Højmessen under lup - "Herren være med"

Højmessen under lup - "Herren være med"
Udgivet man d. 31. okt 2016, kl. 07:45
Præster

Blog af sognepræst Bjarne Hvid

Mere end blot "Godaw!"

Når højmessen om søndagen er så slidstærk, som den er, skyldes det ikke mindst, at (næsten) intet af det, der foregår, er præstens eget påfund. Den gamle liturgi hviler på bibelsk indhold og formuleringer, som har fundet ind i en fast rytme eller melodi, så hele højmessen fremstår som en kendt vekselsang mellem præst og menighed. Liturgien er et forløb, som man kan vokse ind i og leve med i.

Derfor er hilsenen i højmessens indledning ikke bare ”Godaw!” – ”Tak i lige måde”. Det er ikke præst og menighed, der møder hinanden med deres egen hilsen. Præsten vender sig mod enigheden med et ”Herren være med jer!”. Ordene er hentet fra Ruths Bog 2,4 og understreger, at nu er det ikke præsten, der skal optræde for menigheden. Det er Herren, der vil møde jer denne søndag – ligesom han mødte disciplene den første søndag efter opstandelsen med sin fredshilsen: ”Fred være med jer!” (Joh 20,26).

Menigheden svarer

Menigheden svarer med Paulus’ hilsen til sin medarbejder Timotheus i 2 Tim 4,22: ”Og med din ånd!” I gudstjenestens møde med den opstandne Jesus bekræfter menigheden nu præstens åndelige tjeneste. Som person har præsten ikke noget at gøre foran Guds alter, men når han er kaldet af menigheden til at gøre altertjeneste i menighedens gudstjeneste, så er det en anden sag. Så er han netop ikke privatperson, men præst i en åndelig tjeneste.
Menighedens svar betyder i grunden, at menigheden giver præsten lov til at være præst. De overgiver altertjenesten til præsten - og så kan gudstjenesten fortsætte med, at præsten formidler Guds ord til menigheden og frembærer menighedens bønner for Gud.


Læs mere: Højmessen under lup

Denne blog er en del af en tema-række om, hvad der sker i højmessen og hvad de enkelte led betyder. Vi håber, at tema-rækken kan inspirere og vejlede til fornyet glæde over hver søndag at fejre højmesse.

Læs flere artikler i tema-rækken "Højmessen under lup"

- Klokkeringning

- Bedeslag

- Trosbekendelsen

- Prædikenen

- Nadveren

- Velsignelsen