Udgivet af Oline Kobbersmed, tir d. 23. maj 2017, kl. 11:15

”Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed.” (Prædikerens Bog 1,2)

Fri mig fra festen…
Det var sommer, og jeg var inviteret til bryllup. Jeg havde mit fineste tøj på, jeg var omgivet af smukke, glade mennesker. Maden var udsøgt og stemningen god. Alligevel blev jeg midt i det hele ramt af en følelse af tomhed, tristhed og ensomhed.

Måske skyldtes det, at jeg netop havde afleveret mit speciale og pludselig ikke havde dét projekt at kaste mig over. Hvor skulle vejen nu gå hen? Der var nok også en klar sammenhæng med, at min forlovede på det tidspunkt sad flere tusinde kilometer væk i Etiopien. Da de andre festglade mennesker kastede sig ind i folkedansen havde jeg selv mistet pusten, og skyndte mig at fortrække til et roligt hjørne med tanken: Hvordan kommer jeg væk herfra – uden at virke utaknemmelig?

Forår og sommer er en smuk og dejlig tid for mange. Fyldt af farver og festlige begivenheder. For andre er det en tid, hvor man føler et særligt stik af ensomhed, tristhed, desillusion. De andre glæder sig – men jeg kan ikke tage del i deres glæde.


Tomhed og fylde
Pinsen falder midt i et tomrum. Jeg forestiller mig, at de første disciple må have oplevet en følelse af usikkerhed og tomhed, da de sad i Jerusalem og ventede. For nu var Jesus taget fra dem, op til Faderen – og hvad så?

Midt i deres venten og spørgsmål kommer Helligånden til dem. Som et kraftigt vindstød, der blæser nyt liv i dem, som tunger af ild og som en gave til at tale med overbevisning om Jesus på fremmede sprog. Han kom som en stærk kraft, der ikke bare ruskede liv i dem selv men også i mennesker omkring, så det stak dem i hjertet og de stillede spørgsmålet: Hvad skal vi gøre?

3000 mennesker blev døbt og kirken født. I dåben fik de Helligånden som gave og et nyt liv begyndte. Resten er en lang historie gennem tiden, helt frem til 2017 og rundt i verden, også til Fredericia og Sct. Michaelis Kirke.


Helligånden prikker
Jeg kender ikke mange (hvis overhovedet nogen?), der har oplevet pinse som disciplene. Men jeg kender mange, der har fået en tro på, at Gud kan være nær, midt i min smerte. At Jesus kan tilgive og give nyt liv, også når døre er smækket i. Og når det sker, er det pinse. Det er Helligånden, der prikker og puster til os – om end det til tider kun opleves i det små.

Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv!
(Svein Ellingsen, Den danske Salmebog, 367 v. 1)

Kategorier Ukategoriseret