Udgivet af Kristoffer Simonsen, søn d. 14. jan 2018, kl. 16:10

Prædiken fra 2. søndag efter Hellig 3 Konger 2018 af Kristoffer Simonsen

Min kære hustru er gravid – det kan efterhånden ikke skjulesJ Vi glæder os utrolig meget til at møde det lille barn og til at lære ham/hende bedre at kende. Der er så mange forventninger og sommerfugle i maven, som gør det svært at vente – og sommetider lidt uoverskueligt at tænke på, hvad det får af indvirkning på vores dagligdag og ikke mindst nattesøvn.

Men vi tager gerne det hele med, for barnet er en kæmpe gave, som vi er meget taknemmelige for.

Her i kirken har vi også for nyligt fejret et lille barns fødsel. 

Det skete i julens store højtid. ”For et barn er født os, en søn er givet os”, som det hedder i profetien fra Esajas bog.

De fleste danskere kender til julens kristne budskab og jubelråb: Kristus er født iblandt os.

Men det er nok de færreste, der kender til ”Hellig 3 Konger”, som vi fejrer i denne periode af kirkeåret – og der findes meget få folkekære traditioner og landskendte salmer, der bare skal synges i denne periode. Så det er nok meget naturligt, at H3K er en lidt svær størrelse at forholde sig til.

Oftest ligger man kun mærke til, at julelysene og julehyggen forsvinder, men mørket og kulden er her stadigvæk. Derfor kan januar være en utrolig hård tid at komme igennem.

Men for mig er H3K lidt ligesom en barselsperiode efter fødslen.

- Det er nu, vi skal knytte tætte bånd og lære det lille barn i krybben bedre at kende.

- Hvad er han for et menneske?

- Hvorfor er han overhovedet kommet her til jorden?

- Hvad betyder det, når profetien fra Esajas om det lille barn fortsætter med de store ord om, at

”Herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste” (Es 9,6)

I den østlige ortodokse kirke er H3K-tiden en af de største højtider i kirkeåret, på lige fod med julen.

Ifølge deres liturgiske tradition begynder fejringen af H3K højtiden med, at de samles ved en kilde eller en sø.

  • Her sænker præsten et kors ned i det kolde vand, ligesom Jesus ved sin dåb blev sænket ned i Jordanflodens vand.
  • Derefter stænker præsten vandet på alle i menigheden, som et konkret tegn på, at Jesus blev født for os alle.
  • Samtidig læser man en række tekster fra Bibelen om vand.

Nøgleteksterne er fx fra:

- Skabelsesberetningen om, at ”Guds ånd, svævede over vandene” (1 Mos 1,2)
- Profeten Esajas’ ord om ”vand, er vælder frem fra ørkenen” (Es 35,6) og ”I skal øse vand med glæde af frelsens kilder” (Es 12,3)
- Og om profeten Elias, der renser vandet ved et mirakel i Jeriko (2 Kong 2,19-22).

Alle disse læsninger opfattes som forudsigelser af Jesu dåb og Jesu kendetegn som det ’levende vand’.

På samme måde gælder det faktisk for prædiketeksterne til H3K-tiden, som vi bruger i den vestlige kirketradition, at vand også et gennemgående element. Men det er nok de færreste, der kender denne sammenhæng eller baggrund.

Når Jesu fødsel og dåb kobles så tæt sammen i den ortodokse kirke, skyldes det, at Jesu dåb er første gang, at Jesu offentligt træder frem blandt mennesker som Guds salvede søn.

Da Jesus blev døbt af Johannes i Jordanfloden, trådte Ordet, som tog bolig i blandt os for at frelse hele verden, for første gang offentligt frem.

  • Ved fødslen blev Guds herlighed åbenbaret for nogle få udvalgte: Hyrderne på markerne og de vise mænd fik lov til at se barnet i krybben med vished om, at der mødte de også Gud selv. Og vi lytter med glæde til deres vidnesbyrd.
  • Men ved Jesu dåb bliver Jesu identitet og guddommelighed åbenbaret for hele verden.
    • For der blev han første gang offentligt genkendt som ”Guds lam, der bærer verdens synd” (Joh 1,29).
    • Og Johannes så Helligånden dale ned over ham som en due, mens Guds røst lød fra himlene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag” (Matt 3,17)

På den måde er H3K en kulmination af julens budskab:

- Nu træder Guds søn frem for verden, som den skal besejre alt ondskab og mørke.
- Nu kommer Guds søn, som den, der også ønsker at møde os i vores liv i dag.

Julens overvældende budskab er, at Gud er blevet menneske. Han blev født som et lille drengebarn. Og i H3K tiden forkyndes det lige så overvældende og utroligt, at barnet, som Maria fødte og lagde på sit bryst også er Gud.

  • Barnet er Guds enbårne elskede søn.
  • I ham er al Guds herlighed blevet til kød og blod.
  • Man kan næsten blændes af den guddommelige herlighed, der stråler imod os fra barnet i Betlehem. For H3K er en kulmination af julens glædesbudskab: Nu møder vi Jesus som både Gud og menneske. Som den, der også ønsker at møde os i vores liv

Derfor er H3K-tiden som en barselsperiode, hvor man skal bruge tid på at lande og finde sig selv efter julens mirakel; at Gud blev et menneske.

Men som enhver nybagt forældre har erfaret, kan man ikke sove roligt om natten lige med det samme – for her i H3K bliver det klart, at det lille Jesus barn rummer selveste Guds egen herlighed.

Jul og H3K går altså hånd i hånd som en stor samlet fejring, at det barn, som er blevet født

Når vi ser til barnet i krybben for at lære det bedre at kende, sker det med en vished om, at julens stjerne lyser, når vi ser, at det lille barn er så meget mere, nemlig Guds selv.

Nemlig den åbenbaring og vished, der forkyndes for os i H3K.

Når vi nu skal læse denne søndags evangelietekst kan det være brillerne, som vi tager på for at åbne teksten.

Teksten indeholder utrolig mange lag og pointer, men fokus i dag skal ses i lyset af den forkyndelse, der præger H3K-tiden:
- At det barn, som er født os, kommer til os som Herre og Frelser.
- Som den, der kan give os vand, der slukker tørsten til evigt liv.

(Læses af frivillig) - Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 
Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.

Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?«

Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«

Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!«

Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.«

Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.«

Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«

Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.«

Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.« Joh 4,5-26

 

Jesus er på vandring,

og hans menneskelighed viser sig hurtigt, for også han kan blive udmattet, og må sætte sig træt efter vandringen.

Og skriften fortæller, at ”det var ved den sjette time. Og en samaritansk kvinde kom for at hente vand”

Den 6. time betyder, at det er midt på dagen, dvs. kl. 12.00. Det er altså midt på det aller varmeste tidspunkt, hvor man normalt aldrig ville gå den lange tur ud til kilden for at hente vand.

- Det antyder, at kvinden, som henter vand, diskret forsøgte at komme derud og nok helst ikke ville ses. For som teksten senere afslører, skammer sig hun over noget i sit liv, og hun er nervøs for at nogle vil tale ondt til hende eller se ned på hende.

Jeg tror, at disse situationer opstår i ethvert fællesskab:
- Situationer, hvor man helst ikke vil ses, for ikke at blive konfronteret af fællesskabets blikke.
- Eller emner man helst ikke vil snakke om, for ikke at blive stillet i forlegenhed.

Jeg tror også, at mange af os kan have det ligesom kvinden, at der er noget i vores liv, som vi helst ikke ønsker at andre skal se, fordi vi frygter at blive set ned på. Og fordi vi skammer os.

Men Jesus ignorerer ikke kvinden. Tværtimod beder han om hendes hjælp.

- Den kvinde, som levede i synd, som skammede sig og frygtede at blive udstødt af fællesskabet.
- Den kvinde, som mest af alt havde lyst til at gemme sig væk.
- Jesus taler til hende og beder om hendes hjælp.
- For Jesus kom også for at møde hende, og for at møde alle os, der af og til skammer os eller ikke synes vi har noget særligt at bidrage med.

Kvinden undrer sig over, at Jesus overhovedet vil være sammen med hende. Og hun spørger ham direkte: Hvordan kan du bede mig om noget?
- Måske fordi hun er helt overrumplet.
- Måske for at sikre sig, at han ikke har onde intentioner.
For hun er bange. Bange - ligesom vi også kan være, hvis vi er bange for at blive udstillet eller afsløret i vores skam.

 

Men Jesus siger blidt til hende:

”Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der taler til dig … ville du bede til ham, og han ville give dig levende vand”
- For det barn, som er givet os. Den gave, som Gud rakte os i julen er den Almægtige Gud, der selv kommer for at møde os.
- Den gave er den Almægtige Gud, der tager del i livets vandring med os, for at kunne møde os – også på de tidspunkter, hvor vi skammer os eller har aller mest lyst til at gemme os. Og han er det levende vand, der aldrig hører op.

Samtalen mellem dem fortsætter, og kvinden kan næsten ikke begribe, at det virkelig er sandt – at det er den Almægtige selv, der har mødt hende. Derfor udbryder hun lettere opgivende: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.«

Men Jesus svarer ved at sige: ”Det er mig”.

Det er mig. Jeg er Kristus. Jeg er Guds lovede søn, der er kommet til verden for at knuse slangens og ondskabens hoved. Det er mig. Jeg er Kristus. Guds søn.

Det er et fantastisk klimaks, der samler budskabet i både julen og H3K-tiden.

Når Jesus bruger disse ord ”Det er mig”, på græsk ”Egå eimi” om sig selv, er der en sproglig direkte forbindelse til det navn, som kun gælder for Gud selv i GT, nemlig hvor Gud kalder sig: ”Jeg ER” (2 Mos 3,14).
- ”Jeg ER” er blevet født iblandt os.
- Og ikke nok med det: Han er født for din skyld, for også at række dig sin kilde med levende vand og sætte dig fri fra synd og skam.

For Kristus bliver født som den sande Jeg ER. Som Guds enbårne søn. I det navn kan vi finde nåde og kraft til at rejse sig for igen at se op og blive sat fri fra al vores skyld og skam.

Kategorier Præster