Sankt Hans fest i Nordbo 2022. Tale af Kristoffer Simonsen.
100 halvmaraton
For en lille uge siden deltog jeg i en festlig markering for en af byens veteraner. En fantastisk fyr, der hedder Lars. Lars har PTSD og mange ting at kæmpe med i livet.
Men for godt et år siden satte sig Lars et særligt mål om at gennemføre 100 halvmaraton. Fordi løb var godt for hans krop og fordi løbeturene var gode anledninger til at få tømt ud i tankerne.
I lørdags var den store dag så kommet, hvor han løb sit halvmaraton nr. 100. Der var mange, der løb sammen med ham ude ved Monjasa Park og Randal Skov. Måske der også var nogle af jer til stede?
- De løb som en hyldest til livet og de løb som en hyldest til de mennesker, der har betalt den hårdeste pris for vores frihed.
Jeg siger jer: Det var utroligt rørende at se Lars løbe i mål, og jeg havde svært ved at styre min stemme, da jeg kort efter holdt en lille tale for ham.
Det har været tankevækkende for mig, at det netop var halvmaraton han kastede sig over. Ikke en hel maraton, men en halv maraton. Det blev en påmindelse for mig om, at PTSD måske fylder meget i hans liv, men det er langt fra det hele, der er at sige om ham. For der er også utrolig meget smukt og godt i hans liv.
Sygdommen og lidelsen er altså kun den halve sandhed.
Det hele billede
Det forhold tror jeg, at vi er mange, der kender. Folk har måske lært én side af os at kende. Den festlige side, den del med sygdom, den del med faglige ambitioner på jobbet. Eller noget helt andet.
Men samtidig ved vi godt, at der er langt mere at sige. At vi alle er mennesker med stor dybde og en lang livshistorie, der aldrig bare kan forsimples til små overskrifter eller stikord.
Det møder jeg hver eneste uge, når jeg som præst får det privilegium at komme ind i de private rammer hos mennesker, der deler deres livshistorie eller deres inderste tanker.
Nysgerrighed
Derfor kigger jeg også på alle jer, der her i aften med nysgerrighed og med vished om, at I hver især bærer på mange forskellige typer bagage. - Der er måske noget i jeres liv, der skinner som sommersolen?
- Der er måske noget, der gør så ondt, at I har mest lyst til at brænde det på det store bål?
Prøv at kigge rundt på hinanden med den nysgerrighed: At vi alle rummer langt mere, end vores øjne kan skue.
- Hvad mon jeres nabo gemmer på af spændende historier og særlige interesser?
- Hvad mon jeres nabo bærer på af smertefulde ar?
- Hvad mon jeres nabo tænker på, som I endnu ikke har spurgt ind til?
Samtalernes kampplads
De fleste af os taler med mange forskellige mennesker hver dag. Det er som regel både hyggeligt, sjovt og rart at dele tanker og oplevelser med andre. Men jeg oplever ofte, at der sker det, som jeg kalder for samtalernes kampplads.
I sådanne samtaler vogter vi ubevidst hele tiden på, hvornår der kommer et stikord, så jeg kan komme til orde igen. Vi bruger sætninger som:
- Ja, det minder mig også om …
- Når du siger det, kommer jeg til at tænke på …
- Det er sjovt, du siger det, for min søn har faktisk…
Sagt lidt firkantet: Man er ikke reelt interesseret og nysgerrig i at høre, hvad den anden siger. For det handler hele tiden om at finde et sted i samtalen, hvor jeg igen selv kan komme til orde.
Den ægte samtale
Det er en enorm kontrast til en ægte og kærlige samtale, der er kendetegnet ved, at begge parter er interesserede og nysgerrige i at høre, hvad den anden siger.
I sådanne samtaler bruger man mest energi på at lede efter de gode spørgsmål og begge parter giver gerne ordet til den anden. En sådan samtale er der både energi og nerve i.
Motoren i en ægte og kærlig samtale er interesse og nysgerrighed over for et andet menneske. Den springer ud af den grundindstilling, at alle andre mennesker kan give mig noget. Ja, nogle gange er det dem, der er mest forskellige fra mig, der kan lære mig mest.
Derfor øver jeg mig i at være oprigtig nysgerrig. Jeg øver mig i at lytte og stille gode spørgsmål.
Eller sagt med en oneliner: Det er vigtigere at være interesseret, end at være interessant.
Sankt Hans
//: Vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde! :/
Sådan synger vi i den smukke midsommervise.
Jeg tror, at den bedste medicin mod tvivlende og kolde hjerter er den nysgerrige samtale. Den samtale, hvor vi er mere interesserede, end interessante.
Det er også en af årsagerne til at den kristne tro betyder så meget for mig. Fordi her kan jeg i bøn altid tale med en Gud, der er så interesseret og nysgerrig efter at høre, hvad vi har på hjerte, at der ikke findes noget vigtigere for ham, end at lytte til os og være hos. Både i glæden og i smerten.
Med det vil jeg ønske jer rigtig glædelig Sankt Hans.
Og rigtig god nysgerrighed!