Udgivet tor d. 21. sep 2017, kl. 10:32

Blog af Sognepræst Bjarne Hvid

Gud være lovet for sit glædelige budskab!

Højmessens faste vendinger og korsvar er med til at markere den dybde og sammenhæng, som er bærende for gudstjenestens enkelte led. Således også forud for prædikenen, som jo ellers er ganske frit formuleret.

Bibellæsningen fra prædikestolen indledes med ordene: ”Dette hellige evangelium skriver evangelisten …”. Prædiketeksten er nemlig altid hentet fra én af de fire evangelier, som hver især beretter om Jesu fødsel, liv, død og opstandelse. Teksten handler om Jesus – og derfor er det et helligt evangelium. Ordene og beretningerne er formidlet gennem de fire evangelister, men beretningerne er kun hellige, fordi de dybest set stammer fra ham, som de handler om: Gud, der blev menneske - Frelseren.

Gud være lovet...

Derfor henvender menighedens svar sig heller ikke til formidleren, men til Gud som den egentlige afsender. ”Gud være lovet for sit glædelige budskab!” Gennem budskabet om Jesus vil han os noget. Gud være lovet, for han vil tale til os! Gud være lovet, for han vil møde os med evangeliet om Jesus!

Gudstjenesten er et møde med Jesus, som har lovet at være usynligt til stede, og vi møder ham ved at lytte til beretningerne om ham, for her taler han til os, og vi er under hans tiltale. Sådan har allerede den gamle indgangsbøn forberedt prædikenens virkelighed: ”Herre, jeg er kommet ind i dit hus for at høre, hvad du vil tale til mig.”

I evangelisternes fodspor

Så er kursen også lagt for den prædiken, som skal holdes over dagens evangelietekst. Prædikenen skal følge i evangelisternes fodspor og pege på ham, som evangelierne handler om, og som er det glædelige budskab til enhver tid: Jesus. Her skal der hverken lægges til eller trækkes fra, for så er det ikke en prædiken! Prædikenen er ikke præstens mere eller mindre interessante meninger eller fantasifulde påfund. Faktisk er det slet ikke præsten, der har noget at sige på prædikestolen! Præsten skal kun være formidler, så menigheden hører netop det, som Gud vil tale.

Broen over 2000 år

Nogle har kaldt prædikenen for ”broen over 2000 år”. Det er ikke helt ved siden af, for evangeliet om det, som skete for 2000 år siden, skal prædikenen gøre nærværende her og nu – ikke af historisk interesse, men fordi han, som døde og opstod, gjorde det for os. Og fordi han selv er den samme i dag og er til stede med sit ord.

Talerør

Som Gud dengang brugte sine apostle og profeter til at tale sit ord ind i deres tid, sådan bruger han stadig almindelige mennesker som talerør, når han i dag rækker det samme ord til os. Det havde den første menighed i Berøa forstået. I ApG 17,11 står der, at de modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan. Hvilket forbillede for en menighed! 

Vi skal på én gang være den ydmygt lyttende menighed, der er under ordets tiltale, og den i troen myndige menighed, der kender Guds røst fra den Hellige Skrift. For menigheden er afhængig af Guds sande ord, ligesom præsten er afhængig af den tilsvarende forbøn fra menigheden: At ordene ikke må være præstens egne påfund, men Guds glædelige budskab.

Læs mere: Højmessen under lup

Denne blog er en del af en tema-række om, hvad der sker i højmessen og hvad de enkelte led betyder. Vi håber, at tema-rækken kan inspirere og vejlede til fornyet glæde over hver søndag at fejre højmesse.

Læs flere artikler i tema-rækken "Højmessen under lup".

Kategorier Præster