Udgivet fre d. 26. jan 2018, kl. 10:10

Af sognepræst Bjarne Hvid

@@@ @@@ @@@

Før hver gudstjeneste ringer kirkeklokkerne. Det er kirkens indbydelse til at komme og være med! Der bliver ringet i god tid og nogle gange, så man lige kan få afsluttet morgenkaffen og komme afsted.

Den sidste ringning før gudstjenesten afsluttes med tre gange tre slag på klokken. Det er bedeslagene: tre slag for Faderen, tre for Sønnen og ter for Helligånden. Bedeslagene minder os om, at det hverken er præsten eller menighedsrådet, der indbyder til gudstjeneste. Det er den treenige Gud selv! Det er Gud, der vil os noget! Det er derfor, der er en kirke – det er derfor klokkerne bimler og bamler, og der er derfor der holdes gudstjeneste. Gud kalder på dig!

Inde i kirken er menigheden (eller i hvert fald de fleste) samlet, når bedeslagene lyder. Her er bedeslagene anledning til at stilheden sænker sig i rummet, og hver enkelt kan forberede sig på mødet med Gud. Man beder! Nu skal der ske noget stort, og så skal jeg være klar.

Stille og roligt slår bedeslagene gudstjenesten an:

@@@ Ære være Gud Fader, som har skabt mig! Det er skaberen selv, som jeg skal møde med det liv, som nu engang er mit. Jeg takker for livet, men jeg bøjer også hovedet, fordi jeg ikke har forvaltet det ret.

@@@ Ære være Gud Søn, som har forløst mig! Gennem gudstjenesten konfronteres jeg med Guds kærlighed: At han blev menneske i Jesus Kristus og gav sit liv på korset for at frelse os syndere og møde os med syndernes forladelse og det evige liv.

@@@ Ære være Gud Helligånd, som leder mig til salighed! Hvis mødet med Gud gennem gudstjenestens tekster, bøn, lovsang, prædiken, dåb og nadver på nogen måde skal give mening og blive en afgørende faktor i livet, må Gud selv gøre det. Han må selv trænge igennem til mig og skabe tro, tillid og kærlighed. Derfor er gudstjenesten også Gud i aktion ved sin hellige Ånd.

Sådan er bedeslagene med til at sætte gudstjenestens fokus: Det er Gud, det handler om, og det er Gud, der vil os noget!

Ved begravelse

Og når vi så mødes til begravelse og møder bedeslagene for sidste gang – lige efter jordpåkastelsen – er det gudstjenestens stilhed og virkelighed, der står tilbage. Også over for døden har Gud det sidste ord: Der ringes ind til den himmelske gudstjeneste - opstandelsen!

Læs mere: Højmessen under lup

Denne blog er en del af en tema-række om, hvad der sker i højmessen og hvad de enkelte led betyder. Vi håber, at tema-rækken kan inspirere og vejlede til fornyet glæde over hver søndag at fejre højmesse.

Læs flere artikler i tema-rækken "Højmessen under lup"

- Klokkeringning

- Hilsen: "Herren være med jer" - "Og med din ånd"

- Trosbekendelsen

- Prædikenen

- Nadveren

- Velsignelsen

Kategorier Præster