Udgivet af Oline Kobbersmed, tir d. 24. okt 2017, kl. 11:46

Det var aften og puttetid. Som vi plejer, skulle Theodor på 3½ år høre Bibelhistorie først. Men først var der noget, han måtte have afklaret. ”Mor, hvor stor er Gud? Er han så stor?”, spurgte han med hænderne så højt op, som en lille dreng nu kan nå. Jeg smilte af forundring. Tænk, at så lille en dreng kan stille så stort et spørgsmål. Og hvad svarer man?

”Gud er endnu større end dine arme kan nå op til.” Eller: ”Gud har selv været en baby i Marias mave.” Eller: ”Gud er så stor, at vi ikke kan forstå det. Men alligevel kan han være her hos os.”

Jeg husker ikke mit eget svar. Men jeg husker Theodors spørgsmål. Så fint, dybt og enkelt.

Glimt af en anden verden

”Barnets ret til religion” – hedder en bog skrevet af Friedrich Schweitzer, tysk professor i religionspædagogik. I bogen sammenligner han barnets situation med det at stå foran et stort vindue, hvor der er udsigt til en verden, som det gerne vil lære bedre at kende. En verden med en dybere forståelse af Gud, troen og livet. Barnet har et naturligt behov for at kende denne verden. Men mange steder i samfundet bliver det ikke taget alvorligt. Vi fokuserer på læreplaner, social trivsel, økonomisk råderum for børnefamilier og meget andet vigtigt. Men hvad med troen?

Som voksen kan man blive blufærdig og tænke: Uh, det kan jeg da ikke svare på! Og så gemmer man spørgsmålene væk. Eller svarer hurtigt – uden plads til sin egen forundring.

Velkommen som dig selv!

Børnene har lov at stille deres spørgsmål, og som kirke har vi en forpligtelse til at møde dem dér, hvor de er. Med de spørgsmål, de har. (Ligesom vi selvfølgelig også har en pligt til det samme overfor voksne!) Ikke mindst fordi vi er en kirke, hvor børn bliver døbt og på den måde en del af kirken og troens verden – allerede før de kan stille spørgsmål.

I Sct. Michaelis Kirke øver vi os konstant i at skabe dette rum for børnene.  Derfor holder vi hver søndag børnetræf, hvor børnene kan udfolde sig, spørge og lytte. Vi holder endda børnekirke, hvor det er børnene, der tager teten i gudstjenesten – fordi vi tror, det ikke bare er os voksne, der har patent på at fortælle om Gud.  Vi inviterer minikonfirmander, holder spaghettigudstjenester, familiegudstjenester og legestue.

Alt dette skal gerne være foraer, hvor der skal være plads til Theodor og andre børn, der stiller spørgsmål. Også selvom vi som voksne ikke altid kan svare perfekt. 

Kategorier Børn