Udgivet ons d. 5. sep 2018, kl. 22:52

Andagt af Kristoffer Simonsen i anledningen af flagdagen d. 5. september 2018.

Siden 1948 har ca. 60.000 danske soldater været udsendt til internationale konfliktområder. Heraf langt de fleste inden for de seneste 20 år.

Det betyder, at rigtig mange danskere kender en veteran, og mange familier har eller har haft krig tæt inde på livet.

At drage i krig kan have store personlige konsekvenser for veteranen og dermed også fatale følger for familien omkring. I det lys er det ofte blevet fremført, at det ikke er kun soldaten, der drager i krig. Det er hele familien.

Derfor må vi konstant have fokus på at lytte til, støtte og hylde de mange veteraner og pårørende, som er blevet ramt af krigens smertefulde skæbner. Det er uhyre vigtigt og værdifuldt.

Heldigvis er det langt fra alle veteraner, der har oplevet svære personlige konsekvenser af at være udsendt.

Men fælles for alle veteraner er, at man bliver mærket for livet af sine udsendelser. For det sætter aftryk og det gør indtryk. På både godt og ondt.

  • Nogle gange bliver det en kilde til styrke, integritet og læring.
  • Andre gange bliver hele billedet præget af, at relationerne til de pårørende i baglandet har lidt fatale skader.

·         Andre gange giver det lyde og billeder på nethinden, som tvinger kroppen i konstant alarmberedskab.

·         Nogle gange giver det stolthed og taknemmelighed over at have været et sted, hvor man virkelig oplevede at gøre en forskel.

Men fælles for alle veteraner er, at de har en erfaring med i bagagen, som de bærer med sig resten af livet og aldrig vil glemme.

 

Jeg læste for nyligt om en ægtefælde til en veteran, der blev hårdt ramt af PTSD efter sine udsendelser. Hun fortæller blandt andet om sin mand:

Det, han begræder, er jo, at han har mistet den, han var. Han er ikke længere den person, han lovede mig at være, og han er slet ikke den person, han gerne selv vil være”. (s56 fra ”de voksne i baglandet til soldater, der fik set for meget”)

Det siger noget om, hvilket spændingsfelt veteraner kan blive indfanget af.

Og det fortæller noget om, hvordan udsendelser har konsekvenser for både veteraner og pårørende.

 

At være veteran og være pårørende til veteraner er en bagage, vi bærer med os resten af livet. Nogle gange synligt, andre gange usynligt. Men vi bærer den altid med os.

 

Påklædning

I dag står jeg her iført min kendte og klassiske sorte præstekjole. Det er min embedsdragt, som jeg efter bestemmelserne skal have på ved alle gudstjenester i kirken under ordnede forhold.

Men frem til i dag har jeg haft mange spekulationer over at bære min præstekjole, selv om jeg sætter utrolig stor pris på den. Spekulationerne har gået på, at jeg jo ikke blot står her som sognepræst. Jeg står her først og fremmest som garnisonspræst. Og som feltpræst.

 

På den baggrund vil indvie jer i en offentlig hemmelighed, som kun de færreste får mulighed for at se:

  • For hvad bærer præster egentlig under deres kjoler?
  • I dag vil jeg vise jer et lille glimt ved at løfte op i kjolen – for under kjolen bærer jeg min soldater-bukser: Hvad gemmer vi inde bagved?

Huh… Det krævede overvindelse at gøre foran jer alle sammen.

Og for at kaste mere salt i såret, så kikser jeg fuldstændig i forhold til de militære uniforms-bestemmelser ved at bære bukserne på denne måde.

  • Men her i kirken tror vi på tilgivelse. Det hænger det smukke alterbillede og minder os om.
  • Samtidig er der en pointe, som forhåbentlig kan forklare mit lille letsindige stunt.

 

Illustration

Jeg tror nemlig, det kan være med til at illustrere den bagage, som enhver veteran og pårørende bærer med sig fra udsendelse:

·         Det er ikke altid man kan se det tydeligt. Ligesom man skal være meget opmærksom for at spotte mine militære bukser, når jeg står almindeligt iført præstekjolen.

·         For nogle vil det være komplet usynligt. Og de har ingen forudsætninger for at vide, hvad vi bærer på under facaden.

·         Så er der nogle, der slet ikke kan tænke på andet: Selv om I reelt kun kan se min præstekjole, kredser tankerne kun på det, som jeg har indenunder… Men nu må jeg hellere være forsigtig, inden det her stikker helt af J

 

Pointen er, at vi bærer udsendelsen med os, uanset om andre kan se det eller ej.

Pointen er, at vi bærer bagagen tæt inde på livet. Nogle gange fordi det gør for ondt at vise frem. Andre gange fordi vi slet ikke tænker over det mere – det er bare blevet ”en del af os”.

Som veteran kan man måske godt have aflagt sin uniform, men man vil altid være veteran og bærer det med sig alligevel.

For en udsendelse sætter så dybe aftryk, at den præger stort set alle aspekter af ens liv.

 

Gud er en veteran og en pårørende

I en af de største hymner og salmehittere fra de første århundreder, skriver Paulus:

Han, som havde Guds skikkelse, gav afkald på sin guddomsmagt, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.

Som menneske ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, den værste død af alle, døden på et kors (Fil 2,6-8 i sammenskriv af hverdagsdansk og DO92).

 

Ligesom soldater bliver iklædt uniform for at blive udsendt, blev Kristus iklædt og sendt til verden:

·         Han blev menneske.

·         Han blev udsendt, for at leve som udsendt og være lydig mod sin opgave. En lydighed, som han endte med at betale den dyrebareste pris for, ligesom det er sket med nogle af vore udsendte soldater.

 

Derfor kan man med god grund hævde, at:

- Den kristne Gud er som en veteran, fordi han selv lod sig udsende.

- Og den kristne Gud er som en pårørende til en veteran, fordi han selv gennemlevede den smerte at miste sin egen søn under udsendelse.

 

Mange folk rundt i verden ser det slet ikke. For dem er det ligegyldigt eller usynligt, ligesom bukserne under min præstekjole. Og det er helt OK. Det skal der altid være plads til.

 

For andre præger det hele billedet, så de ikke kan se et andet menneske, uden også at se den kærlighed, som Gud elsker os med.

 

Derfor er Kristus mit håb og mit holdepunkt i livet:

- Fordi han ved, hvordan det er at være mig, uanset hvilken iklædning og bagage, jeg bærer på.

- Fordi hans kærlighed sætter så dybe aftryk, at den præger alt i mit liv. Jeg vil altid være en af de pårørende til en udsendt, som døde i mit sted, alene fordi han elskede mig.

 

Året rundt

Jeg tror på, at vi hver dag må arbejde på at hylde og støtte de mange veteraner og deres pårørende i vores kongerige.

Den 5. september er en fremragende anledning til dette. Her må vi hæve fanerne i hyldest og taknemmelighed.

 

Men samtidig må vi vide, at bagagen ikke kun tynger denne ene dag om året. Bagagen er der hele tiden. Både når vi taler om det, og når alle ser ud til at have glemt det. For det sætter så dybe aftryk, at den kan præge alt i vores liv.

 

Ære være alle vore udsendte, vore veteraner og deres mange pårørende. Amen.

Kategorier Præster