Udgivet af Kristoffer Simonsen, tor d. 6. jul 2017, kl. 19:38

Ærede gæster, General og Oberster, mine Damer og Herrer.

 

I dag fejrer vi historie. Det er stort, det er festligt, og det er vigtigt. For vores historie er vigtig – og den er vigtig at huske og ikke mindst lære af.

 

Historie i skolen
Lad mig blot indrømme med det samme, at jeg i løbet af min skolegang sjældent ligefrem jublede af spænding, når der stod ”historie” på skemaet.
Ja, det var nok ærligt talt en af den slags timer, jeg opfattede som en god anledning til at koble fra og få en tiltrængt lur.
Men det fortryder jeg den dag i dag. Og jo mere jeg tænker over det, er det måske den vigtigste læring, jeg har fået fra de gabende kedelige historie-timer i skolen:
- Jeg har lært, at det er ærgerligt ikke at kende sin historie og hvor man kommer fra.
- For historien er med til at forme vores identitet, vores kultur og vores handlinger.

 

I løbet af foråret viste DR serien ”Historien om Danmark”, der på meget kunstnerisk og dygtig vis har ført os gennem fortællingen om Danmark – gennem den fortid, der har gjort os til dem, vi er i dag!
Imens jeg så serien reflekterede jeg over, hvilken historie og fortælling, der er med til at forme vores by, Fredericia?
Det spørgsmål tror jeg, at vi alle skal være med til at svare på – for vi er alle med til at skrive Fredericias historie ved at være en del af byen og fællesskabet.

 

Når vi nu er samlet ved krigergraven i anledningen af 6. juli-fejringen for udfaldet af slaget ved Fredericia i 1849, er der nok ingen tvivl om, at den begivenhed i høj grad er med til at forme historien om Fredericia.

 

En af de soldater, der i 1849 var med til at forsvare vores by hedder Johannes Helms. Han har blandt andet skrevet:

  • Sangen ”Jeg elsker de grønne lunde”, som mange af jer nok kender.
  • Og bogen ”Soldaterliv i Krig og Fred” med erindringer fra forsvaret og kampen for Fredericia.

Det nogle både tankevækkende og til tider morsomme erindringer at læse.

 

Johannes Helms beskriver herligt letsindigt, hvordan de indrettede sig med hyggelige og magelige forhold på deres vagtposter, hvor han lå ved Prinsens Port. De gravede fx huler i volden og hentede sofaer og andre ejendele fra efterladte boliger i byen.

Samtidig beskriver han skræmmende konkret, hvordan de dag efter dag måtte kaste sig til jorden og flygte i sikkerhed fra kanonkugler, der fløj ind over byen.
Heldigvis var kuglernes flyvemønstre dengang forholdsvis nemme at gennemskue både nat og dag, men det krævede alligevel konstant overvågning – og som følge deraf en konstant truet sikkerhed.
Når jeg sidenhen har bevæget mig rundt på volden og særligt ved Prinsens Port, har jeg set for mig, hvordan de lå dér, kæmpede dér og dér forsvarede vores by med deres liv.
Nogle dage må jeg endda standse op for at kigge ud i horisonten og gennemleve, hvad soldaterne mon skuede derude i årene omkring 1849.

 

Om alle soldaterne, der faldt i krigen dengang opstod hurtigt udtrykket: ”Han er gået til Ryes Brigade”, fordi General Rye var en af frontfigurerne i det danske forsvar, som selv måtte ofre livet i kampen.

 

Og selv om det altid er forfærdelig trist og barsk, når folk dør, beskriver soldaten Johannes Helms afskeden med de faldne soldater som en noget nær vidunderlig oplevelse. Jeg citerer: ”Skjønnere Sejr var der aldrig vundet i Danmark, og skjønnere Død har ingen faaet end de, der hvile i Kæmpegraven i Fredericia” (s60).

De faldne soldaterkammerater skulle have et ordentligt og oprigtigt farvel – og det fik de! Men samtidig ville de overlevende ikke hænge med næbbet særligt længe – for sejren blev jo vundet.
”Fjenden fik prygl”, som han skriver.

Derfor gik vi sørgemarch fra Sct. Michaelis Kirke til krigergraven i dag. For først at lade langsomheden og stilheden få plads.
For selv om slaget om Fredericia endte med sejr til vore soldater, var det ikke uden nederlag. For de mange soldater og krigere, vi mistede dengang, var et nederlag. Hver eneste af dem.
Derfor er sørgemarchen en anledning til at mindes de soldater, der er faldet i forsvaret af Fredericia – og har været med til at give os den by, vi holder så meget af i dag.
Og det er samtidig en anledning til at mindes andre af vore kære, som vi har mistet i årenes løb.

  • For det er aldrig en skam at savne.
  • Og det vigtigt at lade savnet og dem, der er gået foran være en oprigtig del af vores historie. Af dem, vi er i dag.

 

Men om lidt skal vi fortsætte i glædesmarch hen mod landsoldaten. Tempoet bliver sat i vejret, alle soldaterne går i takt. Musikken spilles i glade dur-toner og mange vil nok erfare, at det opskruede tempo helt fysisk letter på humøret og smilet.

For det er en afgørende del af Fæstningsbyen Fredericias historie og selvforståelse:

  • Vi vandt!
  • Vi forsvarede vores værdier.
  • Vi forsvarede vores by, og vi forsvarede vores ret til at være her.
  • Vi vandt!

 

Hvis man ser endnu længere tilbage i historien, er der også andre eksempler på nogle, der først gik i sørgeoptog, hvorefter de ikke bare gik, men løb videre i jubel:
- Jeg tænker på kvinderne påskemorgen, der i sorg og afmagt gik ud til den grav, hvor den korsfæstede var blevet lagt.
De var grædefærdige og fuldstændig modløse.
- For den Konge, de havde sat deres lid til, havde vist sig at være historiens største fuser: Han kaldte sig selv for Guds søn, men endte med at dø på et kors.

 

Så kvinderne gik sørgemarch ud til graven for at vise Jesus den sidste ære ved at salve hans torturerede legeme.
Men så skete det mageløse: Graven var tom!
- Soldaterne og de politiske ledere anede ikke, hvad de skulle stille op – for de kunne ikke finde nogle alternative brugbare forklaringer.
- Kun ligklæderne lå tilbage som et synligt bevis på, at de var i den rigtige grav, hvor Jesus var blevet lagt den lange mørke fredag.
- Men hverken døden eller ligklæderne kunne holde Jesus tilbage.
- Derfor løb kvinderne derfra i glædesmarch – i jubel og henrykkelse: Han lever, Han lever. Vi har set ham! råbte de. Han vandt over døden. Han vandt!

 

Den begivenhed har sat sit præg ikke blot på Fredericias historie, men på hele verdenshistorien lige siden dengang. Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvordan vi forholder os til kristentroen – for sådan må det være. Men det er svært at benægte det historiske faktum og den betydning, det har spillet – og stadig spiller – for vores samfund og selvforståelse.

 

Uanset hvilken del af vores historie vi hæfter os ved, så er det med til at sige noget om, hvem vi er som mennesker. Fordi vores historie er vigtig.
Og fordi vores historie er med til at gøre os til dem, vi er.

 

Men historien er ikke blot kedelig fortid. Historien skrives hele tiden. Vi gør historie og lever historie hver dag.

Derfor vil jeg ønske:
Forsat god historieskrivning!
Og fortsat god fejring af 6. juli!

Ære være soldaternes minde.

Kategorier Præster