød det første militære slag d. 9. april 1848, hvor de danske tropper besejrede den slesvig-holstenske styrke i slaget ved Bov. Det var den militære begyndelse på den blodige 3-årskrig.

Dagen efter, d. 10. april 1848, udkom et særtryk med den helt nye sang: ”Dengang jeg drog af sted”.

Sangen er skrevet af Peter Faber og melodien af Emil Horneman, der er komponisten adskillige af de sange, vi kender fra 3-årskrigen.

 

1864: Eufori

Sangen fik ny udbredelse og kendskab, da DR for et par år siden viste serien ”1864”. Noget af det lærerige ved DR’s serie var at se den optimisme, ærgerrighed og stolthed, der prægede alle de unge mænd, der nu skulle drage af sted. De skulle og de ville forsvare vort land og vort flad. Så de forlod deres egn, deres familier og deres pige, fordi fædrelandet, kongen og det danske flag havde brug for den trapre landsoldat.

Den stolthed over at forsvare vort land og vort flag kan jeg tydeligt genkende hos soldater også i dag. Det giver en fantastisk korpsånd, som er helt uundværlig i krig.

Som det fint fremgår af serien om 1864 var der udpræget feststemning blandt hele det danske folk ved krigens begyndelse:
- Sangen gjaldede med raske, glade og forventningsfulde stemmer.
- Der var hejst flag og folk var samlet i byer og på gader og stræder for at sende de trapre landsoldater godt på vej.

Men jeg må erkende, at det også gav det mig en blandet smag i munden, da jeg så DR-serien. 

Jeg kunne godt glæde mig over deres fædrelandsstolthed og deres forsøg på at gøre den tunge afsked lettere.
Og spørg blot min kære familie, om ikke de også adskillige gange har hørt mig gjalde muntert ud til tonerne af ”dengang jeg drog af sted”. Alene melodien giver jo lyst til at bevæge sig og smile.
Og vi råber: Hurra, hurra, hurra.

Men på den anden side er der også noget naivt over sangens jubeloptimisme:
- Det er som om sangen får hele folket til at vende det blinde øje til krigens alvor!
- Det er som om, at håbet om sejr, gør dem døve for de dystre toner og sorgfulde miner, der hviler over enhver krig!
- Det er som om, at krigens grufulde bagside bliver fuldstændig negligeret og ignoreret.

Vi råber: Hurra, hurra, hurra – men jeg kan ikke undgå at tænke, at det klinger ekstremt hult. Hvordan kan de udråbe sådan en jubel midt i den rædsel af krig?

 

1848: Eufori

Johannes Helms, der var en af soldaterne i kampene ved Fredericia i 1849, beskriver begyndelsen af 3-årskrigen med den samme eufori. I sin beretning skriver han blandt andet:

Begejstringen i Hovedstaden var overvældende. Alt var paa Benene. Meget regelmæssigt og dagligdags Arbejde blev der ikke udført i de Dage. Alle Samfundsklasser vare blandede sammen paa en Maade, der aldrig er set før eller senere. Den fuldstændigste Frihed og Lighed og Broderlighed var for et Øjeblik gjennemført.

Det er tankevækkende. Skildringen af Johannes Helms giver samtidig et godt perspektiv til de strømninger om frihed, lighed og broderskab, der spredte sig i hele Europa i disse år. Strømninger, der fik folket til at stå sammen på tværs af samfundslag og typiske skel. Og udbruddet af 3-årskrigen i 1849 fik disse strømninger til at ryste endnu mere ved de rigide og faste samfundsmønstre.

Ja, frihedens sødme var til at føle og bevidne for mange, allerede før krigen nærmest var gået i gang. 

Derfor er der så meget på spil. Det var ikke blot en krig om en grænse. Det var også en krig for at udbrede de nationalromantiske følelser og strømninger, der prægede samtiden.

Og det var ikke kun de professionelle veluddannede soldater, der kæmpede i lande langt borte. Nej, det var studerende og voksne i alle aldre, der samledes på tværs af alle normale samfundsskel, til forsvar af deres stolte fædreland.

- Det var mere end blot en krig om en grænse. Det var hele folkets kamp.

- Derfor var stemningen euforisk. Den var jublende og den var præget af en ukuelig optimisme om, at alt kunne lade sig gøre.

 

De første tab

I efteråret 1848 havde 3-årskrigen gjort sine første brutale indhug og smertelige ofre i det danske samfund. Den ene familie efter den anden blev ramt af krigens rædsel. Det føder uundgåelig skræk og frygt.

I den anledning lavede digteren Adolph Von Der Recke og komponist Emil Horneman sangen ”Kongernes Konge”, som vi skal synge efter min prædiken. Sangen udtrykker et håb om Guds hjælp i de svære tider.

Danmark vandt 3-årskrigen og vi vandt i Fredericia 6. juli 1849.

Men senere i 1864 blev tabene og det samlede nederlag endegyldigt og brutalt. Euforien forstummede og den ukuelige optimisme for vores nation og vort folk led alvorlige knæk.

Dengang jeg drog af sted, sang demen til sidst måtte de sande, at
- Dengang de drog af sted… så var der alt for mange, der ikke kom hjem igen!

Og det medførte fatale konsekvenser for alle de familie, der var dybt afhængige af, at manden skulle klare høsten, for at der var føde til det kommende år.

 

På trods af sejren i 3-årskrigen var det altså også blodigt alvor.
- Særligt for de mange familier, der måtte klarer sig uden deres store søn, deres mand eller far.
- I selve slaget ved volden rundt om Fredericia d. 5-6. juli var der omkring 1850 danske soldater, der døde eller blevet såret i kampene mod de slesvig-holstenske styrker. Dertil kommer de godt 1300 slesvig-holstenere, der også faldt eller blev hårdt såret under udfaldet.

Det er bemærkelsesværdigt, at Danmark vandt slaget, men det var faktisk også Danmark, der havde flest faldne og sårede soldater. Det vidner tungt om sejrens pris.   


Alting har en tid

Fra alteret læste jeg de berømte ord fra Prædikerens Bog i GT om menneskets forskellige tider. Der er…
- En tid til at fødes, en tid til at dø.
- En tid til at plante, en tid til at rydde.
- En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
- En tid til at græde, en tid til at le.
- En tid til at holde klage, en tid til at danse.

Jeg har altid godt kunne lide disse bibelvers på grund af deres poetiske skønhed. De rør instinktivt ved nogle af de mest følsomme strenge i mit sind, og de har vist mig, at Bibelens univers har et kendskab til livets vemod og tristhed.

Men jo mere, jeg møder og mærker livets barske side på egen krop og i samtaler med pårørende, så åbner Prædikerens ord sig på en anden måde. For sandheden er også, at når man roder rundt i sorgens landskab bliver alle følelser intensiveret og ekstremt kaotiske.

Prædikeren beskriver livet næsten som en slags forsonet balance

  • Mellem godt og ondt,
  • Mellem glæde og fortvivlelse
  • Mellem det at modtage noget af livet og det at blive frarøvet noget af det samme liv.

Men vandringen i sorgens landskab eller i efterveerne fra krig opleves sjældent som nogen rolig balance mellem godt og ondt.

Tværtimod: Det er vildt. Til tider kan det måske føles som utæmmet vildskab, der kaster os ud i stærke vinde. Af ensomhed, bitter længsel, savn, forløsning.

Ja, vi vandt frihed – men hvilken frihed, kunne man spørge! Når dem, jeg skulle dele den med ikke længere er her?

Det kan godt være, at der både er en tid til at rive ned og en tid til at bygge op, men i poesien glemte de at nævne, at man ikke bare kan bygge alting op igen. Eller at det altid er markant sværere og langsommere at bygge op, end det er at ødelægge og rive ned.

Allerede min søn på 1 år har jo lært at rive ned, men det er en livslang læring at bygge op.


Krig, død, sygdom eller smerte kommer næsten altid ubelejligt. Det kommer måske endda som et chok, og forandrer på et øjeblik vores prioriteringer – og afslører på den måde også vores dybeste livsværdier.

Vi vælger sjældent tiden selv, når sorgen rammer os. Og bliver vi pænt spurgt, om vi vil gå ind i en sådan tid, ville vi nok svare nej.
- Vi ville have sagt, at vi ikke magtede det og ikke ønskede det.
- Ja, nogle af os ville nok også have sagt, at vi simpelthen ikke havde tilstrækkelige tid, timer og minutter til at tage imod sådan en udfordring.
... Men sygdom stiller ikke sådanne spørgsmål. Det gør døden heller ikke. De repræsenterer kræfter, som viser sig stærkere end mennesker.

Det er sandt, at alting har en tid. At der kan være:
- En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
- En tid til at græde, en tid til at le.
… Men det betyder ikke, at fordelingen er fifty-fifty eller at de falder harmonisk efter hinanden. Ofte er det hele hulter-til-bulter og vild kaos.

 

Eufori og forventning blandet med frygt og rædsel, ligesom begyndelsen af slaget ved Fredericia 5. juli 1849.
Folket og soldaterne i 3-årskrigen skal have ros for, at de greb tiden til at stå sammen og kæmpe. De så, at tiden var moden til at stå sammen som folk for frihed, lighed og broderskab.
Men selv om Danmark kom sejrrigt ud af det slag, var alle de døde soldater et nederlag. Hver eneste af dem på begge sider.

Uanset hvad tiden er fyldt af eller præget af, så er det et afgørende ankerpunkt for mig, at jeg kan finde hvile i Guds hånd. At jeg kan være hos ham, der er fra evighed til evighed – i alle tider.

For da tidens fylde kom blev han selv et menneske, for at gennemleve det hele med os, som en af os. Og som en ægte soldat gik han i døden i kamp for vores frihed. Det kostede ham livet, og den pris var smertefuld. Men sorgen blev vendt til jubel. Der blev atter en tid til at samles i håb og i forventning.

Måske kommer også der atter vil komme en tid i dit liv, hvor du kan være med til at danse og le. Det betyder ikke, at sorgen eller krigen er glemt. For den vandring i sorgens landskab vil vi bære med os som en dyrebar erindring, der har været med til at forme vores identitet, historie og karakter. Derfor er mindet om slaget ved Fredericia i 1849 så vigtigt. Både med sin jublende optimisme, sin blødende smerte og sit sejrrige udfald.

Kategorier Præster