Udgivet ons d. 7. jun 2017, kl. 14:02

Af menighedsrådsformand Asbjørn Asmussen

Det er med spænding, at vi nu kan se frem til at tage de første spadestik i renoveringen af Sct. Michaelis Kirke. Sidste højmesse i Sct Michaelis Kirke er søndag d. 20. august, hvorefter kirken lukkes for at renoveringen kan begynde.

I løbet af renoveringsperioden afholder vi søndagsgudstjeneste i Fredericia Missionshus, Nørre Voldgade 18. Kirkelige handlinger (begravelser og bryllup) vil foregå i Den Reformerte Kirke eller Trinitatis Kirke.

Om byggeplanerne

Det har vist sig hensigtsmæssigt at dele renoveringen op i to faser:

  • Fase A omfatter selve kirkerummet med gulve, lofter og vægge, korpartiet og logerne. Udgiften til fase A svarer til det stiftslån, som provstiet har givet menighedsrådet lov til at optage. Det vil sige, at fase A er finansieret og derfor kan påbegyndes, så snart vi har grønt lys fra stiftet. Det betyder også, at skulle det ske, at vi ikke får indfriet vores forhåbninger til fondsansøgningerne, så har vi dog et nyrenoveret kirkerum, som vi i 2018 kan fejre vores 350-års-jubilæum i.
  • Fase B omfatter rummene bagerst i kirken. Køkken, nyt toilet, dåbsværelse, depot og en ny trappe til pulpituret. Denne del kan vi blive nødt til at udskyde eller reducere, hvis vi ikke får penge nok fra de ansøgte fonde. Men vi er stadig optimistiske og satser på at nå helt i land med det fulde projekt.

De nye bænke og stole er også en del af fase B, men de bliver finansieret særskilt, bl.a. via en lokal indsamling, som vi sætter i gang så snart den endelige godkendelse er helt på plads.

Fase A begynder nu, mens fase B først forventes igangsat, når der er fundet de nødvendige midler.

Læs mere

Vil du studere projektet nærmere, så kan du hente hele arkitektens 64 sider lange hovedprojekt på sct-michaelis.dk/renovering. Her finder du tegninger, billeder, planer og budgetter samt en detaljeret beskrivelse af alle delene i projektet.

Kategorier Menighedsrådet