Udgivet af Oline Kobbersmed, ons d. 21. feb 2018, kl. 11:25

Blog af Oline Kobbersmed, kirke- og diakonimedarbejder i Sct. Michaelis Kirke.

For nylig mødte jeg en gammel ven til en fest. Han fortalte om, hvordan pludselig død og alvorlig sygdom havde sat sit præg på livet i børnefamilien. Det var blevet nødvendigt at tage stilling til ting, som man ellers først havde set for sig langt ude i fremtiden. Det var barsk at høre om, men samtidig slog det mig: hvor er det dog rigtigt, når mennesker formår at tale om det, der fylder. Sorgen, døden, håbet.

Andre gange har jeg hørt folk fortælle om, hvordan de pludselig føler sig undgået, fordi de bar på en stor sorg. Af misforstået hensyntagen lader man den sørgende i fred. Eller man ved ikke, hvad man skal sige – og så er det nok bedst at lade være.

På den måde bliver den efterladte ikke kun tilbage efter den døde men også isoleret blandt de levende. Og sorgen kan blive dobbelt så tung.

Men som mennesker har vi brug for at sørge og vide, at vi er set i sorgen.

Har døden taget noget fra dig…

Ind imellem tør vi godt tale om døden. Som al den opmærksomhed, der har været omkring Prins Henriks død og bisættelse.

Eller som når Naja Marie Aidt modtager flere priser for sin bog ”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” om sin 25-årige søn Carls pludselige død og den efterfølgende sorg. En rejse i tid og erindring, hvor det at skrive bliver en tung præstation: ”Det kræver så meget kraft. Så meget nærvær, koncentration og energi. Skønheden har forladt mit sprog. Mit sprog går i sørgedragt”.

Sorgen er ikke kun for forfatteren. Hun deler den og giver dermed andre mulighed for at være til stede – med eller uden egen sorg at bære på. På den måde bliver den smertefulde skriveproces en form for lindring.

Dødens garn

Døden er der. Den findes, og vi ved ikke hvornår. Og sorgen og savnet findes som mørke skygger, der kan farve vores liv. Men i kirken ved vi også noget andet: at døden ikke får det sidste ord, når vores egne ord er brugt op. I denne fastetid, hvor vi i kirken kan følge Jesus på vejen mod Jerusalem og den visse død, så vandrer vi ikke i håbløshed.

I den kristne tro er døden en besejret fjende, selvom vi erfarer den. Det ender ikke ved graven, om end turen til kirkegården kan være nok så tung. Jesus Kristus er gået forud. Ved sin opstandelse giver han os et håb, der både er til at leve og dø på.

Salmedigteren Jakob Knudsen skriver det klart og stærkt i ”Se, nu stiger solen”:

Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly…

Kategorier Ukategoriseret