Udgivet af Kristoffer Simonsen, ons d. 21. jun 2017, kl. 16:00

Af Kristoffer Simonsen.

Mette og jeg plantede et æbletræ i haven sidste efterår. Et ”familie-æbletræ” endda, fordi den er podet med 4 forskellige sorter. Det var mit første helt eget æbletræ, så jeg er pavestolt af det. Når jeg går i haven, sker det ofte, at jeg lige må standse op for at betragte mit æbletræ. 

Der er desværre også kommet nogle små lus, der synes, mit æbletræ er dejligt. Så dem kæmper jeg lidt med for tiden.

Når der sker for meget

For nyligt så jeg nogle voldsomme tal fra DR 2 om stress-relaterede sygdomme i vores land. Det gør mig stille og eftertænksom. Og det gør mig om muligt endnu mere glad for vores æbletræ i haven, selv om der indtil videre kun er kommet 3 små sølle æbler til syne.

For æbletræet minder mig hver dag om, 
at det er okay bare at stå stille engang i mellem og lave ingenting.

Nu er det snart tid til sommerferie for mange af os, og noget af det vigtigste jeg skal nå i min sommerferie er at lave ingenting. For det tror jeg er vigtigt.
Det er en gave til mennesket, at Gud skabte os med en rytme mellem arbejde og hvile. Den må vi sørge for at holde fast i – ligesom æbletræerne i haven.

Derfor vil jeg ønske jer alle en dejlig og rolig sommerferie!

Kærlig hilsen
Kristoffer Simonsen

Kategorier Præster