Udgivet tor d. 27. apr 2017, kl. 11:42

Blog af sognepræst Bjarne Hvid

Vi hejser flaget

Et flag er kun et stykke stof med farve på, men alligevel er det meget mere. Det danske flag er landets udstrækning, hele danmarkshistorien, vores nationale identitet, danske værdier og alt muligt andet, som vi forbinder med at være danskere – udtrykt gennem det nationale symbol, som Dannebrog er.
Når vi hejser flaget, udtrykker vi vores tilslutning til alt det, som flaget står for. Vi bekender, hvem vi er, og hvor vi hører hjemme.
På samme måde er det, når vi siger eller synger med på trosbekendelsen i kirken. Vi bekender, hvem vi er, og hvor vi hører hjemme – nemlig i Guds rige.

Som en ZIP-fil

Trosbekendelsen er ikke udtryk for vores egne tanker om tro, men er den tidlige kirkes forsøg på at lave en kort sammenfatning af, hvad hele Bibelen siger om Gud. Verdenshistoriens første ZIP-fil, kunne vi kalde den – og som enhver anden ZIP-fil skal den pakkes ud. Den er kort i sin form, men når vi bekender den, så er det faktisk hele den bibelske virkelighed, vi bekender os til.

Trosbekendelsen er et svar på Guds tale til os

At bekende betyder at tilslutte sig eller at sige det samme som. I højmessen er trosbekendelsen menighedens svar på bibellæsningerne fra alteret. Normalt en fra Det Gamle Testamente og en fra Det Nye Testamente. Menighedens svar er altså ikke en fri refleksion over det læste, men den bekendelse, som tilslutter sig og siger det samme som Guds tale til os i Skriften. Med trosbekendelsen giver vi Gud ret og underordner os under hans tale til os.

Ved barnedåben

Ved barnedåb bliver denne sammenhæng om muligt endnu stærkere. Præsten spørger barnet med trosbekendelsens ord, og barnet begriber sikkert ikke noget af det. Alligevel svares der ”ja” til bekendelsen, for den er netop ikke barnets egen trosformulering, men troens spæde ”ja, tak” til den enorme virkelighed, som overstiger vores vildeste fantasi. Den virkelighed, som skal pakkes ud gennem et helt livs omgang med Guds ords tale til os.

Derfor bliver menigheden aldrig træt af at hejse flaget og bekende troen i den faste formulering, som vi er blevet døbt på. For som Guds børn lever vi ved hans ord og hører til i hans rige.


Læs mere: Højmessen under lup

Denne blog er en del af en tema-række om, hvad der sker i højmessen og hvad de enkelte led betyder. Vi håber, at tema-rækken kan inspirere og vejlede til fornyet glæde over hver søndag at fejre højmesse.

Læs flere artikler i tema-rækken "Højmessen under lup"

- Klokkeringning

- Bedeslag

Hilsnen: "Herren være med jer" - "Og med din ånd"

- Trosbekendelsen

- Prædikenen

- Nadveren

Kategorier Kirken