Udgivet af Kristoffer Simonsen, tor d. 26. apr 2018, kl. 20:10

Prædiken af sognepræst Kristoffer Simonsen i anledningen af åbningen af Sct. Michaelis Kirke, 27. april 2018.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.
For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.
Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk?
Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.
Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den.
Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Matt 7,7-14


Så er vi her igen. I Sct. Michaelis Kirke.
Det er kulminationen på mange års intensivt arbejde. I begyndelsen med at tegne de store linjer og formulere visionen for det nye kirkerum. Visionen har været at skabe de bedst mulige rammer i et moderne kirkerum, som understøtter menighedens fællesskab og forskellige gudstjenesteformer for børn, unge og ældre. Både som garnisonskirke og som sognekirke.

På den baggrund gik menighedsråd og arkitekter i gang med det store planlægningsarbejde, der efter et par år nåede en særlig milepæl, da kirken blev lukket i august 2017.

Ved den anledning skrev jeg et hyrdebrev til jer – til hele menigheden – hvor jeg blandt andet gav udtryk for, at en kirkerenovering af denne størrelse helt naturligt fremkalder mange følelser.

· For nogle var afskeden med det gamle kirkerum forbundet med usikkerhed og frygt for, hvad der venter forude? Man ved jo som bekendt, hvad man har, mens det er så svært at forestille sig alt det nye!

· Andre kunne næsten ikke vente med at skyde renoveringen i gang i forventning om de spændende muligheder det nye kirkerum giver.

· Og atter for andre var afskeden med kirkerummet først og fremmest en anledning til taknemmelighed over alt det, der har været og det, vi har oplevet sammen her gennem adskillige år.


Nu står vi her så igen. I det nye kirkerum. 9 måneders intensivt arbejde senere. Der er blevet gået til stålet. Både håndværkere, arkitekter, frivillige og medarbejdere i kirken har knoklet ud over det sædvanlige, tør jeg godt sige. Når hele den renovering, som kirken har været igennem, er gennemført på denne korte tid og med det begrænsede budget, har det kun ladet sig gøre, fordi de mange involverede har ydet en helt ekstraordinær indsats. Det skal der også her fra min side lyde en uforbeholden tak for.

Måske den ekstraordinære indsats skyldes, at et kirkerum også er et hjerterum. Et rum, hvor liv udfolder sig. Hvor kulturen lever, hvor fællesskabet lever, og ikke mindst: hvor bekendelsen og forkyndelsen af den levende og opstandne Kristus lyder for fuld udblæsning.

Og nu er kirkerummet – dette hjerterum – atter blevet fyldt med et stort og levende menighedsfællesskab. Selv om jeg er meget begejstret over synet af dette nye kirkerum, vil jeg til enhver tid fastholde, at det er synet og samværet med dette levende menighedsfællesskab, der gør den afgørende forskel.

- Uden jer vil kirkerummet jo slet ikke blive hjerterum.

- Uden jer vil kirkerummet slet ikke komme til sin ret og sin brug.

For kirkerummet er til jer. Det er til os alle sammen, for at blive brugt og blive slidt.

Som vores gode kirketjener, Julius, sagde til mig forleden, da jeg igen havde givet ham et stort arbejde med at rengøre og rydde op efter en af vore mange ugentlige aktiviteter: Kristoffer, sagde han, – selv om det kan være surt arbejde at gøre rent, så elsker jeg også det her, fordi det vidner om, at der er liv og at der virkelig sker noget.

Sådan tænkte jeg bare. 1 – 0 til kirketjeneren for en fabelagtig mini-prædiken.

Se rundt på hinanden: Det er jer, der gør, at det har været værdifuldt og meningsfuldt at knokle med dette kirkerum. Det er for at give de bedste mulige rammer for menighedens fællesskab, ligesom det lød i visionen.

 

Og når vi nu atter er samlet og for første gang kan betragte det store og flotte håndværk, så er der to særlige betragtninger, jeg har lyst til at dele her fra prædikestolen.

 

1. Det første er den åbenhed, som præger det nye kirkerum på en meget konstruktiv måde.

  • Alterbordet er blevet åbnet som et bord, i stedet for en kasse. Det er sket for at fremme værdien af nadverfællesskab omkring alterbordet.
  • Knæfaldet er blevet hævet og har fået lette elegante linjer.
  • Vinduerne ved siden af alterbilledet er blevet gennemsigtige og lyse.
  • Rækværket ved trappen er blevet fjernet.
  • Bænkene er luftige, enkle og stilrene.

Alt sammen er det med til at give åbenhed. Åbenhed og gennemsigtighed. For mig står det som et værdisæt, der er meget vigtigt i den kristne tro:

- Åbenhed må præge vores fællesskaber i en sådan grad, at vi altid er åbne over for andre og over for nye. Nye er velkommen i dag og alle dage – og når nye kommer, må vi tage imod dem med åbne arme, med interesse og med hjertevarme. Den åbenhed er kirkerummet med til at invitere til.

- Dernæst må åbenhed og gennemsigtighed altid præge vores trosfællesskab i en sådan grad, at der altid skal være plads til at kunne stille spørgsmål. Ingen spørgsmål er forbudte, og vi må værne om, at møde folk med ærlighed og respekt, sådan at enhver kan have frimodighed til at stille de spørgsmål, som trænger sig på både til Bibelen, til vor Herre og til hinanden.

- Og ikke mindst vidner kirkerummets åbenhed om den åbenhed og tillid, som vores Far i Himlen altid møder os med. Det er store bededag i dag – og bøn er netop det sted, hvor total åbenhed og ærlighed kan leve og råde. For ligesom en lille baby ikke lægger bånd på sine følelser, sådan kan vi også altid snakke med vores Far i Himlen uden frygt for at blotte os eller blive gjort til skamme. ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer”, lød det i prædiketeksten til i dag.

For vores Far i Himlen kender os helt igennem, og der findes ikke noget han hellere vil, end at tilbringe tid sammen med os. Han ofrede sin egen søn for at gøre det muligt. Fordi han elsker dig. Fordi du er umistelig. Fordi han ønsker at leve med dig i alt, hvad der sker.

Derfor er jeg så glad for åbenheden og gennemsigtigheden, som præger dette nye kirkerum. Jeg håber, at åbenheden ikke blot bliver symbolsk, men at den får livtag i os og bliver en del af vort fællesskab og den enkeltes trosliv.

 

2. Den anden betragtning, som jeg vil standse ved i dag er det faktum, at kirken ikke er fuldstændig færdig. Det skyldes først og fremmest den pressede økonomi for projektet, som er blevet endevendt til sidste øre. Der er gode planer for de sidste dele – særligt med faciliteterne ved indgangen til toilet, grovkøkken, våbenhus og depotrum. Planerne er gode og på et tidspunkt bliver også de drømme indfriet.

Men indtil da kan vi glæde os over det nuværende – og samtidig glæde os over, at der er en særlig værdi ved, at man netop ikke er helt færdig. Så længe man ikke er færdig, er man nemlig stadig på vej. Og det er værdifuldt i sig selv.

Det kan sammenlignes med et venskab eller et ægteskab. I mit ægteskab med Mette er vi på vej sammen. Ingen af os er fejlfrie – det gælder i hvert fald særligt mig, hvor der konstant er noget, som kunne bruge en grundig renoveringsplan. Men på trods af det – eller måske på grund af det – er Mette og jeg på vej sammen i ægteskabet. Vi er ikke færdige og vi er ikke fejlfrie, men det behøver vi heller ikke at være. For ægteskabet handler netop om at være på vej sammen.

Det samme gælder i vort kristne fællesskab: Der kan altid findes noget, som ikke fungerer perfekt. Der vil altid kunne opstå sammenstød eller misforståelser. Men det er en del af pakken – en del af det at være samlet som kirkefællesskab: At vi er på vej sammen.

- Målet med kirke er nemlig ikke at være perfekt. Faktisk er det total modsat:

- Målet med kirke er at vidne om Jesu kærlighed og tilgivelse til ethvert menneske. Til ethvert menneske, som netop ikke kan klare alting perfekt.

For det er den Gud, vi samles om: Den Gud, som altid ønsker at være på vej sammen med os.

Der er noget i dette perspektiv, som jeg tror er særligt vigtigt at fange netop i vores tid. Som Michael Mørch, der er en del af menigheden, skrev for nyligt, så higer ethvert menneske grundlæggende efter anerkendelse – og de moderne sociale medier har trykket den pedal helt i bund. Vi udsætter nu hinanden for et anerkendelsesbegær, som konstant skal fodres. Fx er Facebook designet til at kortlægge vores mønstre, så vi kan udsættes for mere detailstyrede påvirkninger og reklamer. – Mon ikke de fleste har oplevet at søge efter noget, fx en rejse på Internettet, hvorefter samtlige reklamer, vi møder, handler om rejser.

Det er i høj grad blevet nye levevilkår for os alle: Ethvert menneske higer grundlæggende efter anerkendelse, og de moderne informationsteknologier gør det muligt at pirre dette anerkendelsesbegær konstant.

I dette nye livsvilkår gælder kirkens rum som en vigtig modpol.

- I kirkens rum kan mange finde en stilhed fra al den støj, som er omkring os.

- I kirkens rum kan vi mødes af en forkyndelse, der bygger på Jesu totale kærlighed og tilgivelse, total uafhængigt af vores meritter og præstationer. Her belønnes vi ikke for at opnå store mål og anerkendelse – her belønnes vi for blot at være dem vi er: Dem, der altid er på vej. Og dem, der ikke er fejlfrie.

Derfor er der noget befriende og opløftende over, at kirkerenoveringen faktisk ikke er helt færdig endnu. Jeg håber, at de planlagte renoveringsplaner kan blive gennemført inden længe – men også derefter må vi holde fast i, at vi stadig er på vej. Vi er stadig et fællesskab af uperfekte mennesker, der samles i bekendelsen af den perfekte frelser.

Den frelser, som har gjort alt dette muligt og som lever fra evighed til evighed – uafhængigt af hvor meget anerkendelse vi giver ham for det.

Men også på denne dag, er det fantastisk at kunne samles for at fejre, at han er en Almægtig Gud og Skaber, der har forløst os og tilgivet os fra al synd og skam, og nu har taget bolig i os, sådan at vi aldrig er alene.


Derfor vil vi være stille og bede.

Vi ber - led os, Frelser, ved din nåde, også når vi selv vil råde og vil gå vor egen vej; Sæt os, hvor vi bedst kan gavne, men lad os aldrig savne vished, at vi tjener dig!

Lovprisning: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og HÅ, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Kategorier Kirken