Udgivet tor d. 22. feb 2018, kl. 12:31

Blog af sognepræst Bjarne Hvid.

Når Jesus bliver konkret

Nadveren er et højdepunkt i enhver højmesse. Her bliver Jesu nærvær konkret på en helt særlig og personlig måde, når hver enkelt modtager Jesu legeme og blod i skikkelse af brød og vin. Han giver sig selv til os, og ved at spise og drikke brødet og vinen får vi helt konkret del i det offer, som han gav, da han døde på korset for vores synd.

Jesus indstiftede selv nadveren for sine disciple aftenen før korsfæstelsen og befalede, at sådan skulle de også gøre. Derfor er skærtorsdag – lige før langfredag - også dagen, hvor denne indstiftelse af nadveren bliver fejret.

Det var ikke tilfældigt

Jesus indstiftede nadveren under hans og disciplenes fejring af det jødiske påskemåltid, og det var ikke tilfældigt. Påsken mindede jøderne om, at Gud havde udfriet dem fra slaveriet under Farao i Ægypten, og det jødiske påskemåltid var en stor og righoldig liturgi, hvor hvert enkelt element var med til at uddybe og forklare betydningen af det, som Gud havde gjort. Når nadveren blev indstiftet i denne ramme, er det en liturgisk forkyndelse af, at nu befrier Gud sit folk gennem det offer, som Jesus er for os.

Derfor er det blevet en tradition i Sct. Michaelis Kirke, at vi mødes til et kristent påskemåltid skærtorsdag aften, ligesom Jesus og disciplene gjorde det. 

  • Vi nyder de forskellige ingredienser fra det jødiske påskemåltid, hører beretningerne og synger med på salmerne. 
  • Vi spiser påskelam og afslutter med nadverfejring omkring bordet.

På den måde kommer elementerne fra det jødiske påskemåltid og den kristne nadverfejring til at forklare hinanden, og vi oplever mere af nadverens storhed og dybde, fællesskab og fest, tilgivelse og håb!

Tilmelding

I år finder påskemåltidet sted skærtorsdag d. 29. marts kl. 17.30 i Michaelisgaarden, Vendersgade 30 B.

Pris: 80 kr. for voksne, 50 kr. for børn, max 250 pr familie.

Tilmelding er nødvendig DU KAN tilmelde dig Her senest tirsdag d. 20 marts.

Kategorier Præster